Presset Codan-ejer kan skabe dominoeffekt

Af Jens Chr. Hansen 0

De venter som gribbe. Klar til at sætte kløerne og tænderne i det bytte, som de har udset sig for længe siden. Tålmodigt ventende på at slå til på det helt rigtige tidspunkt.

Det tidspunkt kan komme for de største og mest sultne nordiske og europæiske forsikringsselskaber inden for de næste måneder. Et af landets største forsikringsselskaber, Codan med domicil i det karakteristiske Codan Hus på Gl. Kongevej i København, kan komme i spil. Moderen, den engelske finanskoncern RSA Group, er i krise. Der skal skaffes penge, og dette tvingende kapitalbehov kan betyde, at den danske godbid, Codan, sættes helt eller delvist til salg. Læs hosstående artikel om problemerne i RSA.

Det nordiske forsikringsmarked, som ofte ses under eet, er et attraktivt marked med høj indtjening og begrænset risiko, og derfor må det formodes, at både tyske, schweiziske, franske og andre af Europas store forsikringsselskaber har kig på Norden. Ligesom selvfølgelig andre store nordiske aktører vil være klar til at slå til.

Sidst der var finanskrise, blev der møbleret godt og grundigt om i forsikrings- og pensionsbranchen. Stærke finanshuse, blev pludselig svage finanshuse og blev som sådanne lette bytter for konkurrenter med penge på kistebunden. Det er et par årtier siden. Det førte til større enheder og dyrere priser for forsikringskunderne. Så ja, en fusionsbølge i forsikringsverdenen kan være godt for aktionærerne, men er næppe godt for kunderne, forsikringstagerne.

Siden har der fra tid til anden været optræk til en ny konsolideringsbølge, men det er foreløbig blevet ved snakken. Men nu kan en ny og større bølge med køb og salg af forsikringsselskaber igen komme til at tage overskrifterne. Codan kan blive den første dominobrik, der falder.

Den nuværende struktur på forsikrings- og pensionsmarkedet er et resultat af den store nordiske forsikringskrig, der blev udkæmpet først i 1990’erne. Flere af Nordens største selskaber sled hinanden ihjel i bitre fejder. Det resulterede bla. i, at landets største forsikringskoncern, Baltica, blev splittet op. Livsforsikringen røg til Danske Bank og omdøbt til Danica, mens skadesforsikringen blev fusioneret ind i Tryg Forsikring til det daværende Tryg-Baltica.

Også Hafnia blev splittet op. Skadesforsikringen fra Hafnia-konkursboet blev solgt til Codan og livdelen fra Hafnia til SEB Pension. Også svenske Skandia blev splittet op, blandt andet tog Nordens største og mest magtfulde finanshus, det finske Sampo sig af skadesforsikringen i Skandia. Det hedder i dag IF og har blot en mindre andel af det danske marked.

Netop Sampo har Nordens mest magtfulde finansmand lige nu på topposten, nemlig Björn Wahlroos, der i parantes bemærket også er bestyrelsesformand for Nordens største bank, Nordea. En mand med finansielle muskler.

Nordeas partner, Tryg Forsikring, sidder givetvis også lige nu og følger spændt med. Et køb af Codan er dog problematisk. Det giver samlet set en meget stor markedsandel i Danmark. Og i en tid hvor forsikringspriserne er drønet i vejret, er det tvivlsomt, om konkurrencemyndigheder vil tillade et sådant opkøb.

Sampo har i øvrigt allerede vist tænder i Danmark. Nemlig ved at købe 25 procent af ejerskabet i Topdanmark (en slags de facto kontrol,) og norske Gjensidige har vist appetit ved blandt andet at købe Nykredit Forsikring. Så altså en håndfuld pengestærke nordiske spillere på jagt efter Codan.

I periferien ligger den noget mindre Alm. Brand finans- og forsikringskoncern og skvulper. Med en syg bank, Alm. Brand Bank, og en ganske fornuftig Alm. Brand Forsikring. Kan den komme i spil?

Altså en historik på forsikringsmarkedet, hvor selskaberne er og har været flettet ind i hinanden, og hvor en handel med eet forsikringsselskab kan følge en dominoeffekt med sig. Frygten for at komme til at stå tilbage på slagmarken og se konkurrenterne købe sig meget større er et skrækscenarie for enhver vækstivrig forsikringsboss.

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info