Børsen i København higer efter børsbrag

Velkommen til overfladen, og velkommen til et dugfrisk business-år. Det sidesteppende 2015 er nu historie, lagt ned i en skuffe med påskriften et tjah-bom-bom-bom år.

Måske bliver 2016 et nyt, »mens vi venter på Godot«-år, altså den stadige venten på den vækst, som er kernen i markedsøkonomien. Viser det sig, at også 2016 bliver et sidesteppende vækstår kan tiden være kommet til at gentænke de klassiske økonomiske termer om vækst.

Vækst styres i USA først og fremmest af det private forbrug, og i Europa i lidt mindre grad af privat forbrug. En stor del af væksten i de fleste europæiske lande skal komme fra det offentlige forbrug. Når den private forbruger efterhånden er ved at være forbrugstræt, og når de offentlige kasser i Europa er sat på smalkost, kan det være svært at få øje på den vækst, som alle higer efter. Og når væksten skuffer, selv om renten er nul og boligpriserne for opadgående, ja så kan det være svært at få øje på vækstraketterne.

Erhvervslivet, og især en lang række danske virksomheder, står ellers klar i starthullerne. Velpolstrede og agile. Men tør ikke rigtig kaste sig ud i nye, store investeringseventyr på grund af ovennævnte. Hvorfor betale overpris i dag, hvad du kan få billigere på tilbud i morgen?

Blandt de signaler, der kan give håb om vækstspring er nye børsnoteringer på fondsbørsen i København, Nasdaq OMX. I 2015 var der blot to. NNIT og Sparekassen Sjælland. Et meget skuffende børsintroduktionsår. 2016 kan næppe blive værre. Dong Energy, Scandinavian Tobacco Group og Icopal er børsklare, i givet fald et vældigt løfte til børsen i København.

I kulissen små selskaber som eksempelvis Hellerup Finans. Og lidt længere ud i spekulationsrækken ligger Saxo Bank, Tiger, Nykredit samt børsmodne selskaber i kapitalfondene. Andre børsmodne selskaber som eksempelvis Huscompagniet og Welltech droppede børsen, da de største ejerandele blev købt op af kapitalfonde og rige pengetanke.

Det er da også det spil, man må forvente i 2016. Pengetanke med dybe lommer som Novo A/S, Lundbeckfonden og Kirkbi går i stigende grad efter store lunser af selskaber. Planer om børsnotering af Falck blev således igen lagt i skuffen, da Kirkbi og Lundbeckfonden satte sig på selskabet. Sker det samme med FLSmidth? Novo A/S og Lundbeckfonden har foreløbig hver i sær købt 10 procent? Det er en tendens, som kan fortsætte.

Samtidig er børsen ikke længere den primære kapitalkilde for virksomhederne med investering og vækst på dagsordenen. Kapital kan man få billigere andre steder. Derfor kan børsintroduktioner skuffe også i 2016.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *