Skal bankdirektørers hænder bindes på ryggen?

Det er blevet moderne at sige undskyld. Ikke kun blandt politikere men også i det private erhvervsliv. Spørgsmålet er dog, om disse mange undskyldninger er andet end ligegyldigt ordgejl.

I England kæmper topchefen Jes Staley for sit job hos en af verdens største banker, Barclays. Anledningen er, at Jes Staley er blevet afsløret i at forsøge at identificere en såkaldt »whistleblower« – en person internt i en organisation, som råber op om evt. ulovligheder.

Barclays-sagen er eksploderet i hænderne på Jes Staley og nu undersøges han af to forskellige engelske myndigheder, blandt andet det engelske finanstilsyn. Staley selv har erkendt sin fejl. Grotesk bliver det dog, når Jes Staley i forlængelse af sin undskyldning, fremhæver hvor fantastisk et instrument whistleblowerordningen er.

»Vores whistleblowerordning er et af vore vigtigste værktøjer til at beskytte vores kultur og værdier i Barclays.« Det er ganske enkelt ikke troværdigt. Og man kan kun gisne om, hvad Jes Staley ville have gjort ved whistlebloweren, hvis han var blevet identificeret.

Det giver næring til de kritikere, der vil have de største banker splittet op i mindre enheder og øger næppe politikernes lyst til at deregulere og slippe bankerne fri

Barclays-bestyrelsen famler sig frem, har foreløbig modtaget Jes Staleys undskyldning, frataget en betydelig del af hans bonus, men genopstillet ham på generalforsamlingen i maj til bankens bestyrelse.

Anledningen til balladen er, at en anonym medarbejder på et tidspunkt sendte et meget kritisk brev til bestyrelsen om en navngiven person langt oppe i ledelseslaget i Barclays. Topchefen Jes Staley mente i midlertid, at det var en uretfærdig kritik, og derfor satte Staley et større arbejde i gang internt i Barclays med at finde og afsløre identiteten på den pågældende kritiker. Svært at tro, at Staley helt har forstået formålet med whistleblowerordningen.

Barclays har 140.000 medarbejdere og forretninger over hele verden – og i øvrigt et blakket ry. Barclays var således en af hovedbankerne bag Libor-skandalen, hvor flere storbanker manipulerede med den ledende rentesats i London. Barclays fik ved den lejlighed en bøde på tre mia. kr. Storbanken er ligesom en række andre banker også blevet angrebet for at have medskyld i finanskrisen og dens omfang. Flere af bankkollegerne har forsøgt at betale sig ud af det ved at indgå frivillige forlig på mange milliarder kroner.

Barclays har dog hidtil afvist at ville indgå disse milliardforlig.

Føromtalte Jes Staley kom til i 2015 med den præcise opgave at genoprette både økonomien i og tilliden til den ramponerede Barclays Bank, og det er faktisk lykkedes ham langt hen ad vejen at få en nogenlunde respektabel forretning ud af det. Man kan dog frygte, at magten er steget Jes Staley til hovedet og, at han har følt sig privilegeret til at afsløre whistlebloweren, fordi det nu engang ikke lige har passet ind i Jes Staleys verdensbillede.

Det virker som om storbankerne i USA, England, Tyskland, Schweiz og et par nordiske har haft rigtig svært ved at acceptere, at også storbankerne har et lovkompleks at skulle overholde og arbejde ud fra. En af USA’s største banker, Wells Fargo, har haft sin egen skandale, som kostede topchen John Stumpf jobbet og resulterede i en barsk høring i Kongressen.

Der er således påfaldende mange skandaler i den øverste del af verdens banksystem.

Det giver næring til de kritikere, der vil have de største banker splittet op i mindre enheder og øger næppe politikernes lyst til at deregulere og slippe bankerne fri. Storbankernes ageren tyder tværtimod på, at banker også fremover må holdes i meget stram snor.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *