Kære politikere, hold jer i ro

Er det et problem for et land som Danmark at have et overskud på betalingsbalancen på 165 mia. kr. (2016)? Og er det et problem, at vi fortsat forbedrer vores samhandelskonto med de enkelte lande år for år?

Nej, det er ikke et problem. Det er så absolut en styrke. Og udtryk for, at vi har et effektivt erhvervsliv med mange ganske store virksomheder, som er superkonkurrencedygtige med stigende eksport til følge. Som beskrevet i Berlingske Business onsdag er betalingsbalancen samlet set forbedret med 140 mia. kr. over de seneste ti år. Alt, eller næsten alt, er gået Danmarks vej i mange, mange år.

Der er mange balancer at holde øje med i makroøkonomien. Ikke mindst de to balancer over for udlandet, handelsbalancen og betalingsbalancen. Handelsbalancen handler om eksport og import, og det går fint, eksporten har det godt, mens importen står stille. Vi er et nøjsomt folk, privatforbruget er behersket.

Men een ting er at få solgt vore varer i udlandet, noget andet er at hente profitter hjem på vores formue i udlandet. Det går også rigtig godt. En stor del af det bugnende overskud på betalingsbalancen stammer fra afkastet på vores formue i udlandet.

Markedsøkonomien har det nu engang bedst med at være uden for politikernes rækkevidde, og derfor skal det nuværende »balanceproblem« ikke løses af politikerne, men af markedsøkonomien selv

For læsere, der kan huske skrækscenarierne i 1970’erne er det sød musik. Dengang var der minustegn foran alle balancer med udlandet, og politikere og økonomiske eksperter talte seriøst om, at Danmark stod til at blive sat under udenlandsk administration. Så stor tak til dansk erhvervsliv for at have styrket sig så kraftigt, at dansk økonomi i dag står som en af de stærkeste i verden. Det giver økonomisk frihed.

Hvis du fik læst Berlingske Business’ artikler onsdag om den boomende danske økonomi (for så vidt angår balancerne, ikke BNP-væksten), vil du også have læst om økonomer med panderynker og eksempelvis cheføkonom i Handelsbanken, Jes Asmussen, som ligefrem efterlyser et regimeskifte i dansk økonomi, netop for at styrke BNP-væksten. »Man må næsten håbe, at vi ikke kan fastholde udviklingen.« Pointen fra ham og andre økonomer er, at hvis vi ikke sætter investeringstempoet op, så risikerer dansk økonomi at gå i stå og i værste fald igen få åndenød.

Inden den økonomiske elite helt går i negativ selvsving er det værd at opholde sig en stund ved den manglende investeringslyst. På lang sigt dur det selvfølgelig ikke, at opsparingerne stiger og stiger, mens investeringerne står i stampe. I så fald risikerer vi at ende med den japanske syge med årtiers stagnation i økonomien.

Topcheferne i de store danske virksomheder som eksempelvis Novo Nordisk og Danske Bank tjener forrygende og udbetaler i disse år stort set hele bundlinjen til sine aktionærer. Investorer er begyndt at efterlyse lidt mere risikovillighed og ekspansionslyst hos disse topchefer. Men i mange år har Novo Nordisk afvist at gå uden for deres kerneområder, og Danske Bank har ikke ligefrem en succesbølge at se tilbage på med hensyn til opkøb og investeringer i udlandet.

Problemet er ikke, at de store virksomheder fastholder at koncentrere sig om sine kerneområder og derfor holder igen med investeringer. Det store problem er i højere grad, at den meget store del af underskoven i dansk erhvervsliv, de små og mellemstore virksomheder, hænger fast i manglende vækst. Risikoen er, at de bliver koblet af IT- og digitaliseringsbølgen. Enten på grund af kapitalmangel, manglende risikovillighed eller manglende ledelseskraft.

Når vi i Danmark får øje på et problem, i dette tilfælde manglende investeringer, plejer vi at rette søgelyset mod Christiansborg. I må gør noget politikere. Og ja, rigtigt er det, at politikere kan gøre en lille bitte smule, men kun på marginalerne.

Enkelte har fået øje på de store opsparinger i pensionssektoren og der set muligheder for at tvangskanalisere milliarder til investeringer i dansk erhvervsliv. Men drop den tanke. Pensionsopsparingen er sat i verden for at finde de bedste afkast, i Danmark men i høj grad også i udlandet.

Markedsøkonomien har det nu engang bedst med at være uden for politikernes rækkevidde, og derfor skal det nuværende »balanceproblem« ikke løses af politikerne, men af markedsøkonomien selv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *