Vidste du, at din bankrådgiver er sælger?

Når vi går ind i en H&M, en B&O-butik, en Elgiganten eller en Jysk, jamen, så ved vi godt, at vi kommer i kløerne på sælgere, der vil sige hvad som helst for at få langet nogle varer over disken. Det er spillets regler. Sælgere kan være mere eller mindre pågående og fantasifulde, men vi accepterer nu engang, at de er sat i verden for at sælge deres egne varer.

Anderledes er det, når man vover sig ind i bankfilial eller får en bankmedarbejder i røret.

Her har de fleste af os kunder den opfattelse, at vi bliver rådgivet af uvildige bankmedarbejdere. Det gør vi selvfølgelig ikke. Enhver medarbejder i Danske Bank, Nordea og hvad de hedder alle sammen kæmper selvsagt for at sælge de varer de respektive banker selv har på hylderne. Bank­rådgivere er sælgere. Problemet er bare, at det er lykkedes bankerne at sælge os det falske budskab om uvildig bankrådgivning. Netop »rådgiver« er en titel, der oser af troværdighed og uvildighed.

Godtroende kunder kan få den tanke, at bankens egne interesser er lagt til side til fordel for dig og mig som kunde. Sådan er det ikke. Det er ikke mange år siden, at bankerne, blandt andet i Roskilde Bank, solgte deres egne aktier som guld­randede papirer.

For mange bankkunder er det utroligt svært at gennemskue den finansielle jungle, gebyrer og de bagvedliggende transaktioner. Rangvids forskning viser, at bankkunder i dag står svagt.

Nu kommer professor Jesper Rangvid og hans CBS-folk med en vældig interessant undersøgelse, der er baseret på et omfattende forskningsprojekt og har en overraskende konklusion: Det står langt værre til med den uvildige bankrådgivning, end vi har drømt om. Bankrådgiverne tænker ikke på dit bedste, men på bankens bedste.

Som beskrevet i dagens historie her i Berlingske Business er der gennemgået 40.000 bankskift, hvor kunden ud over almindelige bankforretninger også har haft penge i investeringsforeninger. Som bekendt har alle de store banker deres egne investeringsforeninger. Pud­­sigt nok viser det sig, at en overraskende stor del af kunderne også skifter investeringsforening, når de skifter bank.

Med mindre kunder vil skifte risikoprofil eller på anden måde markant lægge sin formue placeret i investeringsforeninger om, giver det ikke mening at en kunde samtidig med et bankskifte også skifter til – pudsigt nok – lige præcis den banks investeringsforening, hvor man nu er kunde.

Det giver ikke mening for kunden, men selvfølgelig god mening for banken, der tjener godt på disse omlægninger.

Det skal med, at finanskrisen har ført til en vis opstramning af bestemmelserne om rådgivning og værdipapirhandel i håb om at kunne beskytte kunderne bedst muligt. Og man kunne forestille sig yderligere opstramninger – ­balancen mellem supersalg og troværdig finansiel rådgivning kan være papirtynd.

Man kunne også forestille sig, at vi som kunder bliver meget mere bevidste om, at bankens medarbejdere først og fremmest er sælgere. At vi også selv har et ansvar for at forstå og sætte os ind i tingene, og at når vi bliver præsenteret for en bankrådgiver, da straks at få sat »banksælger«-mærkatet på ham eller hende.

Bankerne har selvsagt et stort ansvar for, at tilliden mellem kunde og bank ikke går fløjten. Og her der plads til forbedringer. For mange bankkunder er det utroligt svært at gennemskue den finansielle jungle, gebyrer og de bagvedliggende transaktioner. Rangvids forskning viser, at bankkunder i dag står svagt.

Derfor kan bundlinjen være, at der er behov for strammere lovgivning.

7 responses to “Vidste du, at din bankrådgiver er sælger?

  1. Det var derfor jeg stoppede som bankrådgiver.

    Det er svært at skulle sælge noget man ikke selv kan stå inde for…..

  2. Jeg stoppede også som investeringsrådgiver af samme årsag og startede mit eget firma (dinprivatøkonomi.dk) med uvildig økonomisk rådgivning. Det er påfaldende så mange penge der er at spare og at tjene ved at få uvildig rådgivning, hvilket jo også viser at bankrådgivere ikke er uvildige.

  3. @Jørgen og @Pauline

    Det kunne være interessant, hvis I vil uddybe lidt fra den praktiske verden i bankerne. Bankerne siger i dag, at de kun rådgiver om egne produkter. Øhh, hvordan kan de så vide om disse egne produkter er dyrere el. billigere bedre eller dårligere for den enkelte kunde.

  4. Herre jemini! Det kan da på ingen måde komme bag på nogen, at bankrådgiveren ikke er uvildig. En bank kan nærmest betegnes som en købmandsbutik, der skal langes nogle produkter over disken for at få butikken til at løbe rundt. Hvem er det, der har påstået et bankrådgiverne er uvildige, det er jo nærmest et pinligt uvidende udsagn. Og købmændene var bedre til at drive butikker end bankerne, se blot bankpakkerne og Roskilde bank, hvor man har skaltet og valtet med kundernes midler på den mest amatøragtige måde. Bankerne burde skamme sig – sorry. At der så skal en bankrådgiver til at sælge produkterne er almen viden.

  5. @ Jesper jeg er næsten enig med dig, men jeg må så erkende, at jeg ikke var almen vidende, da jeg første gang gik ind i banken, var i midten af tyverne og skulle skaffe millioner til køb af hus inden en uge. I Danske Bank gennemgik vi min økonomi og jeg kunne godt se, at det hele så lidt stramt ud, men det skulle nok gå det hele, som bankrådgiveren (senere bankdirektør) sagde i 2006. Problemet er, at jeg ikke havde den almene viden første gang. Jeg forventede trods alt, at han var ekspert og leverede en service og forventede faktisk mere end 3 års lodden uddannelse bag de ord fra en provisionsbetalt bankrådgiver, som åbenbart ar en af de klogere, siden han blev bankdirektør. Gud jeg havde lige glemt, at man ikke må mobbe bankerne længere, som K siger ;-)
    Jeg er i dag ude af huset og vandt heldigvis en sag i retten, så de kan få lov at betale 2/3 af tabet i dag. Det går så værre for andre.
    Hvorfor skal bankrådgivere og ejendomsmæglere være de mest misvisende produktbeskrivelser, når det er dem, som kan vende op og ned på folks liv?
    Det er ulækkert, hvis det er hestekød, når der står oksekød, men du kan vel bare se forskel og det vender ikke op og ned på livet.

  6. Jeg mener at det er et udtryk for en vis arrogant holdning, at postulere at det er almen viden. Som nævnt i artiklen, ser jeg et problem i betegnelsen “rådgiver” og ikke “sælger”. Det ligger i ordet rådgiver, at det dækker over en person der giver råd i modtagers interesse. Det er en falsk betegnelse, for en bank sælger. Skulle man lovgive om noget, kunne man lovgive omkring det og generelt synlighed, på ligefod med andre produkter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *