Substansen risikerer at gå fløjten i DONG-sagen

Af Jens Chr. Hansen 0

Endnu engang rulles den betændte DONG-sag op i offentligheden. Uvisheden og uigennemsigtigheden forarger stadig. Måske uden grund, og derfor er det en god idé for finansminister Bjarne Corydon at lægge den handel åbent frem. Det tror jeg også Goldman Sachs ville bifalde.

 

Som bekendt er sandheden det første offer i en krig. Noget lignende er ved at gælde i den langstrakte, udødelige DONG-sag. Her har følelserne forlængst bemægtiget sig dagsordenen, mens fakta og kendsgerninger er fejet til side som forstyrrende elementer. Det er ærgerligt, for sagen har i den grad behov for at blive belyst med faktuelle oplysninger.

Ansvaret for det er i høj grad finansminister Bjarne Corydons (S). Det er ham, der sidder tilbage med en dundrende hovedpine, alt imens han er raslet ned ad den politiske imageskala. Han koksede med det politiske flertal bag DONG-aftalen, og han koksede efterfølgende med kommunikationen omkring delsalget til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs. Men det kan sagtens tænkes – og det er jo paradoksalt – at selvsamme Bjarne Corydon har ret, når han igen og igen messer, at aftalen med de slemme drenge fra Wall Street var den bedste, og den eneste realistiske, der lå på bordet, da den endelig beslutning skulle tages.

DR rørte i denne uge endnu engang rundt i DONG-gryden, efter at have sat masser af ressourcer af til at »afsløre« DONG-gate. Respekt for det. DONG er og bliver en stor sag både politisk, økonomisk og følelsesmæssigt, så selvfølgelig skal alle kroge og afkroge under lup. DR viste resultatet af flere måneders gravearbejde i en times dokumentarudsendelse onsdag aften. Selv sad jeg dog med følelsen af, at det måtte være en genudsendelse, at jeg havde set og hørt det hele før. Goldman Sachs, Luxembourg, skattefinte, kritikere af aftalen, alternative bud, DFs Rene Christensen, Enhedslistens Frank Aaen, Poul Nyrup Rasmussen med flere.

Men nej, det var nyt det hele, lod DR forstå og markedsførte tilmed dokumentardramaet med, at vores allesammens pensionshus ATP i sin tid – i eftersommeren 2013 må det har været – angiveligt skulle have lagt et konkret bud ind på delejerposten i DONG. Jeg er ikke i tvivl om, at ATP har været meget interesseret i at komme med finansiering i en eller anden form til DONG. Det er en god langsigtet investering i infrastruktur, men at de ligefrem skulle have lagt et bud ind på køb af aktier i størrelsesorden 20 procent af ejerskabet i DONG ville i så fald være overraskende. Så altså masser af ny støj, men intet konkret nyt. Viel Geschrei und wenig Wolle.

Det kan være en god grund til at holde fast i kontinuiteten i den eskalerende DONG-sag og samtidig forsøge at komme om bag følelseshysteriet.

Det er en kendsgerning, at DONG løb tør for penge i 2011-2012 og derfor pinedød skulle have friske penge i størrelsesorden seks-ti milliarder kroner, og det skulle ske hurtigt. På det tidspunkt talte ingen om, at ejeren, altså staten selv, skulle spytte ekstra milliarder i DONG. Og politisk må man formode, at en sådan kapitaltilførsel ikke havde kunnet finde flertal på Christiansborg. Tiden var ikke til at kaste flere penge i DONG på et tidspunkt, hvor ejeren, den danske stat, havde vist sig som en dårlig ejer af DONG.

Opgaven og mandatet til Corydon var derfor at finde penge andre steder, altså privatkapital. Det var et stort flertal på Christiansborg enige om. En børsnotering var på det tidspunkt ikke løsningen. Mange var interesserede i at kigge på DONG, men færre interesserede i konkret at komme med penge. Mest dedikeret var kapitalfonden under Goldman Sachs’ vinger.

Henover 2013 bliver også pensionshusene interesserede i at finansiere DONG-mankoen. Ikke ved konkret at skyde ansvarlig kapital ind i form af aktiekøb, men ved en konstruktion, hvor pensionshusene godt nok kom med pengene, men således at staten fortsat skulle have hele risikoen. I realiteten var det »blot« lånekapital med sikkerhed fra staten. Og hvis den seneste »afsløring« om ATP også handler om, at pensionshuset i Hillerød sådan set også bare ville komme med lånekapital, har Corydon ret i sin forklaring om, at Goldman Sachs kom med det eneste reelle tilbud om aktiekøb i større skala.

Der er stor forskel på ansvarlig kapital og lånekapital. Låner man penge til DONG og får en garanti fra staten, er tabsrisikoen lig nul. Køber man derimod aktier i DONG, risikerer man at tabe sit indskud. Hertil kommer, at man som almindelig långiver ikke har en ejermæssig forpligtelse. En storaktionær derimod har en forpligtelse til at være aktiv ejer og også stille op til bestyrelsen.

Forskellen på pengene fra Goldman Sachs og pensionshusene er, at Goldman Sachs i værste fald kan komme til at tabe penge, hvis hele DONG-korthuset krakelerer og går konkurs. Det skal dog med, at også Goldman Sachs har en tilbagesalgsklausul til staten, som betyder, at Goldman Sachs kan reducere sit tab, men samlet set risikerer den amerikanske kapitalfond mere, end de danske pensionshuse på det tidspunkt var rede til.

Pointen er, at DONG i 2012-2013 var i en økonomisk stand, hvor man måtte tage sig til takke med, hvad man kunne få. Diskussionen om prisfastsættelsen af DONG til 31,5 milliarder kroner (som kan vise sig som en meget fordelagtig pris for de nye ejere) er selvfølgelig en meget relevant debat værd, men det blev diskuteret hidsigt, da Goldman Sachs købte sig ind i DONG for et halvt år siden. Intet nyt under solen der.

De involverede parter i denne sag, hovedaktionæren Bjarne Corydon, den næststørste aktionær Goldman Sachs og ATP, som sammen med PFA i sidste øjeblik kom med ind på en mindre aktiepost, burde sætte sig sammen, kigge hinanden dybt i øjnene og blive enige om, at der er behov for mere åbenhed og gennemsigtighed i denne handel. Måske er der ikke noget at skjule. Og derfor blive enige om at ophæve de klassiske aftaler om fortrolighed ved sådanne handler og lægge tingene frem.

Der er mange grunde til at kritisere den nye DONG-aktionær Goldman Sachs, men måske er det netop det aktive ejerskab fra det udskældte finansimperium, der kan være med til at bringe DONG på ret køl, således at både staten, og ja også Goldman Sachs, kan score gevinster på denne handel. Staten ville næppe kunne have gjort det selv.

DONG-sagen vil fortsat blive rullet op med jævne mellemrum; kritikken vil næppe aftage. Men ved at skabe klarhed om det faktuelle i forløbet kan man håbe på, at der bliver diskuteret og kritiseret på et kvalificeret grundlag. Det skylder man en virksomhed som DONG og dens medarbejdere.

 

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info