Kraftigt stigende aktier foran afgørende eksamen

Af Jens Chr. Hansen 0

Een ting synes sikkert. Jo mere aktiekurserne stiger jo tættere er vi på en boble. Om det bliver i år, næste år eller om tre år er ikke til at vide, og det store spørgsmål er så, om denne boble springer med et ordentligt brag eller »afmonteres« med en stille sivning i aktiekurserne.

Det særlige ved prisfastsættelsen af en børsaktie er, at prisen ikke fastsættes ud fra facts alene, men også ud fra en masse psykologi herunder spekulationer og forventninger. En bestemt børskurs angiver, at der er en køber og en sælger, som er blevet enige om denne pris, og så er det pr. Definition den rigtige børskurs. I hvert fald den dag.

Den først kendte og mest berømte boble i historien, »tulipanløgsboblen« fra 1630’ernes Holland, resulterede i, at folk gik amok i opkøb af tulipanløg. Almindelige investorer var villige til at betale vanvittige priser for »Viceroy«-løg, fuldstændig overbeviste om, at prisen ville være højere i morgen. Denne og et hav af andre bobler er siden punkteret med større eller mindre brag. I nyere tid er den mest kendte boble, dotcom-boblen, hvor priserne på teknologiaktier nåede astronomiske højder i 2000 for siden totalt at falde til jorden. Dengang argumenterede man med, at den nye IT-teknologi skabte en reel ny økonomi – »new-economy«-æraen i USA – som betød, at økonomibøgerne måtte skrives om og tilpasses den nye teknologiske tidsalder.

Som bekendt kommer »intet af ingenting – undtagen lommeuld,« og således heller ikke på aktiemarkedet. De økonomiske lærebøger skulle ikke skrives om. En aktiepris kan være rigtig i dag, og også være rigtig i morgen, selv om aktieprisen i løbet af døgnet er faldet 20 procent. En række eksperter mener, at især aktiebobler går begge veje, og den indbyggede lemmingeffekt på aktiemarkedet gør, at aktier har det med at stige mere end godt er på vej op og på samme måde har det med at falde mere end godt er på vej ned.

Så ja, aktiemarkedet er ikke et godt sted at være for folk med sarte nerver og en urolig nattesøvn. Der er talrige eksempler på aktionærer, der har scoret en hurtig gevinst, og aktionærer, der har spekuleret sig fra hus og hjem. Vinderne, siger eksperterne, er de investorer – og det er typisk langsigtede investorer som pensionskasser og fonde – der forbliver på aktiemarkedet uanset om det går stejlt opad eller faretruende nedad.

I de seneste to-tre er det kun gået een vej, nemlig opad, dog med lidt snurrige bevægelser ved forskellige kriser, blandt andet i Grækenland, Cypern, amerikansk statsgældsproblemer og lignende. Men trenden har været klar. Det ledende aktieindeks i København, C20-indekset, er således næsten fordoblet på blot to et halvt år. Og mere er på vej, skal man tro flertallet af aktieeksperter. Dog skal man i de nuværende højere luftlag være selektiv – altså udvælge aktierne mere omhyggeligt.

Nordeas aktiestrateg Henrik Drusebjerg udtrykker det sådan i Borsen.dk.; »Man kan godt være positiv på aktier stadigvæk, men man skal være opmærksom på, at der er dele af aktiemarkedet, der begynder at se en lille smule dyrt ud.« Positiv, men noget der samtidig også kunne ligne en tidlig advarsel.

Også Maj Invests Jeppe Christiansen er overordnet meget positiv på aktier. Set i hans krystalkugle skyldes det især, at »fundamentals« er i orden. At hvis man således sætter sig op i det højeste træ i skoven, så er der overordnet fornuft i prisfastsætningen af aktier, og således – lyder konklusionen – er der basis for yderligere stigninger. Men også med en svagt løftet pegefinger og et »be careful out there.«

På hjemlig grund flirter Vestas-aktien i disse dage med kurs 200. Mærsk-chefen Nils Smedegaard Andersen kan så småt begynde at ane en aktiepris, som igen rammer niveauet i november 2007, da Smedegaard tiltrådte i Mærsk. Mens den helt store danske børsaktie Novo Nordisk igen har fået vinger, og i disse dage er ved at nå den eftertragtede højeste pris nogensinde.

Som journalist Kathrine Rossau skriver om i en artikel på business.dk, er aktiemarkedet over de næste uger på vej med årsregnskaberne. Det er en midtvejstest på, om det nuværende høje kursniveau er holdbart. Hvis ja er der plads til nye rekorder, hvis nej, så skal du som aktieinvestor dælme’ være selektiv for at holde skindet på næsen.

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info