ATP er Københavns helt stor ejendomsmatador

Af Jens Chr. Hansen 0

Vores allesammens pengetank, pensionsfonden ATP med 4,7 millioner danskere som medlemmer, er på vej til at købe »den halve by.« ATP og i øvrigt også de andre store pensionsfonde lægger en stadig større andel af formuen i ejendomme, men investeringerne koncentreres om København og de andre to-tre store byer. Og vel og mærke i den absolut dyre ende i de pågældende byer. Det øvrige Danmark vælges i betydelig grad fra, og det såkaldte udkantsDanmark kommer aldrig i betragtning.

Senest har ATP sammen med PensionDanmark for lige knap to mia. kr. sat sig på et af Københavns vartegne, nemlig Magasin-bygningen på Kgs. Nytorv i København. ATP ejer således hele fire ejendomme på Kgs. Nytorv, samt flere håndfulde ejendomme i de nærliggende gader St. Kongensgade, Amaliegade, Frederiksborggade med flere. Derimod synes ATP at have valgt den anden del af Strøget i København, nemlig området omkring Rådhuspladsen, fra. ATP er først og fremmest interesseret i velbeliggende ejendomme, men også ejendomme, som har gode, stabile lejere. Dermed kan de næste mange års afkast regnes ganske præcist ud, næsten som en obligationsinvestering. Ejendomsafkastet i ATP Ejendomme var i 2012 på over syv procent.

ATP har været den helt store »ejendomsopsamler« i København i nu efterhånden en del år. ATP ejer således Nordea-hovedkontorskomplekset på Christianshavn og er netop ved at færdiggøre en helt ny domicilbygning på 20.000 kvadratmeter på den yderste spids af Langelinie.

ATP’s ejendomsportefølje, direkte og indirekte, har i dag en værdi på omkring 25 mia. kr. Der er med Magasin-ejendommen fordelt ud på 75 ejendomme, men 31 af disse store butiks- og kontorejendomme ligger i indre by i København. Magasin-partneren PensionDanmark har nu lidt over 10 mia. kr. placeret i ejendomme og mere er på vej. PensionDanmark har en målsætning om at have placeret 10 procent af formuen på de nu 150 mia. kr. i ejendomme frem mod 2015. Og det vil sige, at PensionDanmark er på udkig efter ejendomsinvesteringer for yderligere tre-fire mia. kr. Pensionsfondene er de nye ejendomsmatadorer.

Det særlige ved lejere som Magasin (ejet af Debenhams-kæden,) Nordea og andre kendte virksomheder er, at ATP som meget langsigtet investor har en vis sikkerhed for at disse lejere indgår og overholder de langsigtede lejekontrakter. Og hvis en lejer skulle falde fra på grund af fraflytning, krak eller andet, at den pågældende ejendom er så attraktiv, at den hurtigt kan lejes ud igen.

Magasin-adressen på Kgs. Nytorv har en mange hundrede års historie. Fra det tidligere store københavner-hotel, Hotel du Nord, og senere som stormagasin fra slutningen af 1800-tallet. Magasin, som i øvrigt på et tidspunkt var i samejeskab med konkurrenten Illum, har oplevet en kaotisk tid igennem de seneste årtier. Efterkommere af den ene af Magasin-stifterne, Emil Vett, nemlig Ebbe baron Wedell- Wedellsborg, kontrollerede i en periode det store Magasin-kompleks men kørte økonomisk død i det og måtte overgive kontrollen til kreditorbanken Jyske Bank. Det betød, at stormagasinet Magasin og ejendomsdelen på det tidspunkt blev skilt ad og fik forskellige islandske ejere.

Efter det store islandske krak måtte den islandske ejer sælge Magasin fra, og derved kom den engelske stormagasinkæde Debenhams ind i billedet, mens Magasin-ejendommen kom på andre hænder. Magasin-virksomheden og således også Magasin-ejendommen hører blandt de absolut mest kendte brands i Købehavn og har således altid tiltrukket sig enorm interesse. Både fra seriøse og mindre seriøse interesser. Med ATP og PensionDanmarks ejerskab af Magasin-ejendommen må man formode, at det ejerskab vil være permanent de næste mange årtier. Finanskrisen har været skidt for mange ting, men for investorer med meget dybe lommer kan det være attraktivt at samle ejendomme op efter en krise.

 

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info