Er du klar til børstæskene i 2014?

Hvor ofte hører man ikke bemærkningen: Tænk om man havde købt Danske Bank-aktier til kurs 33 eller Vestas-aktier til kurs 25, da det så sortest ud!

Jo tak, men det gjorde du ikke, så glem det. Du turde ikke tage risikoen, så glem drømmerierne og erkend, at du tilhører den store gruppe af forsigtigpetere. Og det er sådan set ganske fornuftigt; du kan nemlig aldrig ramme plet. Euforien og frygten for ikke at få den sidste procents stigning med har nemlig den konsekvens, at du også ramler hovedkuls ind i et krak på aktiemarkedet.

Det er blevet en tradition at gøre boet op ved årsskiftet. 2013 og såmænd også 2012 har været bragende gode aktieår, så hvorfor ikke tro på, at det også fortsætter ind i 2014. De kloge hoveder, bankernes aktieeksperter, forudser – helt traditionelt – en stigning i det ledende danske aktieindeks på fem til ti procent. Præcis som de også gjorde de forudgående år. Og som bekendt tog langt de fleste fejl af, at aktieturboen var slået til i både 2012 og 2013, og så rækker fantasien sjældent til mere end, at også næste år må være noget i den retning. Der er en tendens til, at aktieeksperter altid er positive, moderat positive, så går det ikke helt galt.

Men egentlig kunne man også tage en helt anden position. Nemlig at sælge hele molevitten og ligge i kontanter, indtil den boble, der uvægerligt er ved at blive pustet op, brister, og du igen kan gøre dine indsatser på aktiemarkedet.

En arbejdsfri indkomst for 2012 og 2013 på i omegnen af 50 procent er jo i hus, og ligger du i kontanter, når den kommende storm raser på alverdens aktiebørser, ja, så undgår du at udhule din opsparing, hvad enten det er i frie midler eller i pensionsopsparinger.

Det skal med, at nogle af de superprofessionelle i den grad scorer kassen på børsen. Som for eksempel Tom Hougaard, der fra tid til anden er med i Radio24Syvs »Millionærklubben«. Han spillede i Millionærklubben med på aktierouletten for 250.000 kroner af egne penge og forvandlede fra 18. januar 2013 til 20. december 2013 dette beløb til 3,2 millioner kroner ved spekulationer med aggressive gearinger. »Det er okay,« som han selv udtrykte det. Tom Hougaard er med i Millionærklubben igen i 2014, men nu med en helt anden attitude.

Så hvad gør du i 2014? Er du bjørn eller tyr, kylling eller spekulant? Beslutningen er din.

 

Denne klumme bringes i avisen den 31. december 2013

6 responses to “Er du klar til børstæskene i 2014?

  1. Som jeg før har nævnt, er det ikke interessant hvem der IKKE købte Danske Bank aktier til kurs 33. Det er langt mere interessant hvem der faktisk købte, velvidende at skatteyderne efterfølgende blev tvunget til at redde banken.

    Det er det, i som et Business site burde grave frem.

  2. Jeg købte faktisk Danske Bank til den lave kurs, og jeg forventede faktisk også at banken blev “reddet” – til trods for jeg som kunde i banken synes de var larmende talentløse og ikke fortjente det! Indrømmet, jeg vidste heller ikke hvor galt det i virkeligheden stod til, men men…

    Bortset fra det, så synes jeg ikke man kan kalde aktieinvesteringer en arbejdsfri indkomst. Når man hører “Millionærklubben” forstår man at de mennesker bruger meget (!) tid på at sætte sig ind i diverse virksomheder og markeder.

    Men det er klart at det er et meget anderledes arbejde end at grave en kloak.

    Godt Nytår

  3. Allan Skovmand vi er meget stolte af din arbejdsindsats. Men du er i denne sammenhæng måske slet ikke interessant. Forventning og viden er nemlig den helt afgørende forskel indenfor jura.

  4. Jeg købte dengang Danske Bank aktier til den lave kurs til min pensionsopsparing. Udfra en betragtning om at Danske Bank formentligt ikke ville gå ned. Som Allan Skovmand havde jeg heller ingen viden om, hvor slemt det egentligt stod til. Det var der ikke mange der vidste på det tidspunkt, udover en snæver inderkreds. Det værste der kunne ske for mig som aktionær, ville have været hvis staten gik ind med en ejerandel og udvandede værdien af aktierne.

    Og i øvrigt investerer jeg aldrig mere i en enkelt aktie, end jeg syntes jeg har råd til at miste.

    Jeg købte nogle Vestas aktier til kurs 50. Ikke så mange så min (urealiserede) kursgevinst er også beskeden. Det var udfra en betragtning, at der i Vestas er så mange urealiserede optimeringsmuligheder at en ny ledelse formentligt ville kunne få skik på virksomheden. I værste fald ville Vestas blive opslugt af en konkurrent og der ville måske ske en udvanding af aktiernes værdi. Men igen, jeg investerer ikke mere end jeg har råd til at tabe.

  5. @Allan. Jeg synes du forvrider synspunktet om aktiegevinst som arbejdsfri indkomst. Handlerne, aktieanalytikerne mfl får selvfølgelig en løn, men det gør de jo uanset om aktierne går op eller ned. Så er der en meget, meget lille gruppe personer, som har det som fuldtidsjob at handle for egne penge, og her jeg sikker på, at det er hårdt arbejde, mindst lige så hårdt som at grave kloak. Tilbage er alle dem, som spiller med på rouletten – det er tæt på at kunne karakteriseres som arbejdsfri indkomst – og ja, eller tab. Lidt ligesom alle os husejere, der oplever tab og gevinst uden at røre en finger

  6. Jens Chr Hansen sikke noget vrøvl!

    Boligmarkedet er bestemt ikke noget roulettespil(det skal politikere og centralbanker nok sørge for), det er derimod et pyramidespil.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *