Er vi en nation af klynkere?

Arbejdet fylder mere og mere. Eller rettere fornemmelsen af, at man som leder eller medarbejder er på hele tiden, fylder mere og mere i den enkeltes hoved. Den fornemmelse er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at vi så også helt konkret får mere fra hånden. Tværtimod, fristes man til at sige. Måske vi bare har fået flere undskyldninger til rådighed.

Som beskrevet i hosstående artikel har organisationen Lederne får udarbejdet en undersøgelse, hvor et overraskende stort flertal af de adspurgte, 75 procent, giver udtryk for, at den er ravruskende gal ude på arbejdspladserne. De adspurgte mener, at de arbejder hele tiden, står til rådighed døgnet rundt, at de arbejder mere end de har lyst til, og at arbejdsbyrden i øvrigt er for stor. Alt er galt.

Det er foruroligende, uanset om det er rigtigt eller forkert. Ud fra devisen »perception is reality« er det nu engang opfattelsen i ledelseslaget, og derfor også et problem, der må tages alvorligt. Af arbejdsgiverne, det vil sige toplederne og deres HR-afdelinger, men sørme’ også af de enkelte ledere selv. For hvor omfangsrig er arbejdsbyrden, sådan helt konkret?

Der er næppe tvivl om, at ledelsesrådgiver Charlotte Mandrup rammer et ømt punkt, når hun påpeger, at disse undersøgelser skal tages med et vist forbehold, fordi virkeligheden faktisk viser, at vi generelt arbejder mindre, end vi selv tror. Men i en karriere- og præstationskultur giver det minuspoint, hvis man ikke som leder konstant beklager sig over arbejdspresset. Meget arbejde giver prestige og en følelse af, at man er uundværlig.

Alle kender givetvis en chef, som er kendt for at sende arbejdsmails døgnet rundt, også klokken tre om natten. Som regel berømmes han eller hun for sin enorme flid, men i bund og grund er det dårlig ledelse, hvis chefen eksplicit lader forstå, at vedkommende forventer øjeblikkelige svar fra de pågældende mellemledere. En meget stor del af ledere i alle lag er endvidere bundet op på særlige bonusordninger, hvoraf en del af bonusprogrammet er hægtet op på den enkeltes arbejdsindsats. Det er ikke nødvendigvis kvaliteten af arbejdet, den belønnes ekstra, men omfanget af arbejdsindsatsen.

Det er væsentligt at skelne mellem travlhed og lange arbejdsdage på den ene side og stress på den anden. Fagforeningen FOA skriver på sin hjemmeside: »Når stress er kortvarigt er det ikke nødvendigvis skadeligt, og det kan betyde, at man bliver mere effektiv, initiativrig og opmærksom, og at man i højere grad er i stand til at holde mange bolde i luften på en gang.« Direkte helbredsskadelig derimod er langvarig stress, som kan give lange sygdomsforløb.

I en række fag flyder arbejdet, fritiden og ens hobby sammen i een stor pærevælling. Det giver fordele for den enkelte, men forkert håndteret kan det også give følelsen af at være på arbejde hele tiden, selv om det ikke konkret er tilfældet. Med til at danne et samlet billede er dog også, at overordentlig mange i netop de mange ledelseslag får tid til at dyrke meget tidskrævende sportsgrene, fritidssysler, rejser og cafe- og restaurantbesøg. Lægger man sammen og trækker fra, er det således tvivlsomt, om vi arbejder mere i dag end tidligere.

Pointen må være at få skabt nogle dybtgående og mere troværdige analyser af danskernes arbejdsomfang, således at både ledelse og medarbejdere får noget konkret at forholde sig til, når det er så usikkert, hvornår vi arbejder og hvor længe vi arbejder. Det er nemlig et godt gæt, at hjemme-pc’en, mobiltelefonen, tablets og andre tidskrævende gadgets er kommet for at blive.

2 responses to “Er vi en nation af klynkere?

  1. Er startet i universitets sektoren efter mange år i det private og der er en markant forskel på oplevelsen af egenindsatsen. På universitetet oplever de ansatte, at de leverer flere timer, mens det samme timeantal ikke ville have bekymret i de private virksomheder. Der kan opstå en fælles offerrolle kultur, hvis ledende personligheder udtaler sig negativt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *