Kulturskiftet i Nordea

Af Jens Chr. Hansen 0

Nordea har stået som den lysende stjerne i Norden i en svær tid for finansen. Men kan storbanken også det fremover? Eller er der sket et kulturskifte, som på længere sigt kan koste image, kunder og forretninger? Læs om formanden Bjørn Wahlroos’ betydning for en ændret Nordea-kultur.

 

Det er svært ikke at imponeres af Nordea. Banken er kommet stærkt igennem den værste finansielle krise i nyere tid, og den er ikke bare kommet frelst igennem, men har tillige distanceret sine konkurrenter i Norden. Effektivt eksekveret af topchefen siden 2007, Christian Clausen og hans team.

Men når man står, hvor Nordea står lige nu, som en suveræn nummer eet i Norden, er det svært ikke at blive en smule selvtilfreds, måske oven i købet lidt selvfed, med den risiko, at banken fra den position ikke længere kigger op ad, men tværtimod umærkeligt bliver presset ned ad. Ikke på grund af produkterne, medarbejderne og aktionærerne, men på grund af et kulturskifte fra oven. Fra den allerøverste, bestyrelsesformanden.

Det tager tid inden et sådant kulturskifte siver nedad i organisationen og det konkret kan mærkes af medarbejdere og kunder. Det er ikke en enkeltstående begivenhed i virksomheden, der definerer et kulturskifte. Det er en sum af flere begivenheder internt i banken og så til syvende og sidst, hvordan det opfattes af omverdenen.

Eftertiden kan vise, at der i Nordea skete et meget konkret og afgørende skifte i 2011, som vil præge banken fremover, og som kan betegnes som det nuværende kulturskiftes arnested. Da skiftede Nordea formand. Den samlende figur i Nordea igennem kriseårene og de svære fusionsår, svenskeren Hans Dahlborg, overlod formandssædet til den mere kontroversielle, finske Bjørn Wahlroos med øgenavnet »Nalle.« Kontroversiel fordi han som finne flyttede sin bopæl til Sverige med den begrundelse, at skatten var for høj i Finland. Og kontroversiel fordi Wahlroos har en ganske klar mening om, hvordan samfundet skal indrettes – og gerne lufter denne mening. Han lægger ikke skjul på sin begejstring for USA, og måden amerikanernes erhvervsliv og offentlighed kører, og lægger heller ikke skjul på sin kritik af EU, bureaukratiet og den manglende beslutningskraft i EU. Det tiltrækker nogle, og frastøder andre.

»Nalle« er en helt anden type end alfaderen Hans Dahlborg. Bjørn Wahlroos er ikke just en samlende type – og sandsynligvis også ligeglad med det – men langt hen ad vejen en konfronterende type med benhård fokus på bundlinjen og afkastet til aktionærerne og mindre fokus på at Nordea, som Nordens største bank har mange andre stake-holders (interessenter) at tage hensyn til. Det berømte men også noget diffuse brede samfundsansvar.

Wahlroos selv vil måske fnyse af sådanne forbehold. Kig dog på resultaterne, kan han med god ret råbe.

Med en børsværdi i underkanten af 300 mia. kr. vil Nordea næsten kunne spise Tysklands to største banker, Deutsche Bank og Commerzbank, i en enkelt mundfuld, i hvert fald hvis man måler på børsværdien. Det er tankevækkende, når man blot skal tilbage til tiden før finanskrisen, hvor man talte om, at de store, stærke tyske banker ville gå på rov i Norden og snuppe en bank eller to. Tiden er dog næppe til gigantiske grænseoverskridende bankfusioner, men disse tal viser, at Nordea med Wahlroos i formandsstolen hidtil har haft ganske megen succes. Wahlroos vil dog i sin formandstid næppe sætte sig aftrykket som fusionskongen, men hva’ så? Hvad er det, der i historiebøgerne vil kendetegne Wahlroos-formandsskabet? Og er der kød på de begyndende, kritiske indslag om den ellers succesrige storbank?

Organisationen synes ikke så sammentømret, som for blot få år siden. Det vidner de markante personskift i toppen og i laget lige under om. Mest spektakulært selvfølgelig, at de to centrale i den øverste Nordea-direktion, først Michael Rasmussen og siden Anders Jensen, begge forlod Nordea for at gå til konkurrenten Nykredit. Men også på underdirektør- og afdelingschefniveau er der sket en udsivning af erfarne folk. I så stor en virksomhed som Nordea, vil der selvfølgelig løbende være ind- og udskiftninger, men skjules kan det ikke, at udviklingen i Nordea er talk-of-the-town i den finansielle verden. Fokus og det kritiske lys synes at være ved at flytte fra Danske Bank til Nordea. Banken har ellers været ferm på kommunikationsfronten i en del år nu, men på det seneste er der kommet slinger i valsen.

Bjørn Wahlroos’ til tider stærke kritik af EU, har ført til, at omverdenen i Danmark har fået den opfattelse, at Wahlroos er imod EU’s bankunion. Det er interessant eftersom det i så fald ville være en situation, hvor formanden ville være på konfrontationskurs med sin direktør, Christian Clausen, der er varm fortaler for bankunionen. Men nej, formand og direktør er fuldt ud enige, forlyder det fra Nordea. Wahlroos erkender – forlyder det fra Nordea – at når nu bankunionen er en realitet, ja så er det bare med at sige ja, komme med ind fra starten og dermed få indlydelse. Det Wahlroos har ment er, at skulle man bygge EU’s institutter op fra grunden, så skulle man gøre det som i USA og ikke etablere denne bankunion. Så ved vi det.

Lidt slinger i signalerne er der på det seneste også kommet i det principielle spørgsmål om afdragsfrie lån eller ikke afdragsfrie lån. Christian Clausen har i svenske medier klart ladet forstå, at han ikke er tilhænger af afdragsfrie lån, mens Peter Lybecker, som er adm. direktør for Nordea Danmark A/S, kalder det »dybt godnat« at afskaffe de afdragsfrie lån.

Set ude fra egentlig befriende, at Nordea-formanden taler lige ud af posen, og er så »outspoken« som han er, og egentlig også befriende, at der er forskellige holdninger i en så stor en virksomhed Nordea. Men det risikerer at blive opfattet som signalforvirring, og det er skidt i en hierarkisk organisation som en bank, der er afhængig af at kunne kommunikere meget klare signaler ud til fodfolket ude i filialerne, ude hos kunderne.

Nordea vil givetvis også over de næste år levere fortrinlige resultater, og det store spørgsmål er således om det er en korrekt observation, at der er sket et kulturskifte fra det brede samfundssind til ensidig og benhård fokus på bundlinjen – alene. Det kan kun tiden vise.

 

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info