Den pludselige lyst til nye udfordringer

Af Jens Chr. Hansen 0

»Lyst til nye udfordringer.«

Det er som oftest den forklaring omverdenen bliver spist af med, når et direktionsmedlem pludselig og uden en egentlig grund ryger ud. En kommunikation som givetvis er nøje indstuderet og planlagt til mindste detalje, og parterne er hver i sær bundet op på økonomiske aftaler, som gør, at det kan koste dyrt, hvis man plaprer ud med sandheden. Det skal ske i god ro og orden.

Det seneste eksempel er direktør Anne Broengs overraskende, faktisk meget overraskende, afsked med det store pensionshus PFA Pension. Det havde ingen set komme. Skal man tolke indholdet i den korte tekst fra PFA, må man tro, at det er noget Anne Broeng selv har gået og tænkt over i lang, lang tid, og det selv om hun ikke har noget andet på hånden. »Anne Broeng har efter eget ønske besluttet at fratræde sin stilling og søge nye udfordringer.« Aha.

Anne Broeng har – i hvert fald af omverdenen – været det varmeste bud til posten som efterfølger for Mr. PFA, koncernchefen Henrik Heideby, der bliver 65 år om et par måneder. Heideby har varslet, at han går efter PFA’s 100 års jubilæum i 2017. Om PFA-bestyrelsen allerede nu er ved at skyde sig ind på efterfølgeren, og at det ikke ville blive Anne Broeng, eller om kemien på direktionsgangen har knaset lidt, er ikke helt til at vide.

Det er naturligt, at et direktionsmedlem går efter topchefposten. Faktisk ville det være unaturligt, hvis et direktionsmedlem ikke havde CEO-posten i tankerne. Som det eksempelvis udmøntede sig i TDC. Da Henrik Poulsen gik til Dong, lod formanden Vagn Sørensen forstå, at der var flere interne kandidater. Loddet faldt på Carsten Dilling, og det har betydet, at de øvrige tre i TDC-koncernledelsen siden er forsvundet fra TDC. Senest med meddelelsen om, at Eva Berneke forlader posten som menigt direktionsmedlem i TDC til fordel for posten som topchef i IT-virksomheden KMD. Det giver mening.

Når man som ambitiøs leder har kæmpet sig vej til blot et enkelt trin fra topposten, er det selvfølgelig ikke noget overraskende i, at man også brændende ønsker at tage det sidste trin. Og derfor heller ikke overraskende, hvis man bliver frygtelig skuffet, hvis det må ikke nåes. Så er det, at det giver god mening, at vejene skilles. Og måske man bare skulle sige det, som det er.

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info