Der er uhørt mange bank til både den tidligere direktion og i særdeleshed også bestyrelsen i TV2 for rodet i økonomien. Mest overraskende er dog kritikken mod tidligere kulturminister Brian Mikkelen for misrøgt af ejerrollen

Helt som forventet bliver den tidligere direktion i TV2, adm. direktør Per Mikael Jensen og økonomichef Anders Kronborg, halet godt og grundigt igennem sølet i den rapport fra Rigsrevisionen, som offentliggøres onsdag.

Også TV2-bestyrelsen fra dengang med den tidligere lufthavnsdirektør Niels Boserup i spidsen får alvorlig drag over rygstykkerne.

Der er nok for stærkt at sige, at både budgetter og regnskaber har sejlet under den tidligere ledelse – men det er pokkers tæt på. Rigsrevisionen konkluderer flere steder, at ivrigheden flere gange er løbet løbsk. »… udarbejdede i november 2006 et urealistisk reklameindtægtsbudget for 2007 …« hedder det bla. om direktionens budgetlægning. »TV2’s daværende bestyrelse har forholdt sig ukritisk til budgetteringen.«

Endnu mere giftigt bliver det, da både direktion og bestyrelse vælger at negligere et opråb fra en fagdirektør i TV2, der mener, at budgettet er for meget skønmaleri. Med til billedet af ledelsessvigt hører også, at direktionen ikke tilstrækkelig grundigt har informeret sin bestyrelse om den løbende likviditet og TV2’s byggeprojekter. En bestyrelse, som dog heller har efterspurgt informationer.

»Rigsrevisionen finder, at den daværende bestyrelse har udvist passivitet i forhold til byggeprojektet …«

Men for at det ikke skal være løgn, er der i Rigsrevisionens rapport til de politiske statsrevisorer også hård kritik af revisionens arbejde i TV2. Altså hele tre instanser i TV2, der har fejlet.

Men hvad så da med ejeren? Har der så ikke været en streng ejer, som med så markante kiks har taget sin ejerrolle alvorligt, fået strammet og gjort en ende på roderiet?

Tjah, bom-bom-bom.

Noget kunne tyde på, at både den daværende TV2-formand Niels Boserup og hans chef, daværende kulturminister Brian Mikkelsen, har sløset ikke så lidt med varetagelsen af den aktive ejerrolle. Det ejerskab og de ledelesforpligtelser, som man i det rigtige erhvervsliv bliver stillet til ansvar for. Rigsrevisionen kritiserer således kulturministeriet for »ikke at have varetaget ejerskabet af TV2 tilstrækkelig aktivt.« Det kan godt være, at en sådan sætning ser relativt tilforladelig ud. Men der er tale om et alvorligt svigt.

Nu har begge vore to store TV-stationer været en tur igennem vridemaskinen  (tidligere også Danmarks Radio) og i begge tilfælde er afsløret ledelsessvigt samtidig med, at ejeren, staten, ikke har magtet opgaven med at være en aktiv ejer. Netop TV2 blev i sin tid ellers sat i søen som mønstereksemplet på en privat virksomhed med statsligt ejerskab og siden befolket med professionelle erhvervsfolk i bestyrelsen.

Men noget tyder på, at kombinationen af statsejerskab og aktivt ejerskab ikke virker. Noget tyder på, at kommunikationen mellem ejeren (staten), og ledelsen (bestyrelsen) ikke virker. Og her kunne man såmænd også inddrage en tredje stor statsejet virksomhed, nemlig DSB. En systemfejl så at sige.

Det spørgsmål, der trænger sig på er, om den nuværende borgerlige regering ganske enkelt har været for berøringsangst over for det aktive ejerskab, fordi de frie markedskræfter pinedød skulle bevise sit værd. Det ved vi ikke, men det kunne måske være en tanke værd, om vi skal have opfundet en helt ny måde, når offentlige virksomheder skal i transformation fra statsvirksomhed til fuldt opererende privatejet virksomhed.

Skriv en kommentar   RSS feed

  1. Claus Sønderkøge

    Ja det er jo ikke første gang – næppe heller sidste gang – de borgerlige har vist sig uduelige til at forvalte samfundets værdier.

    FYR DEM!

  2. Claus Tønnesen

    Det er sjovt at den “urealistiske” salgsdirektør, Flemming Rasmussen, ikke er blevet berørt af sagerne. Han sidder stadig og putter sig, selvom han gang på gang har accepteret at hans budgettet er urealistiske.

  3. Jens Chr. hansen

    Er Rigsrevisionen en politisk skueproces? TV2-sagen udvikler sig hele tiden.
    Ikke overraskende er både direktion, bestyrelse og Brian Mikkelsen uenig i kritikken, men i sær budskabet fra TV2′s næstformand, Lars Nørby Johansens udsagn er skelsættende – og lægger op til debat.
    Nemlig en debat om Rigsrevisionen og dens rolle.
    I realiteten siger Lars Nørby, at Rigsrevisionen er del af en politisk skueproces (læs: og uegnet som egentlig revisionsvirksomhed).
    Konkret formulerer han det sådan:
    “Hvis Rigsrevisionen har en rolle, hvor de fælder en dom, så strider det mod mine retsprincipper, at de anklagede ikke er blevet hørt. Jeg opfatter det snarere som et partsindlæg. En del af en politisk proces for at skabe debat om det her. Jeg har ikke noget mod debat, folk skal bare vide, at det ikke er en objektiv sandhed,” siger Lars Nørby Johansen.
    Det er selvfølgelig en alvorlig anklage, men Lars Nørby har et par væsentlige pointer. Nemlig pointen om, at fordi Rigsrevisionen er statslig er det ikke nogen overøvrighed, derudover stiller han spørgsmål til om denne instans er upartisk, spørgsmål til Rigsrevisionens dygtighed etc.
    Rigsrevisionen kan selvfølgelig ikke bare tage pejling af de politiske vinde, der pt. blæser, men må selvfølgelig sætte de beslutninger, der blev foretaget i 2006, 2007 og 2008 ind i den samtid, hvor de blev besluttet på.

  4. Claus Sønderkøge

    Nørby Johansen har da i hvert fald ret så langt at Rigsrevisionen er det som normalt går under betegnelsen ‘intern revision’.

    Gad vist om det ikke snart er på tide at Rigsrevisionens opgaver deles ud på andre funktionsenheder. Nogle opgaver bør udlægges til externe uafhængige revisorer andre opgaver, de væsentligste, bør nok overlægges til en Forfatningsdomstol.

    Jeg kan ikke bedømme hvor stort et skridt romersk ret egentlig er, men gennem 35 års EU-medlemsskab har vi jo grundlæggende accepteret princippet.

  5. René A.

    Store ambitioner – små resultater.
    Jeg forholder mig ikke alene til Rigsrevisionens gennemgang (tæsk) af TV2, men af statsligt ejede virksomheder i almindelighed: Skandalebyggeri i Ørestaden, skandalelevering af IC4-tog, skandaleøkonomi i TV2. Ambitionsniveauet synes at stile så højt, at benene ikke kan nå jorden.

    Læste idag på http://www.ing.dk at en af årsagerne til, at IC4-togene ikke kunne køre var, at en computer, der styrer dørerne til toiletterne blokerede hovedcomputeren.

    Hvad mon det er, der blokerer politikerhjerner?

Skriv en kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes



Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites