Pensionskasser vil stå i kø for at købe tobaksaktier

Efter et langt tilløb er cigarproducenten Scandinavian Tobacco Group, Søborg, nu klar til at blive børsnoteret på børsen – Nasdaq København. Selv om tobak er aldeles politisk ukorrekt, er det et godt gæt, at investorer, også pensionskasser og fonde, vil stå på nakken at hinanden for at få et sug på cigaren. Der er store penge i tobak, og sulten efter nye aktier er stor.

Kun meget få pensionskasser har direkte forbud mod at investere i tobak, og der er da også meget hykleri forbundet med tobaksinvesteringer. Tobakken selv har gjort sit til at blive en offentligt hadet branche. Det skete med cigaretproducenternes løgne og fortielser om, hvad de i grunden kom i tobakken. Det førte til gigantiske retssager i USA, forbud med markedsføring og annoncering af tobak og kravet om at labels på cigaretpakkerne skulle oplyse om, at man som ryger ville blive slået ihjel af tobakken. Tobakken kom i bad-standing.

Men tobak er et tilladt rusmiddel. Scandinavian Tobacco Group gør det i den lidt “pænere” ende af tobaksindustrien, nemlig med produktion af cigarer og pibetobak. Det virker umiddelbart lidt mindre politisk ukorrekt, fordi kunderne til cigarer og pibetobak typisk er voksne mennesker, der selv bør kunne afgøre, om tobak er det rigtige for dem. Modsat cigaretindustrien, der hele tiden skal have unge og nye kunder i butikken. Det skal dog ikke glemmes, at cigar- og piberygerne skal rekrutteres fra cigaretrygernes rækker. Ingen cigaretrygere, ingen cigarrygere.

Scandinavian Tobacco Group er verdens største producent af cigarer og pibetobak, men i den samlede tobaksindustri hører selskabet til i gruppen af små tobaksselskaber med en omsætning på seks milliarder. Med en driftsindtjening på den rigtige side af en milliard kroner, og pengestrømme på stort set samme høje niveau er det en lækkerbisken for nye investorer.

Det største problem for Scandinavian Tobacco Group er således ikke indtjeningen. Det er derimod væksten. Hvis selskabet ikke kan vise vækst, risikerer STG-aktien at udvikle sig til en slags aktieobligation med et sikkert løbende udbytte, men uden vækst. Det er svært at tro, at der pludselig skal blive mange flere cigar- og piberygere. Derimod vil Scandinavian Tobacco Group kunne vokse, hvis det lykkes for selskabet at konsolidere branchen, det vil sige købe mange af de små og mellemstore virksomheder op, som typisk findes inden for denne industri. Det bliver topchefen Niels Frederiksens helt store opgave.

De to hovedaktionærer har besluttet, at de sælger forholdsvis lige meget, hver i sær omkring 20 procent. De to danske tobaksfonde, Augustinus og Obel, ejer i dag 51 procent, mens svenske Swedish Match ejer 49 procent. Med en samlet pris for Scandinavian Tobacco på 10-12 mia. kr. ruller der således to-tre milliarder friske kroner ned i kassen hos de to danske tobaksfonde, der i øvrigt har kunst og kultur som en af deres væsentlige donationsområder. Bliver der mere af tobakken, er der mere til kulturen.

Det helt store tema i forbindelse med denne børsintroduktion bliver givetvis det etiske spørgsmål, om pensionskasser og fonde og altså om Danmarks pensionsopsparere skal kaste sig over tobaksaktier. Det tema vil blusse op igen. Som bekendt er netop denne debat ganske hidsig i befolkningen, som er delte i spørgsmålet. Det betyder, at pensionskassernes medlemmer også er delte, og det kan give hidsige diskussioner internt i pensionskasserne. Langt de fleste pensionskasser har dog i dag tobaksaktier i deres porteføljer, og derfor må det forventes, at langt, langt den overvejende del af pensionskasserne vil stå i kø for at købe aktier i Scandinavian Tobacco Group.

Set ude fra bliver det største problem i Scandinavian Tobacco Group ikke at tiltrække interesserede investorer. Det bliver at finde den vækst, som er nødvendig, hvis man vil leve et fremgangsrigt liv på børsen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

One response to “Pensionskasser vil stå i kø for at købe tobaksaktier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *