Hotelboom i København med penge på kistebunden

Boomet i den københavnske hotelindustri drives frem af en vækstcocktail af passionerede, energiske hotelmennesker, et solidt økonomisk fundament for de enkelte hoteller og Københavns succes med at placere sig som en attraktiv metropol på verdenskortet. Det københavnske hotelmarked har således udviklet sig til et modent marked, som finansielt står på stærkere ben end tidligere.

Der er siden årtusindeskiftet sket en fordobling af kapaciteten på det københavnske hotelmarked med en række nye hoteller, der er skudt op. Yderligere milliardinvesteringer er på vej, og det vil øge både beskæftigelsen i København og give et yderligere boost til økonomien i hovedstaden. Foreløbig synes frygten for overkapacitet ikke at være til stede.

Før i tiden var projekter i København ind i mellem karakteriseret ved spekulative og tyndt kapitaliserede hotelejere. De er i dag afløst af ejere og kæder med penge på kistebunden. Det betyder, at det københavnske hotelmarked ikke falder sammen i krisetider, men tværtom kan stå år med skuffende belægninger igennem og stadig have penge til investering i vækst, når hotelgæster igen strømmer til København. Som de gør det i disse år med krydstogtsturister, konferencegæster og madentusiaster til striben af prisbelønnede restauranter i hovedstaden.

Men sådan har det ikke altid været. Hoteller har det lidt ligesom med fodboldklubber og medier, de tiltrækkes af karismatiske personligheder. I dag skal man dog have »penge med hjemmefra« for at kunne stå en krisetid igennem. For ikke så mange år siden blev der stillet spørgsmål til økonomien og holdbarheden hos to af stadens nuværende hotelkonger, nemlig Arp-Hansen familien og Fennet familien.

Arp-Hansen-koncernen blev i sin tid stiftet af murermester Alf Arp-Hansen, men hoteldriften har ikke altid kørt så strømlinet som i dag. Hotelgruppen, nu med 12 hoteller, har med Henning Arp-Hansen som hovedeejer og direktør Dorte Krak som daglig drivkraft med ganske stor succes formået både at konsolidere det københavnske hotelmarked og også gøre det med plusser på bundlinjen. Det er i øvrigt interessant, at Arp-Hansen-gruppen på det seneste har professionaliseret bestyrelsen med de to erfarne, Lars Nørby Johansen og Michael Pram Rasmussen, i bestyrelsen.

Også Fennet måtte i de første år kæmpe en hård økonomisk kamp, men i dag står Fennet-gruppen økonomisk stærkt, og det betyder, at nye hotelprojekter konstant er i støbeskeen. Niels Fennet, lige snart 70 år, styrer selv hele koncernen og har umiddelbart ikke tænkt i et generationsskifte.

En tredje markant københavnsk hotelpersonlighed er Else Marie Remmen, enke efter Henning Remmen, som på et tidspunkt opbyggede en hotelgruppe. I dag har Remmen dog »kun« d’Angleterre. Et ejerskab som synes at kræve, at Remmen-fonden har penge med hjemmefra til den videre udvikling af hotelperlen på Kongens Nytorv i København. På et tidspunkt var der en gruppe islandske ejere inde i d’Angleterre, men de havde hverken penge eller evner til at udvikle hotellet. På lignede måde er andre hoteleventyrere siet fra på det københavnske hotelmarked.

Nye hotelprojekter er i støbeskeen. Set med de store briller er den vækst baseret på et solidt, økonomisk fundament, som synes at kunne stå imod også i dårligere tider. Hotelboomet i København sker med penge på kistebunden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *