Bemærk:  Lasse Lindblads titel er rettet fra direktør i Samson Bank til direktør i Samson Børsmæglerselskab.

I den lille finanskoncern Capinordic med banken af samme navn synes mottoet ikke at have været, hvad man kunne gøre for sine kunder, men hvad disse kunder kunne gøre for topledelsens egen pengepung.

Nu vakler Capinordic-huset, og det kan ende med, at velhaverbanken Capinordic Bank sendes over i statskassens oprydningsselskab, Finansiel Stabilitet. Det er tvivlsomt, om moderselskabet Capinordic kan holde banken på benene. Og i det hele taget ser det ud til, at Capinordic blot har to væsentlige aktiver tilbage, nemlig det svenske forvaltningsben og værdien af det skattemæssige underskud.

I centrum for dette morads står den 45-årige Lasse Lindblad, chef for Capinordic. Han blev fyret for et par uger siden, og den nye mand i chefstolen, Henrik Vad, har lige siden hevet det ene skelet ud af skabet efter det andet. Så grelt står det til, at underskuddet for 2009 ser ud til at lande på 1,2 mia. kr. Det er ekstremt for så lille en koncern, og det er svært at forstå, at en topledelse kan skyde så meget galt i kunde- og risikovurderingen uden efterfølgende at blive stillet juridisk til ansvar.

Det er ikke første gang, Lasse Lindblad har fundet vej ud af en rygende finansiel ruinhob. For femten år siden krakkede en anden københavnsk velhaverbank, nemlig Samson Bank. Lasse Lindblad var direktør Samson Børsmæglerselskab. Den sag endte med et grimt, juridisk efterspil, hvor bankledelsen med blandt andet Lasse Lindblad af bagmandspolitiet fik en bedrageritiltale på halsen. Lasse Lindblad blev dog efterfølgende frifundet efter en marathonsag med 100 retsmøder.

Der er givetvis flere årsager til sammenbruddet i Capinordic, men udygtighed, galopperende risikovillighed og manglende styring synes at være tre væsentlige grunde til, at finanshuset ikke kunne stå kulingen i den finansielle sektor imod. Bankdelen i Capinordic har haft en antalsmæssigt meget beskeden kundekreds, primært med forretninger i ejendomsmarkedet, og derfor må der også stilles spørgsmål til, om Finanstilsynet har ladet Capinordic Bank sejle sin egen sø de seneste to år.

Capinordic-koncernen har været omgivet af meget kreative og risikovillige mennesker – i de glade dage blev de kaldt iværksættere. Blandt andet Steen Bryde, Peter Forchhammer, Ole Abildgaard og Ole Vagner samt i ejerkredsen også den tidligere Parken-milliardær, den nu forsvundne Steen De Vela. Capinordic-huset har dog ikke kunnet rumme så megen risikovillighed på én gang, og nu kan det ende med, at skatteyderne skal rydde op.

Kigger man tilbage i 2008-regnskabet kan man se, at direktøren Lasse Lindblad fik en aflønning på ni mio. kr. og bestyrelsen et samlet honorar på 2,1 millioner kroner med formanden Claus Ørskov i spidsen. Netop Lasse Lindblad og Claus Ørskov var de to helt centrale personer, ikke bare i moderkoncernen Capinordic, men også i bestyrelsen i Capi­nordic Bank. Der er tale om uhørt høje lønninger og bonusser for så lille en finansiel biks. Lasse Lindblads »fratrædelsesgodtgørelse« beløber sig til et tocifret millionbeløb, men som Berlingske Business forstår det, er udstedelsen af Lindblads gyldne farvelcheck foreløbig sat på stand-by.

Oprydningen i Capinordic-huset med den nye direktør Henrik Vad og den nye formand, fabrikant Mogens De Linde, kan vise sig at blive en blodig affære, som ikke just pynter på banksektorens image. Og hvis Capinordic får en fremtid, må det nødvendigvis blive med et nyt navn og en helt ny strategi.

Skriv en kommentar   RSS feed

  1. Bo Rasmussen

    Jens - er det ikke en “privat” bank ? - hvorfor i alverden skal skatteyderne så tage skrællet………er det Island version 2.0.

    Er det muligt at du lige kan starte opdateringen af børs tallene inde på Business ? det har ikke virket siden igår kl 11,53

    Mvh Bo Rasmussen

  2. Bo Rasmussen

    Tak for hjælpen Jens ;-)

    Er det muligt, at du så kan sørge for at Jyske bank kommer på c20 listen, det ser så amatøragtigt ud, at Sydbank står der 2 gange, efter hinanden.

    Mvh Bo Rasmussen

  3. Søren F.

    Også dette projekt har fra starten været et forsøg på at lokke småinvestorer ind til at finansiere initiativtagernes livsstil.

    At Lasse Lindblad kan få 9 millioner i 2008 og en kæmpe fratrædelsesordning, i bank der har styret direkte mod afgrunden, overgår det røveri der blev begået af banledelsen i Roskilde.

    Ryk ham direkte i kachotten og beslaglæg alle hans aktiver indtil “bo’et” er gjort. Kan det ikke lade sig gøre indenfor lovens rammer, så må loven laves om så det ikke sker igen.

  4. Bo Rasmussen

    YES ! nemlig - basta - vi er trætte af svindel og humbug!
    Spred budskabet ud til erhvervslivet kære Jens.

    Fortæl erhvervslivet, at danskerne ikke vil betale regningen, men at samfundet kommer efter dem. Har de lavet lort, må de ind og spjælde den.

  5. Torben Pedersen

    Hvis den gode Lasse Lindblad var den eneste, der levede højt på investorernes penge, så var det sikkert ikke gået lige så galt i 2008.
    Men der var jo vokset en skov op af virksomheder med den uformelle forretningsplan, at pengene skulle komme fra investorerne og ikke fra kunderne.
    Ikke alle bevægede sig på kanten af loven. De var bare gode til at få investorerne til at hoppe på deres fantasier.
    Det er naturligvis uholdbart og synd for os alle, at kapitalmidler hermed bliver misbrugt i stedet for at blive investeret i fremtidsrettede projekter.
    Derfor er det godt med en udrensning en gang imellem.

  6. Hans J. Pedersen

    TORBEN PEDERSEN,du har ret-de var gode til at få investorene til at hoppe på deres fantasier.
    Jeg mener,at dette især også gælder de store banker og deres udbud af diverse uoverskuelige projekter som smart blev proppet ned i halsen på sagesløse kunder som bare troede blindt på deres venlige bankrådgiver!
    Mange af disse ofre er gået personligt konkurs, medens bankrådgiverne stadig går rundt i den lokale bank med deres fedtede grin uden at det har haft nogen form for omkostning for disse såkaldte rådgivere!
    At man samtidig nu kan læse at mange af dem skal have bonus er direkte en sjofelhed ,som kastes lige i synet på dem som reelt har måtte betale for denne lusede rådgivning!
    Det er ganske enkelt for ULÆKKERT!

  7. Bo Rasmussen

    Kæden hopper af, for mig, der hvor man vil smide skylden over på alle andre. Der er ikke noget som helst, der er blevet proppet ned i halsen på nogen overhovedet. De almindelige mennesker som har tabt på al gøjlet, har haft 2 valgmuligheder, hvoraf den ene, bestod i at holde snotten væk.

    Betragt banker og alt andet, som blodigler der vil suge hylstret tomt.

  8. Hans J. Pedersen

    BO,nu må du finde ud af hvad du selv mener?
    Det ene øjeblik er det kundernes egen skyld ,de kunne have holdt snotten væk!
    Det andet øjeblik er det bankerne og alt andet som er blodigler,iøvrigt hvad er alt andet?
    Det er i orden at man har en mening, men den må gerne være konkret!

  9. Bo Rasmussen

    @ Hans J P.

    Når jeg går ind i en bank, glemmer jeg aldrig at banken ser på mig, som en forretning, den kan tjene på.

    Hvis jeg så lod mig lokke af det ene, eller andet prospekt, og det endte med at jeg tabte hele min formue, ville jeg kun kunne dadle mig selv - for jeg lod mig lokke.

    For mig, er det ret naivt, ja nærmest fordummende, hvis man ikke betrakter “sin bankrådgiver” som en der er ansat direkte til at tage rumpen på “deres kunde”.

    Altså: En bankansat er en blodigle. Det samme mener jeg om en ejendomsmægler. Han vil jo også have dig til at betale mest for ejendommen, og ikke mindst.

    Sådan kunne jeg blive ved, tag bare en bilforhandler, men dette er bare min holdning til bankansatte eller ejendommæglere. Jeg er helt på det rene med, at andre kan tro og mene noget andet.

Skriv en kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes



Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites