Undskyld

Af Jens Chr. Hansen 1

Undskyld, siger landets superkøbmand Lars Larsen fra Jysk.

Anledningen er, at alt for mange af hans kunder i møbelkæderne ID Møbler og Ilva, samlet i ID Design, er blevet sjoflet på det groveste. Dårlig service, forsinkelser, forkerte varer, dårlige kundeoplevelser og så videre. Og nu er der så kommet et »undskyld« fra milliardæren fra Silkeborg i den allerbedste sendetid i TV-avisen tirsdag aften kl. 21.30. Undskyld Danmark.

Det er ikke til at vide, om det er et dybfølt »undskyld« eller et kommercielt »undskyld.« Sandsynligvis begge dele. Lars Larsen er ikke lykkedes med at få vendt udviklingen i ID Design. Tværtimod har han måttet skubbe et antal ekstra hundrede millioner ind. Hvis undskyldningen får de sure kunder til at vende tilbage, giver det bonus på bundlinjen. I så fald er der penge i en undskyldning.

Det er yderst sjældent det lille, undseelige »undskyld« optræder i erhvervslivet. »Undskyld« hører normalt ikke til i business-vokabulariet. Men nu forsøger Lars Larsen sig så udi den kunst, og hvis det er en af pingerne i erhvervslivet, der kan komme godt af sted med det, så er det Lars Larsen. Det skal dog med, at undskyldningen fra Jysk-købmanden kommer sent, efter et år hvor kritikken har haglet ned over Larsen og hans møbelkæder.

Kunne man forestille sig Stein Bagger eller Jim Pedersen fra OW Bunker, der har sjoflet sine omgivelser, sige »undskyld« – og komme godt af sted med det? Næppe. Personligt har jeg det da også sådan, at jeg ikke kan bruge en undskyldning til noget, »Show it, don’t tell it.«

Den tyske bilgigant Folkevogn har også forsøgt sig med spagfærdige undskyldninger for selskabets snyde-software. Men åbenbart ikke ærlige og dybtfølte undskyldninger. I hvert fald har VW-bossen Matthias Müller været på charmeoffensiv i USA, hvor retssager fyger om ørerne på tyskerne. Matthias Müller lod forstå, at nok var han og VW kede af det skete, men at det ikke var bevidst snyd, men derimod fordi tyskerne ikke havde forstået de amerikanske miljøkrav. Den hoppede amerikanerne ikke på. Tværtimod karakteriseres Müllers udtalelser for både foruroligende og uacceptable.

Også Lego har været ude med en slags undskyldning uden dog at nævne ordet. Lego blev hårdt kritiseret, fordi den kinesiske kunstner Ai Weiwei blev afvist, da han ville købe Lego-klodser til et kunstværk. Nu hedder det i Lego: »Fra 1. januar spørger Lego ikke længere om det tematiske formål, når der sælges store mængder klodser til projekter.« Ikke en direkte undskyldning men en adfærdsændring.

Tilbage til Lars Larsen. Han er sent ude, men det skulle ikke undre mig, om han på et tidspunkt kan se den undskyldning komme til syne på bundlinjen.

1 kommentar RSS

  1. Af Kristian Andersen

    -

    Jeg er helt enig i, at det er dejligt at se, når topledere i erhvervslivet står frem og giver en undskyldning. Det manglede bare. Så lad os se nogle flere af den slags. For som man siger, gør det ikke noget at man begår fejl, det gør vi jo alle sammen. Det der betyder noget er, om man har mod og mandshjerte til at indrømme, at man har begået en fejl.
    Jeg synes i den forbindelse også, at man mangler undskyldninger fra de ledelser, der har stået i spidsen for de mange krakkede pengeinstitutter. Her har kunderne ikke bare måtte vente på deres varer mv., de har mistet rigtig mange penge, i mange tilfælde hele deres livsopsparing.
    Det kunne også være rart, hvis man også ind imellem kunne se en offentlig myndighed eller virksomhed stå frem og indrømme en fejl og i den anledning give en undskyldning til dem der er blevet berørt af den eller de fejl, der er lavet.

    Svar

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info