Nu kammer det da helt over i Parken Sport & Entertainment. Hvad der skulle have været ro og hårdt arbejde for at vende skuden efter katastrofal ledelse og underskudsgivende beslutninger, er endt med strid og kævl, som næppe er en børsnoteret virksomhed værdig.

Ved du, hvad der sker i de hellige haller i Parken?

Bestyrelsen har besluttet at fratage den tidligere Parken-løve, Flemming “Don Ø” Østergaard, hans æresmedlemsskab af Parken og et VIP-sæde til arrangementer i nationalarenaen. Men hallo, har Parken-bestyrelsen virkelig ikke vigtigere ting at foretage sig end noget så inferiørt, som at skulle forholde sig til et æresmedlemsskab?

Den nye Parken-formand Lars Johansen siger, at der er tale om en ensstemmig beslutning i bestyrelsen. At de to fabrikanter, Erik Skjærbæk og Karl Peter Korsgaard Sørensen, ønsker Don Ø hen, hvor peberet gror eller i hvert fald langt bort fra Parken på Østerbro, er ikke den store overraskelse efter deres trecifrede milliontab på Parken-aktier. Derimod er det uforståeligt at en gammel ræv som formanden Lars Johansen vil være med til at ydmyge Flemming Østergaard på denne måde – efter i øvrigt at have rost Don Ø ved afskedsreceptionen, og dermed risikere disse farcelignende tilstande i Parken-ledelsen. 

Lars Johansen plejer normalt ikke at ligge under for smålighed eller andre irrrationelle, emotionelle forhold. At også Don Ø’s tidligere tro væbnere, fodboldmændene Niels-Christian Holmstrøm og Benny Olsen, også har nikket ja til at give deres tidligere elskede formand en skalle er ligeså uforståeligt.

Medmindre. Medmindre der er dukket forhold op internt i Parken, som er så graverende, at det måske grænser til lovovertrædelser eller at der på anden måde er foregået ting, som gør, at vi indtil nu kun har set toppen af isbjerget.

I så fald bør Parken-ledelsen hurtigst muligt komme ud med troværdige forklaringer på, hvad pokker der foregår. På sidelinjen, og meget tæt på sidelinjen må man forstå, står hovedbanken Nordea med deres tilgodehavende på 1,5 mia. kr. og storaktionæren LD, som ejer 30 procent af Parken. Ingen har kommentarer. Ikke udadtil i hvert fald – indadtil må man tro, at de raser.

Ingen tvivl om, at de to fabrikanter, Erik Skjærbæk og Karl Peter Korsgaard Sørensen, har dummet sig gevaldigt ved hver især at købe 15 procent af Parken-aktierne. Men ærlig talt, to så professionelle investorer må formodes at være voksne nok til også selv at foretage sine egne analyser, inden de investerer, og ikke alene henholde sig til den tidligere formands floromvundne begejstringsbrøl om den stærke økonomi i Parken. Don Ø’s salgstale til de to investorer er sket på et tidspunkt, hvor der i medierne var mange artikler om, hvor økonomien i Parken bevægede sig hen. Og i øvrigt findes der et retssystem, hvis man mener, at der er foregået noget ulovligt.

Man kan sige meget om Flemming Østergaard og solkongeattituden, men havde det ikke været for Don Ø havde fodboldklubben FCK ikke været i så suveræn en position i dansk fodbold, som klubben er lige nu. Og ja, så blev der foretaget fejlkøb og investeringer, som i dag er møllestenen om det børsnoterede selskab, men som – må man da formode – har haft ikke bare bestyrelsens opbakning, men også opbakning fra Nordea (som jo da har åbnet pengekassen) og LD hele vejen. Ligesom man også må formode, at de store, uklædelige millionhonorarer til Don Ø også har fået det blå stempel fra den tidligere bestyrelse.

Så hvad sker der helt præcist i Parken? Noget stort (og kedeligt) må være under opsejling.

Rygter om, at Don Ø er på vej tilbage med egne og andres penge for at købe fodboldklubben FCK ud af Parken florerer som aldrig før – se i øvrigt min tidligere blog om dette her 

  

Skriv en kommentar   RSS feed

  1. Rene Andersen

    Jens Chr. Hansen, du skriver lidt som en fornærmet unge, vores ven don Ø, tude tude tude..

    Det var en skandaløs udnævnelse af ham til at starte med, en virksomhed som manden trods favorable konjukture har kørt i seng. Det er intet fantastisk i at bruge en masse penge. Skabe lidt sportslige resulater, og efterlade sig 3 mia i gæld. Ved godt at man i pressen tror verden hænger sådan sammen, men der er heldigvis nogle der kan gennemskue plat og svindel når man ser det. I har bare ædt lorten råt, når ham kom med sine 18 mdrs regnskabs år, og ejendomsopskrivninger, kamufleret som en forretning. Ynkeligt.

  2. Jens Chr. Hansen

    @Rene Andersen.

    Inden du kommer helt op i diskant, så vil jeg dog i al fredsommelig blot sige, at både i denne blog og i Berlingske Business i øvrigt har været temmelig mange kritiske artikler det seneste halvandet år.
    Jeg er ikke enig med dig, at det var en skandaløs udnævnelse. Don Ø kan noget, helt afgjort, men når du har en lammedikkende bestyrelse, en vækstsyg og udlånsivrig bank (Nordea) og en benovet aktionær (LD) skal der jo gå solkonge i det.
    Nu ved jeg ikke, hvor du var henne, da musikken spillede i Parken, men der er jo intet galt i at have store ambitioner og vilde armbevægelser, når blot man har stærke kræfter internt i systemet, som kan holde igen, når det går grassat.

  3. Don A

    Hvis der er hold i rygterne der går på, at Østergaard sammen med andre investorer vil overtage LD’s 30% aktier, kan de vel ikke gøre andet end køre ham ud på et sidespor.

  4. Nikolaj Sadolin

    At fratage Flemming Østergaard sit æresmedlem af FCK synes total hysterisk, og det får Parkens nye ledelse og storaktionærer til at ligne en flok aktører i et dårligt amatørteater. Det undrer mig særligt, at Lars Johansen, som en meget velkvalificeret erhvervsperson fra finansverdenen, vil være bestyrelsesformand i et børsnoteret selskab, hvor to så ukvalificeret personer som Erik Skjærbæk og Karl Peter Korsgaard Sørensen nu har hovedrollerne. Jeg synes at behandlingen af er Flemming Østergaard lav og useriøs, og er enig med Jens Christian Hansen, at der burde være meget væsentligere ting at tage selv for Parkens nye ledelse (hvis der altså er gemt noget under gulvtæppet)!

  5. Nikolaj Sadolin

    Slutningen smuttede (beklager): Jeg synes at behandlingen af er Flemming Østergaard lav og useriøs, og er enig med Jens Christian Hansen, at der burde være meget væsentligere ting for Parkens nye ledelse at tage sig til (hvis der altså IKKE er gemt noget under gulvtæppet)!

  6. Keld Søgaard

    PINLIGT , at den nye bestyrelse tilbagekalder et VIP æresmedlemsskab få uger efter det er givet – og få uger efter rosende afskeds reception. Det udstiller ikke Don Ø,
    men den nye bestyrelse , og at det er besluttet eenstemmigt gør sagen meget lettere – de er uprof
    at kaste knive efter en mand der vender ryggen til.

  7. L. Svendsen

    Tænk, at det er den samme Lars Nørby Johansen, som var formand for Nørby-udvalget, under hvis vinger det første kodex om god bestyrelsesskik i DK blev undfanget … tænk, at han vil lade sig synke så dybt som at tage et æresmedlemskab af byens hold fra Flemming Østergaard. Ak ja, små sko …

  8. Jens Chr. Hansen

    @L. Svendsen.

    Nej, den dur ikke L. Svendsen. Lars Nørby Johansen er ikke den Lars Johansen, som er formand i Parken.
    Lars Nørby er rigtig nok formand for det tidligere god selskabsledelses-udvalg, mens Lars Johansen er tidligere direktør i Nordea, Københavns Fondsbørs og seneste i FIH.
    Så skulle den misforståelse være ryddet af vejen.

  9. Simon Nyborg

    Lars Nørby Johansen er tidligere Falck-direktør og nu bl.a. fmd. for Vækstrådet.
    Lars-Emil Johansen er tidl. landsstyrefmd. i Grønland.
    Og endelig er Parkens best.fmd. Lars Johansen tidl. Unibank- og FIH-direktør.

  10. peter hansen

    @Jen Chr.

    …Men hallo, har Parken-bestyrelsen virkelig ikke vigtigere ting at foretage sig end noget så inferiørt, som at skulle forholde sig til et æresmedlemsskab?

    øhhhh jo! Men det netop noget så inferiørt du har valgt a forkusere på i din artikel.

    Jeg er tæmmelig sikker på der sker større og mere vigtige ting, men det det skaber ikke overskrifter og give ikke “click” på ding artikel.

  11. B P

    Don Ø er ikke andet end endnu en konkurs-spekulant, der har scoret kassen på et blålys.

    At blogskribenten så er fan af den slags, fortæller vel lidt om niveauet.

  12. Kim Nielsen

    @Peter Hansen

    Lær venligst at kende forskel på en artikel og en blog før du kaster dig ud I at fortælle folk, hvad de skal – eller ikke skal – skrive. Hvis du er utilfreds, så er du velkommen til selv at oprette din egen blog, hvor du så kan fortælle danskerne om alle de seriøse problemer, du tilsyneladende ved alt om.

  13. morten olesen

    jeg har sgu ondt af alle jer, der render rundt efter typer som Østergaard. Han har bragt FCK i en kattepine, hvor de forblændede långivere nu smider gode penge efter dårlige…lige fra Nordea over LD til ham vindmøllebremseprofitmageren (som forståelig nok er sur på Østergaard). Hvad gloriøst er der i det…? Manden burde aldrig være tildelt æresmedlemskab – man burde rejse en skamstøtte over idioten i stedet; samt over alle I medløbere, der ikke kan se skoven for bare træer.

  14. Thomas Andersen

    Når man står på side linien og ser og høre hvad der foregår i Parkens Bestyrelse , skulle man nærmest tro at man var hensat til en dag i Børnehaven.

    Store stærke erhvervsprofiler der har mere travt med at slås indbyrdes hvem der er stærkest. Som Jens Chr. skriver er det da lidt foruroligende at så stærke forretnings profiler åbenbart ikke selv gør sit benarbejde grundigt nok når man skal investere en 1/2 mia. kroner, hvis man ikke selv gør en indsats for at sikre sig at det man investere i ikke holder , kan man næsten ikke lade være med at have den holdning, vær dog mand nok til at erkende at ja, jeg lavede en fejl, istedet for at begynde at skyde skyld og ansvar langt væk fra sig selv og beskylde andre for at være skyld i egen arrogance og mangel på forretnings indsigt skræmmende at forretningsledelse på så højt niveau stadivæk føres på Børnehave niveau.

  15. E. Lil.

    Jamen jamen. Som folk dog kappes om at få ‘Don Ø’s hoved på et fad. Parken spor&entertainment, blev ramt af finanskrisen, ganske som andre virksomheder. At drive en virksomhed, med aktiviteter, som underholdning, bliver altid hårdt ramt i krisetider. Dertil kommer, at der er massive udgifter på løn- siden, hvis man vil spille ‘bold’ med de store i Europa. Man kan jo ikke bare rive spillernes kontrakter over, fordi der kommer udsving på aktierne i verden.
    Don.Ø, om man kan lide manden, eller ej, har formået at bygge et selskab op, der ikke kun består af FCK. Svagheden er, at det hele er såkaldt ‘oplevelsesøkonomi’.
    At manden, der kender hver en spiller, og følger holdet både ude og hjemme gennem 13 år, en sidste gang viser sine følelser, i forbindelse med titlen som Dansk mester, der igen skal spille med om at komme i CL – gruppespil, og derved løber på banen, for at hylde spillere og fans,er sgu da en menneskelig reaktion. At han derefter, af en såkaldt ‘enig’ bestyrelse skal straffes, er rent flueknepperi efter min mening. Man kunne jo, når tømmermændene havde lagt sig, have bedt manden om ikke at gentage den slags mere, men at man havde forståelse for hans glæde på spillerne vegne. Så havde der ikke været mere i den ‘sag’. Hvordan kan man i øvrigt fratage folk et æresmedlemskab, man selv har givet?. Hvis man ikke kan lide den måde manden opfører sig på til holdets kampe, kan man sgu’ da ikke også tildele ham et æresmedlemskab, og bagefter blive ‘rasende’, fordi manden viser sine følelser for klubben.
    Sagen er, at et par pensionister med penge nu sidder i bestyrelsen, og vil gerne lige give tilbage, for at have mistet en del af formuen. Vi andre får ellers tudet ørene fulde om, at hvis vi skal investere vores penge i aktier, skal vi kunne tåle at tabe dem. Det gælder tilsyneladende ikke når man er ‘erhvervs-mand’.
    Så tåler man altså ikke at der tabes på gyngerne. Hvis den nuværende bestyrelse har tænkt sig at fortsætte på dette lave plan, kommer det til at gå som i England, hvor flere klubber er i mod ‘pengemændene’, der blot er der for at slikke fløde.
    Men spændende om FCK’s fans, og Don Ø, har tænkt sig det skal være anderledes?.

  16. pr ras

    Det er sørgeligt at læse denne blog, hvor det desværre afsløres, at JCH har meget lidt forståelse for, hvad der kræves for at lede en virksomhed. At JCH samtidig afslører en afgrundsdyb uvidenhed, om den drift der er blevet kørt i Parken gennem de sidste år, stiller desværre det spørgsmålstegn til Berlingske, hvordan denne amatør kan skrive om erhverv.

    Parken har aldrig givet driftoverskud.

    Parken er fyldt med lyssky transaktioner af DØ og det sammenrend af medløbere der har siddet i bestyrelsen.

    DØ har igennem tidern “stjålet” over 100 mill. ved “meget heldige” aktie handler.

    Det er det de nye bestyrelses medlemmer og ejere skal forholde sig til.

    Når så plattenslageren fortsætter med at føre sig frem med meninger og holdninger, der skal fremstille den store uskyldighed der bare holder en pause, virker direkte ubehageligt.
    Hvis ikke JCH kan se dette, må han fratræde sit job pga dumhed.

  17. Jens Chr. Hansen

    @Pr – Fair nok at skyde på mig, men jeg synes nu ikke ligefrem jeg hylder Don Ø, hverken i dette indlæg eller ved tidligere indlæg. Prøv lige at læs det en gang til.
    Hvis det er rigtigt – og det tvivler jeg stadig stærkt på – at den eneste grund til at strippe Don Ø for æresmedlemsskabet er, at han jublede på grønsværen, da FCK tog sit DM-guld hjem, så går den samlede bestyrelse i Parken ganske enkelt i for små og helt forkerte sko.
    Det er sgu’ da fløjtende ligegyldigt, om Don Ø en måned efter sin fratræden jubler.
    Men som sagt – mon ikke, der ligger noget mere substantielt til grund for dette træk fra bestyrelsens side.

  18. Jytte Arntzen

    Jeg er glad for, at Jens Chr. Hansen sætter spørgsmålet om Flemming Østergård i perspektiv.
    Uanset, hvad man måtte mene om Flemming Østergaard, så er det at fratage en “gået mand” æresmedlemskabet, en så primitiv handling, at den siger mere om den nye ledelse af foretagendet end om Østergaard.

  19. Knud Bloksgaard

    Hej JCH,
    der er koldt på toppen og der er langt derop, men vejen ned er ‘brat* og især hvis man måske ikke har efterladt det eftermæle, som en ivrig presse har kredset meget om. Det er jo sådan at det ikke er alt der kommer frem i lyset, men bliver i bestyrelseslokalet (det kan man jo så mene om hvad man vil)

    Et enkelt spørgsmål er jo om der er nogen der kan huske hvordan Don Ø ‘luskede’ ud af Lyngby Boldklub – den måde var vel sammen med en masse andre ting med til at sætte nettop LyngbyBoldkjlub på en meget kedelig kurs både sportslig og økonomisk. Dette ser dog ikke til at ske i FCK når man taler fodbold.

    Jeg håber ikke at det eftermæle Don Ø sætter i FCK på nogen som helst måde, kommer til at skade dansk idræt og måske specielt fodbold.

    Du JCH mangler måske noget resurch, men så må du på ægte Don Ø måde ud og grave og være et FÆ(filttigt og ærlig)

  20. Henning Hansen

    Det er helt i orden at Dum Ø ikke skal være æresmedlem. Det er muligt han har skabt noget, men så må han også være mand for at stå forrest når der efterfølgende skal deles klø ud, hvor der er sket nogle ” små” tab i virksomheden. Nu står han jo kun og beder om papir og tudekiks. Stakkel.
    Dernæst bliver det dejligt når medierne forstår at Dum Ø ikke er en person man behøver at sleske for mere for at opnå nogle goder i Parken, ved at skrive om ham. Lad ham nu rejse til Amerika og lad os dog så glemme ham, og opleve noget mere positivt end den medielus.

  21. Peter Høedt

    Bundlinie er det eneste der tæller. Hvilket motiv den nuværende ledelse eller for den sags skyld Flemming Østergaard måtte have for at holde deres lille børnehave slåskamp i medierne er svært at få øje på. Men hvis den nye kreds af investorer ikke gider se og høre mere på Hr. Østergaard er det vel ærligt talt også meget rimeligt set i lyset af at deres investering ikke har været helt i skabet. Det svarer vel nogenlunde til at tage sin ekskone med på familieferie til Maldiverne efter at hun har fået forældremyndigheden over poderne og taget halvdelen af ens penge.

    Måske det i virkeligheden er bedre at støtte op omkring den nye bestyrelse der troede de fik deres indre drengerøvs drøm opfyldt ved at købe en fodboldklub med fremtid i (hvad de fik er så lidt tåget, takket være – ja gæt hvem ??)

    Det er deres klub så de kan gøre præcis hvad der passer dem. Indledningsvis kunne de jo lave reglerne om for æresmedlemskaber. Det skulle da være mærkeligt om de ikke lige kunne snige en paragraf ind så Hr. Østergaard må nøjes at se kampene hjemme i sin “beskedne” Strandvejsvilla (som bestyrelsen sikkert alligevel har betalt)

    Anyhow, lad os håbe at den nye bestyrelse er mere til fodbold end X-faktor….

  22. Bo Rasmussen

    Det var afskedsreceptionen der var ren farce & tivoli. Don Ø har jo kørt P.S.E i sænk, selvfølgelig med passiv hjælp fra STORaktionærene, som intet foretog sig, i tide.

    Det at køre P.S.E. i sænk, kan man sgu da ikke stå og hylde manden for, ved en afskedsreception, og så ydermere udnævne ham til æresmedlem, således at han kan rende og “lave ballade bag kulissen”.

    Donnaen har jo arbejdet i PSE i en årrække, og alle som har noget med PSE at gøre, ansatte og forretningsforbindelse, eller ej – så har disse mennesker en holdning til Donnaen, lige som resten af befolkningen: halvdelen elsker ham – den anden – hader ham.

    Derfor kan han naturligvis ikke rende og “lave lort i den” hos alle rygklapperne………………… Forestil jer lige at dette Don Ø cirkus, foregik i danmarks største virksomhed Møller – Mærsk.

    Det er mere end naivt, hvis man tror at han ikke ville blive hældt helt ud af butikken for stedse, og aldrig mere få sin gang der mere.

    Det er ikke sikkert at jeg har ret i ovenstående, men sådan ville jeg agere, for jeg kunne ikke drømme om at smide penge i et foretagende, hvis jeg samtidig ikke følte at jeg at jeg fik alle,s fulde tillid & loyalitet – og – hvordan kan jeg være bare lidt sikker på det, hvis jeg samtidig lader den tidligere formand rende rundt og styre “sine tropper”.

    Dette burde den nuværende formand, efter min mening, have forholdt sig til ved afskedsreceptionen – han havde sikkert også mest lyst til det, men turde sikkert ikke stå ærligt frem ;-)

    Venligst
    Bo Rasmussen

  23. Martin Lauridsen

    “Men hallo, har Parken-bestyrelsen virkelig ikke vigtigere ting at foretage sig end noget så inferiørt, som at skulle forholde sig til et æresmedlemsskab”, spørger du.
    Samtidig forstår jeg, af din titel, at du har været “erhvervskommentator” i mange år. Det ryster mig lidt, for så brude du jo vide, at det naturligvis er bestyrelsen, der uddeler æresmedlemsskaber. Hvem havde du ellers i tankerne, der skulle gøre det?
    Naturligvis laver bestyrelsen andre ting, end at tale om Flemming Østergaard og hans æresmedlemsskab. Men det taler OGSÅ om Flemming Østergaard og hans æresmedlemsskab. Det er ikke alle og enhver, der får sådanne medlemsskaber smidt i nakken. Harald Nielsen er den eneste ud over Flemming Østergaard. Man skal altså gøre sig fortjent til et sådant. Ligesom man naturligvis skal gøre sig fortjent til at have det.
    Bestyrelsen har åbenbart i enighed – inkl. flere tro Flemming Østergaard-støtter – valgt at tage det fra ham igen. Hvad der er den helt rigtige grund til det, det aner hverken du eller jeg. Vi kan begge have nogle gisninger. Hørt noget på vandrørene. Men vi sad ikke med i lokalet, da det skete.
    Skal man alligevel komme med et kvalificeret gæt, skyldes det nok det, som samtlige medier har skrevet, at der har været utilfredshed med hans opførsel. Han opførte sig som Parkens konge, selvom han var blevet fyret på gråt papir efter stort set at have kørt PSE udover kanten. Det var centimenter fra den totale fallit. Konkurs. Det er sgu da klart, at det er provokerende for de to rigmænd, der har mistet 2/3 af deres indskud, se på, at Flemming Østergaard fiser rundt uden synlig tegn på anger og som intet var hændt.
    Man kan altid diskutere, om det var rigtig at fjerne æresmedlemsskabet igen. Men det er da altid en bestyrelses opgave, at tage den beslutning. Det undre mig meget, at du – som erhvervskommentator – åbenbart ikke forstår det. Men du har vel, som store dele af den danske journalistkorps – parkeret din journalistiske intigritet hos (hvad jeg ikke ville undres over var din ven) Flemming Østergaard.
    Smid benovelsen og kom ind i kampen, hr. “erhvervskommentator”.

  24. Erik Sørensen

    Tak til den nye bestyrelsesformand for Parken: I relation til Flemming Østergaard har han vist sit format og sin meget lille skostørrelse.

    Sådan en person kan man ikke have tillid til, som den leder, der skulle bringe Parken på ret kurs.

    Tak til formand Johansen – fordi han på denne måde har givet sig til kende i bedste kællingestil. og dårligste lederstil

    Jeg har været aktionær igennem mange år – tak for tippet.

    Nu en forhenværende aktionær i Parken

  25. Jens Chr. Hansen

    @Martin Lauridsen
    Hvad er det for en kamp, Martin Lauridsen, og hvor var du i øvvrigt henne før det hele brændte sammen?
    Jeg mindes ikke at have været benovet på noget tidspunkt af Flemming Østergaard, faktisk kan jeg fortælle dig, at jeg har haft indtil flere “sammenstød” med Don Ø igennem årene – først gang faktisk, da Parken blev børsnoteret.
    Men fair nok, det er jo ikke lige til at huske, hvad der ligger forud i tid, så lad os i stedet fokusere på de seneste måneder.
    Pointen er, hvad der konkret er sket fra hans sidste dag i Parken for godt en måned siden og frem til nu, hvor de har frataget ham dette æresmedlemsskab, som jo er fløjtende ligegyldigt for den videre drift og forretning i Parken.
    Bestyrelsen fyrede jo netop Don Ø, fordi han – som du skriver – var ved at køre selskabet i sænk, så hvorfor dælen gav de så ham æresmedlemsskabet i første omgang.
    Og nej, jeg nægter at tro på, at dette nu i Danmark verdensberømte æresmedlemsskab har fået så stor opmærksomhed i Parken-bestyrelsen fordi han rakte armene i vejret, da FCK havde sikret sig DM. Come on.

  26. jesper fog

    jch har ret. aktien påvirkning pt er det rod vedr. om han skal eller ikke skal have det medlemsskab. om de to storaktionærer er sagen vel egentligt bare at “vi andre” ved de er der. Har læst en del i denne uge om at komme for sent til møder med mere. meget af det der står herinde er egentligt om man vil fck eller ej, havde det været lego eller rockwoll så havde det været anderledes. ja jeg har også sat penge til, men det har jeg også på andet end parken

  27. Martin Lauridsen

    @Jens Christian: Udtrykket “at komme ind i kampen” bruges ofte når man mener, at nogen skal tage sig sammen. Når man mener – som jeg mente i dette tilfælde – at, dele af det du har skrevet var noget vrøvl.
    Men jeg har dig mistænkt for, at du godt kender til udtrykket.
    Jeg er ikke helt klar over, hvad du mener, når du spørger, hvor jeg var henne, inden det hele brædte sammen? Alt jeg gør er, at stille spørgsmålstegn ved din forundring over, at bestyrelsen i PSE også behandler æresmedlemsskaber. Thats all.
    Hvad jeg – personligt og privat – måtte mene om PSE og driften under Don Ø, det er jo lige meget. Jeg har ingen indsigt i regnskaber og andet godt. Der har vi heldigvis sådan nogle som dig, der kan udlægge teksten.
    Jeg erkender, at jeg ikke har researchet på, hvad du har skrevet om Don Ø og PSE inden jeg skrev indlægget. Men hvis – og det tror jeg naturligvis på – at du har været kritisk i din tilgang over for specielt Don Ø, så tager jeg hatten af for dig. For der har, synes jeg godt man kan sige, været langt mellem journalister, der har gjort det. Ofte er det lykkes for Don Ø at forføre journalisterne, synes jeg. Og lykkes det ikke umiddelbart, så spillede han det fornærmende kort. Der hvor han forsøger, at udstille journalisten som dum – ofte med en sådan succes, at journalisterne makkede ret.
    I know – for jeg kender også spillet og manden Don Ø. Ikke Flemming Østergaard, men Don Ø. Den professionelle Flemming Østergaard.
    Det der – hvis jeg må bruge det udtryk – pissede mig af, ved din kommentar, det var indledningen, med at du – sådan forstod jeg det – forsøgte at latterliggøre eb bestyrelse, der rent faktisk forsøgte at være ansvarlig. For nok er et æresmedlemsskab ligegyldigt i forhold til Parkens drift. Men det er bestemt ikke ligegyldigt, hvis indehaver af titelen ikke har forstået, at hans tid er forbi, at der er kommet en helt ny ledelse, og at man gerne vil have lov til at lede uden at Flemming Østergaard kommer rendede og napper rampelyset.
    Dertil er man også nødt til at anerkende, at det har en symbolsk betydning af en vis størrelse, at man udnævner et æresmedlem – den kun anden i selskabets historie.
    Du skriver, at du ikke tror, at jubelscenerne er den eneste grund til, at man har frataget ham titlen. Nej, det er jeg enig med dig i. Men det er jo – i princippet – også ligegyldigt. Sagen er at medlemsskabet er kaldt tilbage.
    Skal jeg alligevel komme med mine gætterier, så forestiller jeg mig, at de to rigmænd, der har skudt betydelige summer i PSE, Karl Peter Korsgaard Sørensen og Erik Skjærbæk, har måtte sluge en kamel, da udnævnelsen skete. Der er trods alt tale om den mand, hvis dispositioner, nær havde kostet PSE livet – og dermed alle de to herres indskudte penge. Penge de tilmed følte sig lokket til at smide ind. Lokket af Don Ø, der udlod at fortælle, at det så katastrofalt skidt ud med økonomien.
    Igen uden at jeg aner noget om det, så kunne jeg forestille mig, at det vel heller ikke var fra de to herre ideen med, at Don Ø skulle have lov til at gå i pressen og sige, at han selv var gået af, når sandheden var, at han blev smidt ud på røv og albuer.
    Men hvad gør man ikke for husfreden.
    At han så stadig fiser rundt og udgiver sig for at være Løvernes Konge, det kan jeg godt forstå blev for meget for især Karl Peter Korsgaard Sørensen og Erik Skjærbæk, der har mistet 2/3 af den halve milliard de blev lokket til at kaste i det sorte hul.
    DERFOR giver det mening, at de tænder så meget af på det med æresmedlemsskabet. Derfor giver det mening, at de reagere så voldsomst som at fratage ham det. Men … man skal huske – det er trods alt ikke PSEs bestyrelse, der har banket sagen op til at være så stor, som tilfældet er blevet.
    Det synes jeg ikke, at du anerkender i dit indlæg. Og det provokerede mig til at skrive mit seneste indlæg – ja, og nu også dette…

  28. Anne Petersen

    Til Martin Lauridsen og andre:
    Der har i det sidste år til halvandet været skrevet indgående i artikler og diverse blogs – Jens Chr. Hansen har været en af dem – om de betydelige gældsproblemer, der har været i Parken.
    Altid efterfulgt af rasende tilbagevisninger og/eller talen uden om fra Flemming Østergaard.
    Hvis det har forbigået jeres opmærksomhed, kan I ikke have fulgt meget med i erhvervsstoffet eller have en meget kort hukommelse.

  29. Martin Lauridsen

    @Anne: Jeg forholder mig primært til det, han skriver i sin blog 26.maj. Det ville du vide, hvis du havde læst mine kommentar.

  30. Anne Petersen

    Martin Lauridsen: Du kan (heller) ikke have læst bloggen fra 26. maj særlig grundigt, idet Jens Chr. Hansen i første afsnit skriver “…..for at vende skuden efter katastrofal ledelse og underskudsgivende beslutninger”.

    Og du skriver følgende: ” Men du har vel, som store dele af den danske journalistkorps – parkeret din journalistiske intigritet (integritet red.) hos (hvad jeg ikke ville undres over var din ven) Flemming Østergaard.
    Smid benovelsen og kom ind i kampen, hr. “erhvervskommentator”.”
    Så begynder du også at forholde dig til, hvad der er foregået bagud i tid og ikke kun til bloggen fra d. 26. maj. Så din argumentation kokser.

    Hvis du skal være så aggressiv og inddrage hvad der er foregået bagud i tid, forudsætter det, at du har fulgt med. Hvad du tydeligvis ikke har.

  31. Peter Høedt

    …så har vi balladen.. Minsandten om Hr. Østergaard nu ikke også prøver at tjene penge på af afhænde LD’s betydelige aktiepost, hvis man ellers skal tro på de seneste dages skriverier. Er dette et sidste desperat forsøg på at redde æren, ærestitlen eller er der tale om en der bare ikke kan få fingrene ud af honningkrukken ?! Hele ærestitlen problematikken må siges at være god underholdning men for f….. hvor da..

    Det er næsten synd for den nye bestyrelse hvis Hr. Østergaard nu skal “lege” videre med pengetanken.

    Lad os håbe at Direktør Hugo Andersen fra LD seriøst vågner af sin vintersøvn og næste gang er til bestyr. møde i Carnegie beder om en “second opinion” fra sine andre bestyrelsesmedlemmer ?!

Skriv en kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes



Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites