Jens Chr. Hansen
Seneste bog:
”Stine Bosse – det handler om at turde”
Af Jens Chr. Hansen og Christian Nørr
Gyldendal, 296 sider
Kr. 299.95
Gæsteblogger:
Bland dig i debatten og bli' gæsteblogger på "Børsen og Bosserne."
Send dit indlæg - eller din ide - til Jens Chr. Hansen.
Det er ikke nyt, at solen stiger op i øst, og heller ikke nyt, at Kinas turbovækst de seneste to årtier har skabt økonomiske ubalancer mellem øst og vest, mellem de vestlige i-lande og de tidligere udviklingslande. Men trods denne gamle nyhed, har vi i vesten endnu ikke fundet løsningen på, hvad »det gamle« vesten skal overleve på.
Egentlig burde det jo være en god nyhed, at tidligere udviklingslande har så meget fart på, at de kan løfte hundredevis af millioner mennesker ud af fattigdom og op i den store brede middelklasse. Men nej. Vi er bekymrede i vesten, fordi den merværdi, der skabes i Kina, Indien og de andre udviklingslande, skabes på bekostning af rigdommen i vesten. Vi må afgive lidt velstand. Vi har levet på klos, vi er gået i stå og nu skal regningen altså betales.
Så naturligt nok, at årets erhvervsledere igen-igen-igen er samlet om det kinesiske dilemma, når der mandag-tirsdag i denne uge afholdes det årlige VL-døgn. Og selv om arrangørerne ved VL-døgnets start understregede, at årets VL-døgn ikke er endnu en Kina-konference, ja så blev førstedagen i høj grad koncentreret om Kinas vækst, og de fremskrivninger vi har hørt nu i årtier om, at Kina kommer og spiser os alle sammen.
Det kan overraske, at den overlegne vestlige, demokratiske styreform ikke synes at have modtræk til at videreudvikle sig med, mens diktaturer og lande med demokratisk underskud brager af sted. Det foreløbigt eneste svar er, at vi må tilpasse os, det vil sige, gå ned i løn, arbejde mere og gå ned i velstand.
Tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) udtrykte det sådan på konferencen i går: »Ressourcerne er begrænsede, og de nye lande har jo ret til et liv, præcis som det vi lever.« Den politiske kollega fra Venstre, tidligere minister Søren Pind var mindre tilpasningsivrig. »Hvis vores fremtid bliver som den er i Kina i dag, så siger jeg nej tak.« Et politisk hip til et erhvervsliv – ja vel nærmest en advarsel – om at man under ingen omstændigheder må veje hensynet til bundlinjen højere end hensynet til friheden og demokratiet.
Og der står det så, det svære etiske spørgsmål om frihed og demokrati over for hensynet til økonomi og handel. Skal man imidlertid tro de økonomiske fremskrivninger, så synes det løb faktisk at være kørt for længst. Lidt afhængig hvad man bruger af nøgletal, så har Kina sådan set allerede overhalet USA og Europa eller gør det i hvert fald inden for det næste årti. Med mindre selvfølgelig, at der sker uforudsete ting. Den indiske økonom Arvind Subramanian udtrykte meget godt skiftet i den globale, økonomiske magtstruktur med en tør konstatering af, at det økonomiske magtcentrum fremover ikke skal karakteriseres som hverken G7, G8 eller G20. I 2020 hedder det G1 og består af – Kina.
Arvind Subramanian kom i øvrigt ind på emner, som vi ikke kan lide at høre om i vores del af verdenen. Han mente, at Kina som økonomisk supermagt skal gives noget mere magt i de multilaterale institutioner som IMF og lignende. »Jamen, hvordan kan en forgældet region som Europa have vetoret i IMF,« lød det retoriske spørgsmål.
Tankevækkende i øvrigt, at den ofte fremførte lærdom om, at man i den globale verden kun kan begå sig, hvis man behersker det engelske sprog perfekt, ikke holder. Det gælder i hvert fald ikke for kineserne, hvor engelsk ikke er blandt spidskompetencerne. Således også for professor Zhang Jun fra Fudan University, som på gårsdagens del af VL-døgnet var meget svær at forstå. Men hva’ gør det, hvis man som nation styrer mod at besætte G1-posten.
31. januar 2012 kl. 19:47
Der er fortsat ophobet så meget velstand i Europa og USA, at vi har stor økonomisk magt. Vi kan formentlig udvide det indre marked med lande, der lever op til krav om overholdelse af menneskerettigheder, ophavsmæssige rettigheder, arbejdstagerrettigheder, miljøforhold, fravær af statstøtte til virksomheder, frit flydende valutakurs osv. og gradvist hæve toldsatserne for lande, der ikke lever op til kravene.
Men det væsentligste er nok, at vi i højere grad målretter de samfundsmæssige ressourcer i at investere i værdiskabende aktiver – især virksomheders rammevilkår (adgang til uddannede medarbejdere, forskningsresultater, infrastruktur osv.) Det vil sige, at vi i højere grad skal kopiere den kinesiske konkurrencestatsmodel eller statskapitalisme om man vil.
31. januar 2012 kl. 20:50
KINA ER ET PARRALLEL TIL DEMOKRATIET, kineserne
har tradition for godt købmandsskab, og med det åbne
globale marked er handlefriheden blevet åbenlyst, men
kulturarven er stadig med beskedenhed, disciplin, respekt
og ulighed til mangfolkelighed i fremstilling af forbrugsvare
til massekopier, hvor brugsværdien er tilpasset fattige
mennesker. Når verden bliver fattig er der brug for Kina.