Det giver jo ikke mening, Morten Østergaard!

Andelsforeningen Grøndalsvænge er fanget i krydsilden mellem to offentlige institutioner – en sag af kafkaske dimensioner. Med Københavns Kommune på den ene side, Skat på den anden og den frustrerede borger midt imellem.

Som det fremgår af artiklen i dagens Business, fastholder Københavns Kommune, at der er en særlig klausul på ejendommen Grøndalsvænge, som gør, at ejendommens værdi er 115 mio. kr. Så vidt så godt.

Men hvis andelshaverne så tror, at de skal betale grundskyldsskat af denne værdi, ja, så kan de godt tro om igen. Embedsmændene i Skat fastholder nemlig, at værdien er fem gange så høj, nemlig 508 mio. kr., og det har andelshaverne så bare at betale skat af.

Skat svarer borgerne i Grøndalsvænge, at »Ved Skat’s vurdering af ejendoms- og grundværdier indgår privatretlige servitutter (det som Københavns Kommune fastholder) ikke ved værdiansættelsen.« Spørger man skatteminister Morten Østergaard, ja, så får man også her en sang fra de varme lande.

»Det (at Københavns Kommune fastholder en privatretlig servitut på Grøndalsvænge-ejendommen) er ikke noget, jeg som skatteminister kan eller skal blande mig i.« Ligefrem grotesk bliver det, da skatteministeren samtidig understreger, at han betragter det som en af sine væsentligste opgaver at skabe et ejendomsvurderingssystem i Danmark, som borgerne kan have tillid til.

Det kan være et godt princip med magtadskillelse mellem stat og kommune, men som borger er det tillidsdræbende at blive fanget imellem to offentlige institutioners tolkninger af den samme sag og blive spist af med disse to modsatrettede forklaringer. Man må gå ud fra, at de to institutioner hver især bygger deres vurderinger på konkret jura og forvaltningspraksis, men man burde også kunne gå ud fra, at det store offentlige system kan tale med én tunge. Og hvis ikke at en ansvarlig skatteminister så kan se, at sådan en sag ikke opbygger borgernes tillid til systemet, men tværtom nedbryder denne tillid.

I stedet for at cementere »systemets« ret, burde en lovgiver som skatteminister Østergaard enten finde bedre og stærkere argumenter (hvis de måtte findes) eller lægge sig i selen for at sørge for en lovgivning, som også borgerne kan forstå og have tillid til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *