Professor, dr. pharm med mere, Povl Krogsgaard-Larsen, løber med titlen som årets bestyrelsesformand 2010 for sit formandsarbejde med at bringe Carlsberg frem i den eksklusive, internationale superliga, som udgøres af en håndfuld af verdens ledende bryggerier.
Han har siddet med det øverste ansvar for en af Danmarks nationalklenodier i nu syv år. En virksomhed som alle danskere har et helt særligt forhold til, ja, som er en del af den danske folkekultur.
Han er utraditionel og uhøjtidelig i sin ledelsesstil. Faktisk kommer han fra en helt anden verden, og han har måttet lægge ryg til kritik som værende en del af et professorvælde og dermed uden kendskab til erhvervslivets hårde krav til beslutningskraft og vækst på både top- og bundlinjen. Årets bestyrelsesformand har bevist, at kritikerne tog fejl – at netop han har været den helt rigtige formand i en periode med store forandringer i virksomheden. Han er en lyttende, nysgerrig og søgende sjæl, som i pressede situationer har udvist mod og courage til at tage de helt store
beslutninger. Og dermed bringe den virksomhed, som han står i spidsen for helt frem i verdenseliten.
Prisen som Chairman of The Year 2010 går til Carlsbergs formand, professor Povl Krogsgaard-Larsen. Han har siddet med det øverste ansvar, da der skulle bringes vækst og nye visioner ind i Carlsberg. Uden denne vækst, og uden denne beslutningskraft ville Carlsberg i dag ikke være blandt verdens ledende og mest ekspansive bryggerier. Uden denne vækst kunne Carlsberg risikere at være endt som et mindre regionalt bryggeri i Norden.
Povl Krogsgaard-Larsen var formand, da Carlsberg købte Orkla ud. Han var formand og det faste holdepunkt i Carlsberg i forbindelse med Carlsbergs største satsning nogensinde, nemlig med købet af Scottish & Newcastle – som også blev det største opkøb nogensinde i Danmark. Han sad for bordenden, da finansieringen af det køb skulle bringes på plads, nemlig med en kapitaludvidelse umiddelbart før den finansielle krise satte ind. Et bevis på, at årets bestyrelsesformand også kan
timingens kunst.
Og Povl Krogsgaard-Larsen fik succesfuldt en ny CEO på plads med Jørgen Buhl Rasmussen, da den tidligere topchef Nils Smedegaard Andersen midt i det intense Scottish & Newcastle-forløb skiftede CEO-stolen i Carlsberg ud med den samme stol i A.P. Møller – Mærsk. Krogsgaard fandt et nyt stærkt team med Jørgen Buhl Rasmussen for bordenden i direktionen og med finanschefen Jørn P. Jensen ved sin højre side – et team, som har formået at fortsætte væksten på den internationale scene, både i Rusland og med yderligere investeringer i Asien, særligt i Kina, Vietnam og Indien.
Samtidig er det lykkedes for Povl Krogsgaard-Larsen løbende at tilpasse og forny bestyrelsen, herunder ikke mindst også at inddrage internationale kapaciteter til Carlsberg-bestyrelsen, så det matcher de krav, der stilles til en global virksomhed som Carlsberg. Internt i Carlsberg-bestyrelsen er Povl Krogsgaard-Larsen kendt for sin betydelige integritet, sin kompetence og for den energi han lægger for dagen. Altid præget at en betydelig grad af modenhed og autoritet.
Og så besidder formanden den ro og det overblik, der er så afgørende i tilspidsede situationer.
Kåringen af årets bestyrelsesformand er et samarbejde mellem det norske bestyrelsessite Styreinformasjon, PricewaterhouseCoopers’ “PwC Board Forum” og Berlingske Business. Prisen uddeles i alle de nordiske lande, Norge, Sverige, Finland og Danmark kulminerende med en pris som årets bestyrelsesformand i Norden.
Det er fjerde gang prisen uddeles i Danmark. Tidligere vindere er Mads Øvlisen (Lego), Anders Knutsen (Danisco) og Fritz Schur (Dong Energy.)

11. november 2010 kl. 18:06
[...] Vækstrytter fra Carlsberg årets bestyrelsesformand [...]