Novo – når kærlighed gør blind

Af Jens Chr. Hansen 0

Slår aktiemarkedet og finansmedierne hjernen fra og hjertet til, når det handler om Novo?

Nu gik vi lige og troede, at Novo Nordisk var urørlig. At medicinalkoncernen, som pynter så forbistret godt i samfundsregnskabet for Danmark, havde opfundet en slags evighedsmaskine. At Novo var de andre på insulinmarkedet overlegne – og i øvrigt ville være det til evig tid – og at et af Novo-medikamenterne (Victoza) med tiden også kunne bruges til at kurere overvægtige mennesker. Ikke sandt, tænk bare på det marked i USA og blandt de nyrige i Kina. Derfor blev Novo både aktiemarkedets og mediernes uovertrufne darling.

Og så pludselig, næsten uden varsel, rammer forhammeren fra de amerikanske medicinalmyndigheder FDA os. Det er væsentligt at understrege, at Novos nye lovende insulinpræparat Tresiba (Victoza kører i et andet forløb) ikke er aflyst og smidt i skraldespanden. Fundamentet under Novo er ikke ved at smuldre. Novo er sådan set »bare« blevet bedt om en række yderligere test, som i parentes bemærket skal falde positivt ud, før FDA vil godkende Tresiba på det amerikanske marked. Det testkrav blev i går værdisat til 79 mia. kr. på børsmarkedet. Der er frygt for bivirkninger. Det skal dog med, at Novo fortsat – også uden Tresiba – er en stærkt indtjenende virksomhed.

Én ting er, at aktieanalytikere, eksperter og journalister er gået helt og aldeles fejl af proceduren hos FDA i USA. Noget mere overraskende er det, at Novo selv med topchefen Lars Rebien Sørensen i spidsen også så eklatant har fejltolket de foreløbige meldinger fra FDA, som kom i efteråret 2012. Novo-ledelsen har igennem flere måneder, og senest i forbindelse med offentliggørelsen af årsregnskabet 2012, ladet forstå, at godkendelsen fra FDA sådan set bare var en formel detalje, der skulle på plads, inden det helt store markedsføringsshow for Tresiba kunne rulles ud i USA.

“Vi er overraskede og skuffede …” lød det således fra Lars Rebien Sørensen, der havde svært ved at skjule en meget direkte kritik af FDA. Og skuffet har den ambitiøse Novo-chef givetvis været. Måske fordi forblændelsen af omverdenens heltedyrkelse af Novo har skygget for fornuften og forsigtigheden internt i Novo. Lars Rebien har sådan set ikke haft behov for at hælde alle superlativerne på forventningerne til Tresiba-eventyret. Egentlig burde han bedre end de fleste vide, at så længe man ikke har den endelige og nagelfaste godkendelse fra FDA, ja så spiller man forsigtighedskortet.

Men også aktiemarkedet og medierne skal til at forholde sig en anelse mere distancerende til Novo. At vove til stadighed at stille de kritiske spørgsmål og dermed løbende udfordre Novo-ledelsen. Også selv om omverdenen ikke ønsker, at der stilles kritiske spørgsmål til Novo-ledelsen. Det er ikke usædvanligt, at vi på redaktionen får vrede mails og henvendelser fra læsere, når der blot har været et lille kritisk pip til Novo.

Samtidig skal vi i Danmark også vænne os til at have en virksomhed af Novos størrelse på børsmarkederne. Novo er efterhånden et af de mest værdifulde børsselskaber i Europa. Hele den finansielle elite i Danmark, både danske aktieanalytikere og danske investorer, har ladet sig forblænde, mens de mere kølige vurderinger af Novo er kommet fra udlandet. Noget tyder på, at kærlighed har gjort blind.

FDAs krav til Novo er et wake-up call for Novo og i lige så høj grad for omverdenen, herunder ikke mindst børsmarkedet i Danmark og de danske medier. Hvad, det kommer til at betyde for Novos kommunikation udadtil og omverdenens modtagelse af Novo-kommunikationen, er ikke helt til at vide, men der er i hvert fald kommet en ganske alvorlig ridse i Novo-lakken.

Når det er sagt, skal det understreges, at Novo stadig er en fremragende, vækstivrig virksomhed med over halvdelen af verdens insulinmarked under sin kappe. Ledelsen i Novo hører fortsat til i den absolutte top i Danmark, og regnskaberne for 2013 og 2014 påvirkes ikke i nævneværdig grad af Tresiba-sagen.

Novo og Lars Rebien Sørensen er sådan set bare blev menneskeliggjort, og set med de øjne er det skriggule kort fra FDA måske blot en normalisering af Novo.

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info