Søren Skou i favoritrollen på Esplanaden

Maersk Line-topchefen Søren Skou markerer sig stærkere og stærkere som en af de hotteste favoritter til at tage over, når den nuværende øverste direktør på Esplanaden, Nils Smedegaard Andersen, forlader stolen i hjørnekontoret.

Ikke at der synes et umiddelbart skifte på vej, Smedegaard er trods alt kun 57 år, men hvis man skal udpege en intern favorit til at overtage Smedegaards job, så står den 51-årige Søren Skou allerførst for – som dagsformen er lige nu.

Dagsformen er ikke bare tal og kurver, men også det indtryk en topleder efterlader sig. På årets møde med analytikere og investorer onsdag (kapitalmarkedsdagen) i Tivoli Kongres Center i København efterlod Søren Skou og hans team indtrykket af en velgennemført og succesrig turn-around af den svære containerforretning. Det har resulteret i et overraskende stort overskud i regnskabet og er blevet fulgt op med forøget selvtillid hos folkene fra Maersk Line. Den store containerforretning har generobret positionen som kernen i A.P. Møller – Mærsk-gruppen. Robustheden hos Maersk Line i en svær, kriseagtig branche er bemærkelsesværdig.

Maersk Line præsenterer nu sig selv som et »resilient company.« Altså et globalt selskab, som kan modstå selv de værste storme, og som selv har pengene til investeringerne fremover. Der leveres som lovet, og det bemærkes både hos Smedegaard og hos den bestyrelse, der skal udpege Smedegaards afløser, når den tid kommer. At kunne levere på budgetter og forventninger er en forudsætning for at nå de højeste poster i erhvervslivet.

Maersk Line med Søren Skou som chef nu siden 2012 er ikke bare Danmarks største virksomhed, men også verdens største containerforretning. Og hvis de selv skal sige det, er de bedst på alle de relevante nøgletal.

Afkast på investeret kapital, driftsindtjening og med fortsatte milliardbesparelser på omkostningskontoen. Søren Skou og hans folk har selvfølgelig fået hjælp af den faldende oliepris, som har givet store besparelser på bunkerskontoen. Men dykker man ned i regnskabet, er der leveret mere end det. Det viser det såkaldte ROIC-nøgletal (afkast på investeret kapital.) Det tal var i 2009 minus 11 procent, det seneste halvårsregnskab var ROIC 12,2 procent. I rigtige menneskepenge skiftede resultatopgørelsen fra et underskud i 2009 på 14 mia. kr. til nu et overskud i omegnen af 14 mia. kr.

Skal der findes hår i suppen er det, at omsætningen og væksten står i stampe. Maersk Line har fortsat den største markedsandel, men konkurrenterne MSC og CMA puster dem i nakken, og spørgsmålet er selvfølgelig om Maersk Line kan forsvare sin markedsposition som nummer eet med organisk vækst alene. Søren Skou og hans strategichef Jakob Stausholm betoner igen og igen, at størrelse er altafgørende i denne branche, hvor indtjeningsmarginalerne er beskedne. Det kunne tyde på, at Maersk Line vil forsvare denne førerposition med alle til rådighed stående midler, evt. også opkøb.

Søren Skou er ikke kendt i den store offentlighed. Det er typisk Smedegaard og bestyrelsesformanden Michael Pram Rasmussen, der tager overskrifterne. Men internt i erhvervslivet er han en eftertragtet herre, som andre virksomheder også har fået øje på. Så vidt vides er henvendelser til Søren Skou ude fra dog hidtil blevet afvist med et høfligt nej-tak.

Søren Skou er virksomhedens mand. Født i 1964 og som blot 19-årig ansat i Mærsk i 1983. Karrieren har budt på mange forskellige job i ind- og udland. Han kom ind i den øverste ledelse i A.P. Møller – Mærsk under den blodige udrensning på chefgangen på Esplanaden i 2007. Samme år som også Smedegaard Andersen tog over som chef for hele Mærsk-gruppen. Og da den hidtidige chef for Maersk Line, Eivind Kolding, sagde ja til jobbet som direktør i Danske Bank i 2012, rykkede Søren Skou endnu en plads op i hierarkiet og satte mere turbo på den udvikling Eivind Kolding havde sat i gang nogle år forinden.

Netop »successions planning,« altså det at have kandidater klar til at tage over i toppen af virksomheden, er en af bestyrelsens vigtigste opgaver. Der er næppe tvivl om, at Søren Skou står højt på den liste, hvis bestyrelsen beslutter sig for at vælge den næste topchef inde fra. Præcis som det er væsentligt for en bestyrelse at have eksterne kandidater i kikkerten.

Det er uvist, hvornår der skal skiftes på Esplanaden. Om der skal foretages et formandsskifte, før CEO’en skiftes eller omvendt. Og så er der selvfølgelig den risiko, at kandidaterne bliver utålmodige og finder andre græsgange, hvis det sidste spring op ad karrierestigen trækker ud. Søren Skou synes dog at være indbegrebet af en »firmaets mand.«

 

 

One response to “Søren Skou i favoritrollen på Esplanaden

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *