ATP hjalp Danske Bank gennem sin værste krise

Af Jens Chr. Hansen 1

Gik alt ordentlig for sig, da regeringen, embedsmændene, Nationalbanken og bankerne selv i en hektisk weekend i oktober 2008 strikkede bankpakke 1 sammen?

Ja, er det enkle svar – der var tale om hjælp til selvhjælp. Risikoen for en statsbankerot var et af scenarierne. Lag for lag afdækkes nu, hvad der virkelig skete. Og helt central i denne historiske redningsoperation står vores allesammens pensionsfond ATP. Det var ganske enkelt det eneste sted at hente likvider, da de internationale pengemarkeder – interbankmarkedet – frøs til os.

En særdeles dramatisk periode i Danmarkshistorien er ved at blive skrevet.

Det følgende er en kommentar i Berlingske Business onsdag den 12. december 2012.

Danmark var sammen med flere andre europæiske lande en hårsbredde fra det store finansielle sammenbrud i de hektiske måneder i september-oktober 2008. En periode hvor selv de største banker var udfordret, og hvor også landets absolut største bank, Danske Bank, blev presset til det yderste.

Kapitel for kapitel skrives i disse måneder historien om den værste finansielle krise siden 1920’erne. Efter det overraskende og totalt uventede krak i den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers, forsvandt den gensidige tillid mellem bankerne natten over. Alle frygtede for alle, og det resulterede i, at ingen banker ville yde likviditet til hinanden. Et sådant fastfrossent likviditetsmarked kan holde nogle dage eller højest et par uger, men tøes det ikke hurtigt op igen, bryder det fintfølende finansielle system sammen.

Med et samlet indlånsunderskud i de danske banker på over 500 mia. kr. betød de fastfrosne markeder, at indlånsunderskuddet ikke kunne finansieres. Derfor måtte der gøres noget, og det måtte gøres hurtigt og effektivt. Operationer som af gode grunde ikke kan foregå i fuld offentlighed, fordi risikoen for et egentlig run på det danske banksystem i så fald vil være overhængende.

Særligt alvorligt var det, at også Danske Banks likviditet var så presset, at der måtte tages ekstraordinære midler i brug. Præcis hvilke rædselsscenarier, der har været regnet på i regeringen, de berørte ministerier og Nationalbanken er ikke helt til at vide, men det er næppe forkert at antage, at et af scenarierne har været et mere permanent likviditetssammenbrud, som kunne have ramt Danske Bank, såvel som en række andre betydende banker, og dermed bredt i det danske samfund med en egentlig statsbankerot til følge. Det er usikkert, om scenarierne var de samme i regeringskontorerne som i Danske Bank.

Danske Bank-topchefen Eivind Kolding åbner nu op omkring de dramatiske dage og uger i september-oktober 2008 og lægger ikke skjul på, at det var dramatisk. Men nyt er det, at landets største pengekasse, pensionsfonden ATP, med Nationalbanken som fødselshjælper, trådte til med en likviditet sandsynligvis i størrelsesorden 20-25 mia. kr., dog med krav om en statslig garanti på indskuddet i bankerne samtidig med, at ATP givetvis har krævet sig godt betalt. Dermed var ATP med til at stabilisere markederne. ATP og pensionskasserne var ganske enkelt de eneste steder, hvor der var »rigtige penge.«

Det er ikke første gang Nationalbanken i nyere tid træder aktivt ind på scenen. Da Unibank (i dag Nordea) i 1992 blev udsat for en heftig rygtestorm, måtte Nationalbanken træde til med en ulimiteret garanti for at stoppe de mange rygter. Det lykkedes. I de samme år gik den mellemstore regionalbank Varde Bank konkurs, og Nationalbanken trådte til med en rentefri kassekredit på knap fire mia. kr., således at den syge bank kunne afvikles i god ro og orden. Også den operation lykkedes uden tab for Nationalbanken og dermed skatteborgerne. Og man kan sige, at operationen i oktober 2008 konkret udmøntet ved bankpakke 1 også lykkedes.

Tilbage står spørgsmålet, om de operationer, som nødvendigvis måtte foregå i al hemmelighed for ikke at skabe panik, også kan tåle dagens lys flere år efter, og om bankaktionærerne og herunder også Danske Bank-ejerne uretmæssigt har fået fordele ved den statslige indgriben. Som perioden foreligger belyst på nuværende tidspunkt så synes bankpakke 1 at være det nødvendige og rigtige værktøj, der måtte til for at afværge en potentiel katastrofe. Om bankejerne i de banker, der overlevede den finansielle krise, skulle have betalt mere til fælleskassen vil givetvis være et spørgsmål, som de lærde også er uenige i om 20, 30 eller 40 år, når historikerne tager fat på at beskrive de værste år for finans-Danmark siden 1920’erne.

1 kommentar RSS

  1. Af Hans Jørgen Nielsen

    -

    Dette virker som et spin-indlæg designet til at bakke op om den måde VK-regeringen håndterede situationen, noget som desværre er blevet normen for denne ‘erhvervskommentator’ fra VK’s hoforgan i Pilestræde. Hvor meget er du blevet betalt for at skrive sådan, eller tror du at et job i pressetjenesten hos Danske Bank eller AP Møller Mærsk venter forude?

    Det er da ingen der benægter at staten skulle have trådt hjælpende til, men det er utilgiveligt at man ikke til gengæld for hjælpen skar “pounds of flesh” af de pengeinstitutterne, sådan som den eminente, tidligere svenske finansminister Bo Lundgreen [1991-94 vice-finansminister og fra 2004 chef for Rigsgældskontoret], gjorde nådesløst og brutalt me med Nordbanken i 1992, og igen i 2008, da han stod i spidsen for nationaliseringen af Carnegie Investment Bank Han ved bare hvordan en sådan, relativ simpel situation skal ordnes. Hans snusfornuft og pragmatisme på det økonomiske område har bevist sin succes, og de oparbejdede erfaringer fra to finanskriser har gjort ham til en meget efterspurgt foredragsholder i hovedstæder som Washington og London — men hvorfor endnu ikke i København?

    Hvem tror du mest på kan klare ærterne i sådan en situation: Lene og Lars (med J.C. Hansen som ivrig klakør) eller Bo?

    —————————-

    (min fremhævning)

    The New York Times, September 22, 2008: Stopping a Financial Crisis, the Swedish Way

    Sweden did not just bail out its financial institutions by having the government take over the bad debts. It extracted pounds of flesh from bank shareholders before writing checks. Banks had to write down losses and issue warrants to the government.

    That strategy held banks responsible and turned the government into an owner. When distressed assets were sold, the profits flowed to taxpayers, and the government was able to recoup more money later by selling its shares in the companies as well.

    “If I go into a bank,” said Bo Lundgren, who was Sweden’s minister for fiscal and financial affairs at the time, “I’d rather get equity so that there is some upside for the taxpayer.”

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info