Dansk medicinalindustris konge, Novo Nordisk med drengeansigtet Lars Rebien Sørensen i spidsen, synes at have en hemmelig opskrift liggende nede i kælderen, som de straks henter op og breder ud, når det brænder på. Novo er så ubestridt landets dygtigste kommunikator, det etiske flagskib, men det skal også med, at Novo ikke får synderlig modstand fra eksempelvis medieverdenen - Novo synes fredet.

Novo har i dag noget af den aura omkring sig, som omverdenen for et par årtier siden tillagde Mærsk-gruppen og endnu længere tilbage H.N. Andersens ØK. Ikke røre, ikke kritisere - hævet over enhver mistanke. Bundlinjen er på plads, etikken er på plads og “damage-control”-knappen er lige ved hånden.

Alt synes at prelle af på pillefabrikanten fra Bagsværd.

Fem år i træk har Novo toppet Berlingske Nyhedsmagasin liste som den virksomhed med det bedste image i Danmark. Og det selv om Novo har haft nogle grimme sager ind i mellem.

Blandt andet involveringen i det skandaliserede FN-program Olie for Mad, som kørte under diktator Saddam Husseins rædselsregime, og hvor store danske og internationale virksomheder stod i kø for at gøre forretninger med Hussein-folkene. 2.000 virksomheder har således gjort sig skyldig i bestikkelse og korruption.

Her måtte Grundfos, Bukkehave og yderligere et par håndfulde danske virksomheder tage tæskene i offentligheden, mens Novo trak sig tilbage (og det er jo også godt kommunikationsarbejde - og tilsvarende svagt mediearbejde.) Novo lagde sig i læ, og da et famlende Bagmandspoliti skulle sætte navne på nogle virksomheder at angribe, slap Novo fri.

Nu har selvsamme Novo så lagt sig fuldstændig ned på ryggen i USA, og indvilget i at betale 100 mio. kr. i bøde i håb om at lukke en langstrakt retssag om korruption. Og knap er den oplysning kommet ud før Bagmandspolitiets chef Jens Madsen meddeler, at Novo nu inddrages i sagen om at få den ulovlige Irak-fortjeneste konfiskeret.

Med denne seneste udvikling i Olie for Mad-skandalen er der hvirvlet så meget mudder op, at det er fuldstændig umuligt for omverdenen at finde ud af, hvad der konkret er foregået. Der er ingen helte i dette skuespil, kun en masse skurke.

Herunder også Udenrigsministeriet og dets embedsmænd for i sin tid at have blåstemplet Irak-handlerne. Men også det offentlige Danmarks involvering hører til i kategorien “dunkle sager.”

Det er tankevækkende, at Olie for Mad-skandalen er på vej til at fuse ud i Danmark, mens USA, Sverige og andre lande går til biddet. Godt nok er vi et lille land, men forhåbentlig er det ikke udtryk for sammenspisthed mellem offentlige myndigheder og erhvervslivet, som ikke tåler dagens lys. 

De amerikanske myndigheder er åbenbart gået ind ad fordøren hos Novo i USA med sit krav. Det har fået Novo til straks at tilbyde forlig og erlægge 100 mio. kr. Endnu har vi det ikke helt på det rene, om der er forskel på og givet fald hvilken forskel, der er på Novo USA’s korruption og Novo Danmarks korruption under FN’s Olie for Mad-program.

Foreløbig kan vi kun gisne om Novos baggrund for hurtigt at få lukket denne sag i USA. Netop USA er altafgørende for Novos kommercielle bundlinje, og derfor giver det selvfølgelig god mening at få sagen lukket hurtigst muligt og ikke få hvirvlet endnu mere snavs op. I den forbindelse er 100 mio. kr. ikke nogen herregård for Novo.

Novo skal ingenlunde klandres for at have opbygget et fremragende kommunikationsberedskab og for at have skabt sig et værdifuldt etisk brand. Det er dygtig ledelse.

Men hvis det måtte vise sig, at der er en afgrundsdyb forskel mellem ord og handling, så afsløres det før eller senere, og så kan regningen og imagetabet bliver så meget voldsommere.

Skriv en kommentar   RSS feed

  1. Søren Jensen

    I mange lande er det nødvendigt med bestikkelse, men vi må i Danmark kræve at det oplyses i forbindelse med regnskabsaflæggelsen evt. diskret til bagmandspolitiet eller udenrigsministeriet. Vi skal ikke være for naive i Danmark, men prøve at bekæmpe bestikkelse og returkommision.

  2. Søren F.

    Mon ikke Obama’s lille revolution af sundhedssystemet i USA også har noget at sige her.

    Novo kommer i alvorlig konkurrence fremover i USA og står de så også tilbage på en liste over virksomheder, der er parat til at bestikke embedsmænd mv. så bliver det endnu sværere at begrænse nedgangen i indtjeningen fra USA. Ingen tvivl om at de er knalddygtige derude i Bagsværd.

  3. Bjørn mortensen

    tja, - hvad er bestikkelse egentlig for en størrelse? I Danmark er vi mægtig gode til at dømme “de andre” for korruption og bestikkelse,og specielt ynder vi jo at sætte det prædikat på de Sydeuropæiske lande, men i eksempelvis Spanien og Italien er det altså en del af kulturen, at hvis man vil opnå noget, så må man lige give lidt ekstra til kommunen.Sådan er erhvervslivets betingelser nu engang ofte, men i vores lille andedam har vi aldrig haft forståelse for disse tiltag. Vis mig bare et firma i denne verden, der kan sige sig fri for bestikkelse. Benzinselskaberne bestikker jo eksempelvis også nogle kunder med ekstrarabatter m.m. og sådan er det hele vejen igennem. Novo er sikkert ikke hverken værre eller bedre end alle andre!

  4. Jens Chr. Hansen

    Bestikkelse, korruption, returkommission - uanset hvad det kaldes, er det en “omkostning,” der gør verden fattigere og varerne dyrere. Altså en skævvridning af det normalt konkurrerende virksomheder.
    Ingen tvivl om, at uvæsenet findes, og næppe heller tvivl om, at danske virksomheder kan spille på alle de tangenter, der nu skal spilles på, men det er og bliver et uvæsen - en kriminalitet - som skal bekæmpes på lige fod med andre former for kriminalitet.

  5. Claus Sønderkøge

    Der kan hurtigt blive travt ved denne håndvask.

    Der findes en anden og nok så væsentlig måde at bedrage samfundet på, nemlig den når offentlige myndigheder bestikker virksomheder til at etablere sig bestemte steder.

    Det er langt større beløb vi her taler om. EU tilskud er ofte involveret bl.a. Nokia fra Tyskland til Rumænien og Dell fra Irland til Polen.

    Tidligere, og måske findes det stadig, blev virksomheder lovet lempelig skatteligning i kommunerne.

  6. Bag om Novo og de andre « TaleGaver

    […] Det gør den heller ikke hos en anden af analytikerne, Jens Christian Hansen på Business, der tidligere på ugen også gav en analyse af Novos kommunikation kontra deres egentlige handlinger. Hansen finder dog ingen grund til morskab på sin blog om Novos indblanding i olie for mad-skandalen: Landets etiske spydspids erkender snyd, svindel og korruption […]

Skriv en kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes



Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites