Jens Chr. Hansen
Seneste bog:
”Stine Bosse – det handler om at turde”
Af Jens Chr. Hansen og Christian Nørr
Gyldendal, 296 sider
Kr. 299.95
Gæsteblogger:
Bland dig i debatten og bli' gæsteblogger på "Børsen og Bosserne."
Send dit indlæg - eller din ide - til Jens Chr. Hansen.
Et fuldbyrdet bankkrak, selv i Fjerritslev, kan trække den sidste rest af tillid ud af det interne bankmarked. Derfor er en koordineret indsats tvingende nødvendig. Men det må aldrig give ansvarsfrihed for inkompetente bankchefer.
De udsatte banker har to muligheder i øjeblikket. Enten selv at tage kontakt til Nationalbanken og en kreds af banker for at sikre likviditeten. Eller blive koblet helt af og lade andre diktere, hvad der skal ske. Og det er ved at være sidste udkald. Forstædernes Bank, Lokalbanken i Hillerød og nu senest spekulationsbanken Ebh Bank har valgt selv at gå i aktion, før andre gør det på deres vegne. Det væsentlige er, at det nu er bestyrelsesformanden, der træder i karakter, og skubber den administrerende direktør ud på sidelinjen. Det er klassisk, at den daglige chef vil kæmpe imod til sidste blodsdråbe for at beholde sit job og sine privilegier, mens formanden ikke tilsvarende har sin egen privatøkonomi blandet ind i beslutningsprocessen. Medvirkende til at have fået bestyrelsesformanden op af stolen er det også, at formanden med Roskilde Bank-skandalen i baghovedet frygter for efterfølgende erstatningssager. Bedre sent end aldrig, kan man sige. I Fjerritslev blev den kreative, administrerende direktør sat på porten, mens både Søren Kaare-Andersen i Roskilde Bank og Kjeld Mosebo, Forstædernes Bank, fortsat hænger på. Dog skal man notere sig, at Mosebo totalt var koblet af indslusningen i Nykredit, og derfor er det givetvis kun et spørgsmål om tid, inden Mosebo er fortid i Forstædernes Bank. Den nuværende krise handler i høj grad om personer og disses fejlgreb.
De finansielle markeder er under normale omstændigheder kendetegnet ved, at likviditeten flyder frit og uhindret. Men i dag er der ikke noget, der er normalt. Nu er dette marked i realiteten brudt sammen. Bankerne har ikke længere tillid til hinanden og slet ikke til banker, som igen og igen optræder på listen over banker med den mest hidsige og hurtige udlånsvækst, særegne datterselskaber etc. Den danske banktop forsøger i disse timer og dage at finde metoder til at få likviditeten til at flyde igen. Den store opgave er, hvordan forretningsbankerne (og givetvis også Nationalbanken) kan spænde et sikkerhedsnet – et likviditetsberedskab – ud under de udsatte banker – uden samtidig at give en blankocheck til en dødssyg og dårligt ledet bank. Hvordan et sådant sikkerhedsnet kan strikkes sammen er endnu ikke helt afklaret, men udover at etablere en slags kassekredit tales der også om at slække på krav til belåningsmuligheder. Det vil sige, at udsatte banker kan belåne nogle af de aktiver, som normalt ellers ikke ville kunne belånes på det interne bankmarked. Krisen er så alvorlig, at nytænkning er nødvendig.
I går blev Ebh Bank reddet, og i den forbindelse er det ubegribeligt, at de involverede ikke lægger en fuldt gennemsigtig plan på bordet, så offentligheden selv kan se, hvad der sker. I stedet var der i går lagt op til gætteleg, med hvad det kan medføre af fornyet usikkerhed. Bankdirektørerne i de store banker (Danske Bank, Nordea, Jyske Bank, Sydbank og Nykredit) er godt og grundigt trætte af de mange små og mellemstore banker, som har eller har haft uduelige og inkompetente ledelser. Hvorfor redde dem, spørges der. Der er ingen tvivl om, at mange bankchefer hellere end gerne så et fuldbyrdet bankkrak, men i det nuværende meget følsomme og psykologiske marked, har også storbankerne en klar egeninteresse i at genskabe stabilitet på interbankmarkedet, som samlet har et indlånsunderskud på 500-600 mia. kr.
Hvis man eksempelvis lod spekulationsbanken Ebh Bank gå nedenom og hjem, ville det kunne skabe så meget usikkerhed ikke bare i Danmark, men også i udlandet, at selv store banker kunne få likviditetsmangel. I sidste ende er det os alle, skatteyderne, der er med til at holde hånden under banksektoren.
23. september 2008 kl. 09:50
Kære Jens Christian Hansen, du skriver:
Det er ejendommeligt, at så snart det handler om pengeforretninger, så skal skatteyderne involveres i at redde spekulanterne …
I USA er denne krise langt længere fremme, og her har finansminister Paulson i fredags fremalgt en plan på 2½ A4-side, der skal løse problemet. Planen indebærer, at han og Finansministeriet får uindskrænket ret til at købe, hvad de vil hos private banker og investeringsfirmaer, når blot Finansministeriet skønner, at det man køber er et ‘ikke-likvidt aktiv’. Planen indebærer, at Paulson får rådighed over et beløb svarende til de totale omkostninger for Irak-krigen til idag, ca 3500 mia kroner. Et ufatteligt stort beløb.
Det samme er nu under opsejling i DK. Små banker, de rindtil for ti år siden var sparekasser, der opsamlede Maren i Kærets sparepenge og låne ud lokalt, har pustet sig op ved at optage lån med kort løbetid og så udlåne pengene med sikkerhed i boligboblen.
Nu brister boblen, derfor kan de ikke refinanciere deres lån, og hvem skal så betale?
Tjah, hvis det nu var Matas, ville man ikke lave redningsaktioner. For kapitalismen går jo ud på, at økonoien er dynamisk, lad falde hvad ikke kan stå.Men så snart det handle rom penge, så skal spekulanterne, der har pustet deres bankvirksomhed op for lånte penge, reddes af skatteyderne. Man vil med andre ord dele tabene ud på skatteyderne, mens gevinsterne (som har været enorme) er forsvundet ned i lommerne på private.
Men det vil ikke hjælpe noget, for man kan ikke snyde markedet. Disse småbanker skla under alle omstændigheder opsluges af de store, så hvorfor er det nu lige, at de ikke bare går i betalingsstandsning? Hvorfor skal vi den omvej med at lade aktionærer og spekulanter få lov til at slippe væk med byttet?
Ganske som i USA får bankerne nu lov til at køre deres værdiløse ‘garantier’ hen til Nationalbankens port og læsse dem af som ‘sikkerhed’ for ‘likviditet’. Men problemet er jo, at ingen banker vil låne hinanden så meget som en femøre, netop fordi de allesammen godt ved, at de ‘garantier’ ikke er det papir værd, som de er skrevet på, når boblen brister. Og det gør den nu.
Hvis man så vil redde de små spekulantbanker, så forsøger man simpelthen at puste boligboblen op igen med skatteydernes penge. Det vil kun forlænge den krise, som vi står på tærsklen til, som ikke slutter før, før ejendomsmarkedet er faldet 40-50% og den private gæld reduceret.
Det er utroligt, at ingen politikere i Danmark interesserer sug for denne krise og hvad den betyder for DK og forverdensordnen. Men i første række er det utroligt, at ingen beder om meget detaljerete indsigt i regelgrundlaget for en såkaldt ‘redningsaktion’. Hvor i loven står der, at når småspekulanter bliver fanget med håret i postakssen, så skal skatteyderne komme og få dem ud af miseren?
Hvor vi dog savner engagerede og dygtige økonomer med samfundsmæssigt engagement.
Venlig hilsen
John Henriksen
23. september 2008 kl. 09:51
Kære Jens Chr.
Argumentet med at den danske banksektors indlånsunderskud er stort er nu blevet gentaget mange og ikke mindst brugt som argument for den mærkværdige redning af Roskilde Bank. Det bliver argumentet desværre ikke mere overbevisende af.
For det første, selve præmissen med at de udenlandske banker, som dækker den danske banksektors indlånsoverskud ikke skulle kunne skelne mellem små banker med “uduelige og inkompetente” ledelser og de større, mere professionelt drevne banker er meget langt ude. Hvorfor skulle de dog ikke kunne det?
Med andre ord, det er langt fra oplagt, at det nødvendigvis skulle få katastrofale følger for hele sektoren, hvis en af de mindre banker skulle gå under med mus og mænd.
Og hvis det endelig var sandt, hvorfor kan de store banker så ikke blot sammen (uden at indblande skatteyderne heri) om en krisefond, der kan redde deres skind?
At de store banker hidtil har forsøgt at give liv til denne myte (om at hele Danmarks kreditværdighed hænger på Roskilde Banks overlevelse) er selvfølgeligt opportunt med henblik på at kunne tørre regningen for banksektorens egne ekcesser af på Hr. Jensen.
mvh
Morten
23. september 2008 kl. 09:51
Undskyld, der skulle ikke have stået ‘du skriver’ efter navnet.
Venlig hilsen
john Henriksen
23. september 2008 kl. 10:58
Problemerne i banksektoren, i hvert fald hvad vi har hørt fra USA, er, at medarbejderne kunne tjene nogle utroligt hurtige og gode penge ved at sælge produkter og lån.
At give f.eks. bankdirektører masser af millioner med baggrund i, at de har skaffet banken gode overskud i løbet af et par år, eller at aflønne dealere med endog meget store bonusbeløb hvert år for gode resultater – er uholdbart i den form, som det er sket indtil nu.
Hvis vi skal problemet til livs med de mange kreative, så skal vi have aflønningen/belønningen for god indsats til at være langsigtet.
En løsning kunne være, at belønningen/bonusen bliver hensat på særlige konti, og så kan søges udbetalt efter f.eks. 10 år – eller ved pensionering (efter måske 20 til 30 år).
Skulle banken så gå neden om og hjem eller få tab på de hurtige beslutninger, så inddrages disse ekstra beløb.
Såre simpelt !
23. september 2008 kl. 11:24
Det er sandelig en problematisk sag at tumle de forskellige bankkrak, som vi nok ikke har set de sidste af.
Selv var jeg inde på, at det nok var rigtigt at redde Roskilde Bank, men kommer mere og mere i tvivl efterhånden som skeletterne vælter ud af skabene, rundt omkring.
Når jeg kommer i tvivl, skyldes det bl.a. at jeg ser slet ikke nogle tiltag for at sætte en effektiv stopper for fremtidige idiotiske dispositioner fra kommende vanvittige bankledelser. Dvs at lovgiverne måske finder det naturligt, bare at sende den slags regninger videre til skatteyderne?
Man er måske blot ved at vænne sig til, at uanset hvor åndssvagt man ter sig som bankdirektør eller bestyrelse, så skal skatteyderne blot betale ved kasse 1 ?
Og endnu værre ser det ud, hvis disse fjolser, ustraffet, får lov til at rane millioner til sig selv, uden at blive stillet til regnskab for disse klart problematiske dispositioner, hvor enhver med lidt års erfaring ved at den forretningsførelse vil føre lige lukt til konkurs.
Vi har historien, for at tage ved lære af tidligere tilsvarende tåbeligheder.
Det ser ikke ud til at tilliden styrkes, bankerne imellem både inden- og udenlandske. Så måske var det spildte penge at redde Roskilde Bank?
Er det blot bankernes lobbyister, der får markedsført den indstillig, at det vil være katastrofalt at lade en bank ryge ud i fulbyrdet konkurs?
Måske vil det på sigt være mest sundt at lade det, der ikke kan stå, falde, ligesom alle andre virksomheder?
Det kunne måske skærpe opmærksomheden fra udlånernes side, på forhold vi andre så åbenbart stadig skal holdes i uvidenhed om?
Skal der bygges en samfundsnyttig bro og lignende, har man offentlige drøftelser i årtier, hvor alle forhold skal vendes og drejes.
Skal en nærmest kriminel bank, med en endnu mere, i mine øjne, kriminel ledelse, der har ageret mod bedre vidende og pga af denne forretningsførelse har raget millioner ned i egne, private lommer, ja så er det blot et pennestrøg og skatteyderne må bare smide milliaderne ned i et stort sort hul, til ingen verdens nytte.
Det er vist nok, hvad der kan betegnes som usmagligt og grotesk, hvis de ansvarlige så blot skal forgyldes med flotte aftrædelsesordninger og ingen straf og erstatningspligt.
23. september 2008 kl. 11:30
Banker er i krise, fordi de har lånt for mange penge ud med sikkerhed i boligmarkedet. En sådan sikkerhed er kun sikker, hvis markedet er stabilt. I en situation, hvor boligmarkedet som fx i England har fordoblet sin værdi siden årtusindskiftet, kræver det ikke mange timer på et aftenkursus i økonomi at regne ud, at der nok er tale om en boble, en form for massespykose som mennesker altid bliver grebet af, når det ser ud til, at man kan få penge fra himlen. Alene udtrykket ‘friværdi’ … Boligmarkedets udvikling de seneste år har været et pyramidespil, som nu er brudt sammen: der er ikke nye købere, der vil stige på karrussellen til de oppustede priser.
Banker vil nu ikke låne hinanden penge – og de store vil især ikke låne til de små – fordi de alle sammen godt ved, at de folk, der har lånt milliarder mod ‘sikkerhed’ i en helt spekulativ værdistigning af boligmarkedet ikke kan betale de lån tilbage. Vindere bliver som sædvanlig dem, der i udgangspunktet har haft det stærkeste relle kapitalgrundlag = den største del af sin financiering fra indskud af rigtige penge fra rigtige mennesker.
Når sådan en boble brister, skal branchen så ‘hjælpe’ de gearede banker (der har lånt mange flere penge ud end de nogensinde har haft) – det sender jo det signal, at lige meget hvor kriminelt tåbelig en forretning man etablerer, så skal der nok komme nogen og redde stumperne. Hvad skal så forhindre tåbeligheden i at gentage sig?
Og skal Nationalbanken og dermed skatteyderne komme til undsætning? Hvem er det vi undsætter? Hvorfor skal vi gøre det? En håndfuld mennesker har for at berige sig selv og deres aktionærer lavet helt uansvarlige bankforretninger. Det er sket i tæt samarbejde med ‘kunder’ i form af spekulanter som tidligere har bevist deres evne til at få millarder til at forsvinde som dug for solen. Hvilken interesse har samfundet i at hjælpe den slags virksomheder?
Ifølge Ritzau er synes både Venstre og Socialdemokratiet, at hjælp er en god idé, uden at det jo altså på nuværende tidspunkt er klart, hvem der egentlig vil hjælpe hvem med hvad. Det er interessant, at Venstre mener, at markedet ikke skal regulere sig selv. Skal vi så nationalisere hele den financielle sektor, eller kun dele af den? Og skal vi så også nationalisere byggesektoren, når byggeriet crasher i den kommende vinter?
23. september 2008 kl. 11:40
Hvorfor redde banken i Fjerritslev? John Henriksen er inde på nogle interessante betragtninger (selv om du roder lidt rundt i, hvad jeg har skrevet og ikke skrevet.) Det er rigtigt, det er nemlig kun i banksektoren, at Nationalbanken, regeringen og skatteyderne rykker ud, hvis inkompetente bankdirektører har kørt en bank i sænk. Og lignende redningsoperationer vil næppe komme på tale noget andetsteds i erhvervslivet. Når det så alligevel kan være fornuftigt at samle disse syge banker op, skyldes det hensynet til den helt afgørende tillid, der nødvendigvis må være i en banksektor. Men det forhindrer ikke et stærkere Finanstilsyn i at agere mere proaktivt, og det forhindrer heller ikke, at de personer i bankledelserne, som har tæret så voldsomt på omverdenens tillid må være ansvarlig. En ansvarlighed (evt. erstatning) som må gøres gældende ikke af hævnlyst, men fordi de pågældende jo har påtaget sig opgaven med at forvalte tilliden og for det har fået meget store aflønninger.
Og så til Morten Pedersen. Det er muligt, at vi har nævnt indlånsunderskuddet nogle gange, men det er sørme’ også det, det handler om. Dog tror jeg her det er væsentligt at skelne mellem likviditetsproblemer og solvensproblemer. En ellers normalt sund bank kan godt midlertidigt få likviditetsproblemer – husk på hele ideen i at drive bank er jo at modtage indskud og låne penge ud. Hvis der derimod oveni likviditetsproblemer også er solvensproblemer, så er den virkelig helt gal. Og som jeg har forstået det, så er Roskilde Bank-skandalen jo et resultat af, at aktiverne i bankens bøger ikke tilnærmelsesvis har haft den værdi, som Valentin & Co. havde bogført disse aktiver til.
23. september 2008 kl. 11:42
At mindre banker, som er atbelret på et alt for spinkelt og udsat grundlag, falder som fluer, når en boble brister, kan ikke overraske nogen.
Det kan kun have samfundsmæssig interesse og dermed kalde på intervention med skatteydernes penge, hvis fx store pensionsformuer er placeret i aktieposter eller på anden vis i disse banker.
Men kan ATP og hele rækken af pensionsfonde monstro have været så tåbelige?
23. september 2008 kl. 12:26
Jens Chr.,
Min pointe var ikke at indlånsunderskuddet ikke eksisterer, men det skrøbelige i præmissen om, at de udenlandske banker som dækker dette underskud ikke selv skulle kunne skelne skidt fra kanel.
Lad dog disse små banker gå ned. At deres undergang skulle medføre store systemiske risici er ganske enkelt ikke plausibelt.
23. september 2008 kl. 12:35
Til Morten Pedersen. Med hensyn til de udenlandske banker, så tror jeg ikke, at de går så voldsomt detaljeret til værks. De forlader sig i nogen grad på, at det danske system historisk har været relativ stabilt, og så er der vel også en form for arbejdsdeling. Forstået på den måde, at de udenlandske banker selvfølgelig har lines med de store banker, sandsynligvis også en del af de mellemstore (regionalbanker), mens det i høj grad er det danske interbankmarked, der finansiererer likviditetsunderskuddet i de mindre banker. Men lad mig høre, om andre er bedre orienteret.
23. september 2008 kl. 13:46
Jeg kender ikke de nøjagtige tal for dansk vs. udenlandsk funding, men hvis det primært er det danske interbankmarked, der finansiererer likviditetsunderskuddet i de mindre banker, svækkes argumentet, der går på “troværdigheden af hele det danske banksystem udadtil”, yderligere.
Jeg tror det er en klar undervurdering af de udenlandske banker, at de ikke kan kende forskel på fx Roskilde/ebh på den ene side fx. Sydbank/Jyske Bank på den anden. I sådanne tilfælde er det nyttigt at huske på CBS-prof. Michael Møllers DAKOLOS-teori: De Andre Kan Også Læse Og Skrive.
23. september 2008 kl. 13:52
Kære Jens Chr. Hansen,
tak for dine betragtninger og igen undskyld for, at jeg ikke fik fjernet den indledende henvisning til dine skriverier i mit første indlæg, som ganske står for min egen regning – desværre er det ikke muligt at redigere indlæg, når man først har trykket på ‘send’. Men denne gang mener jeg det …
DU skriver:
“Hvis der derimod oveni likviditetsproblemer også er solvensproblemer, så er den virkelig helt gal. Og som jeg har forstået det, så er Roskilde Bank-skandalen jo et resultat af, at aktiverne i bankens bøger ikke tilnærmelsesvis har haft den værdi, som Valentin & Co. havde bogført disse aktiver til.”
For mig at se er problemet både et spørgsmål om likviditet og solvens. Små spekulationsbanker har problemer med likviditeten, fordi man ikke kan refinanciere sine egne lån. Man kan ikke refinanciere bankens egne lån, fordi andre banker ikke tror på, at de engagementer, som små banker har i ejendomsmarkedet, er med solvente partnere. Bankerne tror med andre ikke på, at deres (stor)kunder er solvente, og derfor vil de ikke låne penge ud til andre banker, der ikke på forhånd er solvente i form af indskyderpenge. Og det er kun nogle af de store, der er måske er det.
På den måde hænger likviditet og solvens sammen. For hvorfor afvikler de små banker ikke bare (nogle af) deres engagementer, hvis de ikke kan skaffe likviditet? Det gør de ikke, fordi de ‘aktiver’ (sikkerhed i form af ejendomme, pantebreve), de i givet fald skal realisere, slet ikke kan omsættes til de penge, som engagementet er bogført til. Det er et problem i alle de småbanker, som har efterlignet Wall Street-bankerne: lille egenkapital, men masser af lånte penge, som man så lever af at låne ud. Det går fint i en boble på vej op, men så snart boblen brister, lukker lånemulighederne – og når det sker for kæmpe investeringsbanker som Bear Stearns, Merrill Lynch og Lehman Brothers, så er det klart, at forvoksede danske sparekasser ikke kan komme igennem denne krise.
MEN – pointen er, synes jeg, at de egentligt ansvarlige for krisen er de centralbanker, der i sidste instans bstemmer, hvor mange penge vi har ude i samfundet. USA førte an med nærmest at bede banker om at låne penge ved at have en udlånsrente, der nærmest var tabsgivende for centralbanken – det var Greenspans og republikanernes mirakeløkonomi. Vi fulgte med i Europa. Men hvor skulle bankerne gøre af de penge, de kunne hente gratis hos nationalbankerne? Dem skulle de jo låne ud for at have noget ud af det – det er kun onkel Joakim, der kan lide at bade i penge. Så for at bankerne kunne få en form for sikkerhed for de penge, kom så opdriften i huspriserne – man kunne jo udlåne de penge, man fik nærmest gratis i Nationalbanken, mod sikkerhed i mursten. Det var simpelthen nødvendigt med en boligboble for at kunne placere de penge i samfundet, som Nationalbanken gerne vil have til at flyde ud i samfundet. En sådan boligboble er blevet promoveret hæmningsløst af bankøkonomer og ejendomsmæglere og ikke mindst politikere – skillinger fra skyerne i form af friværdi, som kan belånes, gør alle glade.
Nu brister boblen over hele kloden – skal vi tage tabene og komme videre, eller skal vi forsøge at blæse liv i boblen? Det sidste er jo det, man forsøger i USA med finansminster Paulsons kommende gigantiske opkøb (loven ventes vedtaget torsdag og fredag i USA) af det, som amerikanerne kalder ‘toxic assets’ – og det er i realiteten muligvis også det, som vil ligge i en dansk fond for nødlidende banker. Hvem skal putte penge i en sådan fond, og i hvis interesse er det, at små, spekulative banker overlever?
I sidste instans tror mange vælgere på, at politikerne bestemmer, om de (vælgerne) har mange eller få penge mellem hænderne, og den illusion holder politikere meget af, undtaget når recession eller høj inflation plager økonomien. Og de fleste politikere har helt undladt at forholde sig til det problem, som alle har kunnet se måtte komme … i USA taler man om, at når det hele pludselig er blevet så kritisk, at det kræver kriseindgreb og kriselovgivning, der hastes igennem og giver uhørte beføjelser til en enkelt minster, så skyldes det ‘denial’ – at alle har forsøgt at stikke hovedet i busken og lade som ingenting, fordi ingen ville være lyseslukker under sådan en god fest. Det samme gælder i Danmark, ingen politikere tager denne krise alvorligt, ingen har villet høre om den eller kommentere muligheden af den, udover at ‘økonomien er sund’. Det samme sagde John McCain forrige mandag om den amerikanske økonomi på et af hans kampagnemøder for at blive den næste amerikanske præsident … Og danske medier har knap nok opdaget krisen, selv om den har potentiale til at lave om på centrale magtrelationer i verden, ikke mindst fordi dollaren vil miste sin status som reservevaluta (guldsubstitut)…
Er man interesseret i denne potenteilt farlige situation og hvordan den udvikler sig i USA, kan jeg anbefale Wall Street Journal, New York Times, Financial Times, International Herald Tribune, Washington Post og Daily Telegraph – den sidste især med fokus på England, der netop har meddelt, at man forventer at fordoble statens lånebehov til næste år …
Alle de nævnte har fremragende hjemmesider med detaljeret gennemgang af de problemstillinger, som ligger bag ‘the credit crunch’.
Venlig hilsen
John Henriksen
23. september 2008 kl. 14:26
Klassiske økonommer som Ricardo og Karl Marx (begge hørte til i kredsen af mine personlige ungdomsvenner) observerede, at den merkantile/kapitalistiske økonomi er præget af udsving. På vej mod en konjunkturtop genereres der kapital uden dækning i reelle, håndgribelige, omsættelige værdier, som vi senest har set det i form af en boligboble.
Når boblen brister, skal den dækningsløse check destrueres. Det kan markedet fint klare, hvis det er en butikskæde eller en enkelt privat aktiespekulant, hvis blottede bagdel nærmer sig stenbroen.
Banker burde arbejde på samme vilkår. Eller de kunne forsikre sig selv og hinanden efter ønske og behov. Hvad loven burde kræve af dem alle, var en høj grad af gennemsigtighed, især hvad angår udlånene. Som investor eller indskyder i en bank skulle man have indsigt i, hvem der har lånt hvor meget til hvilke formål, og hvilken sikkerhed, der er stillet.
Kan den enkelte bankkunde overskue sådanne komplicerede forhold? Mange kan sikkert ikke, men så vil medier og andre gøre det for dem.
Gennemsigtighed, ansvarlighed og ikke en krone fra skatteyderne, når det går galt. Det må være målet.
P.S. Og selv om det kun giver små plastre på såret, skal de individer, der har beriget sig på Roskilde Banks elendige forretninger, selvfølgelig køres gennem den retslige vridemaskine, så hver eneste tilbageværende 50-øre bliver klemt ud af dem.
23. september 2008 kl. 19:51
Men NU strammer vi op på reglerne – Og så snupper vi en tur mere i karrusellen.
Tiden er vist ved at løbe fra den slags latterlige argumenter og smuthuller.
Uden konsekvens ingen ændringer – Så let kan det siges. Vi kan lave al den kontrol og alle de regler vi vil, men der kommer altid en til, med en “smart” ide.
Iøvrigt er det ikke bare Roskilde bank, vi snakker om. Krisen er jo først lige begyndt, så enhver snak om at sikre tilliden ved at berøve skatteyderne, vil hurtigt forstumme, når omfanget går op for folk.
24. september 2008 kl. 06:25
Finansvirksomheder er grundlæggende en virksomhed som alle andre. De låner penge ( indskud eller interbanklån) til en lav rente, og udlåner den til andre med en profit eller investerer den lånte kapital for at generere et større afkast end omkostningerne ved at låne pengene. Derudover tjener de penge på “rådgivning” og serviceydelser. Hverken mere eller mindre. Har ledelsen i en finansvirksomhed, en bank eller investment bank, ikke drevet forretningen på et fornuftigt og ordentligt grundlag, men er gået efter den stor og hurtige gevinst, givet køb på en ordentlig kreditpolitik, for at score en god bonus, højere aktiekurs på sine optioner, eller blot sikre sig et godt forhandlingsgrundlag for massive lønstigninger, ja så er der kun en vej, og det er at lade den gå konkurs. Hverken mere eller mindre. Sådan er vilkårene for alle virksomheder, og naturligvis også for banker og finansvirksomheder. Investorerne i disse virksomheder vil naturligvis beklage sig, men alle, uanset om man er en stor institutionel investor eller den lille aktionær, ja så kender man risikoen ved at investere, og mange har sikkert også godtet sig over de store afkast netop DISSE virksomheder – a la Roskilde Bank – har givet år efter år, enten ved massive kursstigninger eller udbytte.
Uanset hvor kritisk situationen udvikler sig for finansvirksomhederne, ja, så vil de sunde og ordentlige virksomheder overleve og klare sig.
Markedet har jo en fantastisk evne til at tilpasse sig enhver situation, og det vil også være tilfældet i denne krise. Javel, det bliver måske svært at skaffe likviditet for nogle banker, men så er det jo et selvskabt problem. Og et selvskabt problem kan ALDRIG blive statens og borgernes problem, endsige opgave at løse og redde.
De små og middelstore banker, der har en god solvens, og fører en fornuftig udlånspolitik, baseret på “rettidig omhu” – er vild med det udtryk – og fornuftig sikkerhedsstillelse, vil jo klare sig igennem krisen uden problemer. Ok. det bliver dyrere at skaffe kapital, men samtidigt kan man også tage en højere pris for kapitalen – højere udlånsrente – og dermed stadig tjene penge. Bliver banken drevet på et fornuftigt grundlag, ja så er det jo heller ikke et problem at være meget åben om sit regnskab, sin udlånspolitik, og en klar tilkendegivelse af hvordan udlånene er fordelt, på sektorer, og risikofaktorer.
At tale om bål og brand og risikoen for at finanssektoren rammes af en national og international usikkerhed, der gør at ingen vil låne hinanden penge, er jo et selvskabt resultat.
Og hvorfor skulle en stor international bank, der selv har ført en ansvarlig udlånspolitik og investeret på et fornuftigt grundlag, ikke være interesseret i at stille likviditet til rådighed for en sund og solvent bank, med en gennemsigtig og fornuftig udlånsportefølje?
Hvem er det iøvrigt der de sidste år har tjent massivt på netop denne udvikling med stigende boligpriser – ikke mindst i USA – hvem er det der har kastet likviditet i hovedet af boligejere med “friværdi”, så de kunne kaste om sig med penge ? Bankerne naturligvis. “Vi går efter den hurtige gevinst”.
Jeg har hørt flere eksempler på, at bankerne, af eget initiativ, kontakter kunderne og foreslår låneomlægning, og at de derudover kan få eks. 200.000 i ekstra lån, udbetalt på kontoen, og stadig sidde for den samme ydelse som før. Og det er ikke enestående tilfælde.
Det er finanssektorens selvskabte problem, og ikke én mulighed er forpasset for at hente en gevinst. Kreativiteten har været høj – ex. sub-prime lånene, afdragsfri lån – og det massive overforbrug der har været, og de enorme udlån på tvivlsomt grundlag, som er en af faktorerne i krisen, er selvskabt. Så hvorfor skal staten, nu agere redningsplanke, den dag virkeligheden indfinder sig igen, og de store bankbosser har høstet millioner – nogle endda milliarder i USA – i årsbonus, optioner og lønstigninger, som hverken du eller jeg kan fatte størrelsen af.
Det vil være sundt for verdenssamfundet at der én gang for alle bliver ryddet op i denne sektor, og viser den,at den IKKE er en priviligeret sektor, hvor man i opgangstider, rager gevinsten til sig, og når det så går galt, ja så piver man og fortæller at det er i samfundets interesse at redde stumperne. Det holder bare ikke.
Hvis den amerikanske redningspakke bliver vedtaget i den nuværende form, vil disse uansvarlige ledelser og medarbejdere, fortsat sidde for bordenden, fortsætte med at “rage” til sig, og om nogle år når det igen går opad i fuld fart, endnu engang opfinde det ene kreative produkt efter det andet. Udelukkende for at sikre sig en høj fortjeneste. Og uden at have lært af denne krise. Det kan vi se af historien, og det vil fremtiden også vise, hvis hjælpepakkerne bliver vedtaget og gennemført.
Iøvrigt er det jo også interessant at det er bankerne man vil sikre og hjælpe. Men hvad med de boligejere, der allerede nu, og flere kommer garanteret til, som står i den situation at de er teknisk insolvent ? Skal de hjælpes, den dag et salg af deres bolig bliver nødvendig enten pga arbejdsløshed, eller andre omstændigheder ? Jeg er sikker på at der ikke bliver lavet nogle “hjælpepakker” til boligejere der kommer i den situation. Og hvorfor skulle der også det ? De har jo selv valgt at købe boligen. Og lur mig om deres bank, den dag tabet bliver en realitet, ikke står aller forest i køen af kreditorer der banker på døren, for at få sine penge. De samme banker der nu ser ud til at få massiv statslig garanti og kapital.
Derfor må branchen selv klare krisen, både her i DK og resten af verden.
Borgerne skal nok klare sig. Ok. der bliver måske ikke lige mulighed for at låne ekstra til en ny fladskærm , ny bil, eller ferien til Thailand. Virksomhederne skal nok også klare sig. Forbruget fortsætter jo. På nogle områder måske med mindre hastighed, men på andre, vil forbruget være uændret, energi, fødevare, transport osv.
Det er de “hysterisk kællinger” i finanssektoren, der i dag hyler op om “melt-down” i finansverdenen. Men det de hyler op om er frygten for at miste deres højtbetalte og lukretive stillinger. At blive afsløret som en flok grådige kreative pengejonglører, der uden samvittighed, går efter den størst mulige gevinst, hurtigst muligt.
I USA udtaler tilhængerne af støttepakken, at det kan koste op til mange tusinde arbejdsløse i finanssektoren, hvis man ikke går ind og støtter med de $ 700 mia. Gennemsnitslønnen for disse medarbejdere ligger 10-20 gange over hvad gennemsnitslønnen er for den almindelige amerikaner. Hertil er ikke medregnet deres årlige bonus checks. Mon ikke de kunne finde et mere produktivt job, til gavn for det land de har været med til at bring i massiv økonomisk uføre ?
24. september 2008 kl. 09:21
Den redning som bankerne og nationalbanken nu er ved at strikke sammen, går jo i al sin enkelthed ud på, at de dårlige banker skal opkøbes, for derefter at blive opdelt, frasolgt, eller lukket ned på anstændig vis. Altså bliver det aktionærerne, små som store, der kommer til at betale for en dårlig bankledelse. Det er der absolut ingen anstændighed ved, det kaldes at tørre regningen af på andre. Mit råd : SÆLG alle jeres bankaktier og hellere idag, end imorgen og lad det være et signal til indland samt udland, at dårlig bankledelse tollereres ikke i Danmark.
24. september 2008 kl. 09:36
Den der har risikoen skal også have gevinsten. Men dette gælder åbenbart ikke for de fine bankfolk.
Det kan ikke være rigtig at de (ledelse, aktionærer m.m.) hæver enorme gevinster i gode tider og så skal have hjælp af statskassen i dårlig tider.
Jeg er enig i at vi kan ikke have banksystem som her og nu bryder sammen, så opgave skal løses også ved statens hjælp. Men så skal vi lærer af lektien:
Bankerne skal enten nationaliseres (det syntes jeg helt forkert) eller også må der stærke bånd på bankerne – for de kan ikke selv finde ud af det.
Det er helt uansvarligt at en bank låner 40 – 50 af sin udlånsmasse ud til en branch (ejendomsudvikling m.m.) Hvis alle banker låner så meget ud til én branch så sker der helt naturligt en “over finansiering” og et kolaps er uundgåeligt. Derfor skal der være loft over størrelse på udlån til enkelte brancher og grænse for størrelsen af kunder i de enkelte banker.
Bankerne skal til de store kunder lave puljer som, hvor flere banker går sammen om den samme kunde = større risikospredning.
Endelig må banker ikke ejer datterselskaber. Det går ikke, de må afhænde deres realkredit- leasing- og andre former for finansieringsselskaber som ikke er underkastet den samme lovgivning som banker. En bank skal være en bank og ikke andet.
24. september 2008 kl. 15:21
Trenden vises tydeligt igennem alle indlæg. Man er oprørt over at dårlig ledelse i gode tider bliver godt betalt – og at dårlig ledelse i dårlige tider bliver beskyttet, og at grådigheden ikke skal betale noget til “udredningen”.
Jeg kan ikke være mere enig – men hvordan kan vi som borgere i dette land lave det om?
Jeg syntes det var på sin plads, at ruske total op i branchen og evt. lave en ny type bank – er det en løsning? Jeg kan godt lide tanken om at være kunde i en bank der har udpræget gennemsigtighed – dvs. jeg ved hvad de laver, og bliver løbende informeret om hvilke tiltag de arbejder med – får overblik over eksempelvis deres eksponering mod bestemte brancher osv. osv. Måske burde det på en banks hjemmeside fremgå via en offentlig liste, hvilke selskaber og personer der låner penge i en bank og den sikkerhed der er stillet.
Det ville sætte en bank bestyrelse og direktion under et helt andet lys – og der kan formentlig hurtigere reageres ved at kunderne i banken bare kan trække deres penge ud hvis de ikke er enige i beslutningerne der tages, eller har en vis grad af inflydelse. Snakken om personfølsomme data osv. vil selvfølgelig dræbe et sådan initiativ – men hvorfor er dette ikke muligt i et innovativt samfund som Danmark. Hvis jeg låner penge til en bil – hvorfor skal min nabo ikke vide det – hvis han er fælles kunde i “vores bank”. Hvorfor skal jeg ikke som kund og aktionær i “vores bank” ikke have inflydelse på om der skal lånes penge til et stort investeringsprojekt hvor sikkerhedsstillelsen ikke er iorden. Hvordan kan Hr. Vallentin & Co – få lov af en bestyrelse (uden at de fyrer direktionen på stedet) til at indgå låneengagementer uden sikkerhed, eller trumpe igennem at sikkerheden stilles senere. I Norge er alle folks løn offentlig tilgængelig – det var måske et problem den gang de foretog beslutningen – men idag er det vare sådan. Måske er tiden til at man KRÆVER noget af finansektoren fra forbrugeren – noget radikalt anderledes der kan gøre op med “de gamle mænds” berøringsangst på området.
Der er sikkert påskud om lovmæssige krav og ændringer i person datalove oma., men er det ikke bare en række af Danmarks gamle støvede bankdirektører der er ignorante overfor nye tiltag – og som sidder og “presser” Finanstinsynet (andre gamle kollegaer, og formentlig vin/golf-kammerater) til at forholde sig føjelige – men dog overholde de lovmæssige krav. Jeg er ikke i bankverdenen – heldigvis ville jeg sige – men som kunde i en bank – så føler jeg at de forvalter deres ansvar og rolle utroligt dårligt.
Hvor pokker er deres interesse for at samfundet “overlever og fungerer”? Alle handlinger der foretages i finansbranchen i disse dage, virker meget navlebeskuende.
24. september 2008 kl. 19:18
Det mest morsomme er egentlig de fuldstændig hjernedøde meldinger der konstant kommer om bolikrise og trægt boligmarked???
Den eneste krise der findes på boligmarkedet, er at boligerne fortsat er prissat til mindst dobbelt pris – Hvis priserne blev halveret, ville det såmænd bare være en normalisering i forhold til realøkonomiske forhold.
Men så skal i bare se bank krise.
Der er så mange “falske” penge i omløb nu, at hele økonomien skal “genstartes”, før krisen forsvinder – Desværre.
24. september 2008 kl. 21:30
Forløbet de senere år illustrerer med al ønskelig tydelighed, at der er noget galt i den måde økonomerne måler velstand på. For 1-2 år siden var økonomer nærmest ekstatiske med hensyn til udviklingen i økonomien. Økonomien var i fin form, fordi forbruget og BNP tonsede derudaf. Den eneste der var vigtigt for den amerikanske økonomi var forbruget, som udgjorde 70% af økonomien.
Der var en særlig “Goldilocks”-økonomi, hvor der netop var tilstrækkelig lav vækst til at inflation og rente kunne holdes nede. Det er et typisk tegn på bobleøkonomi, at man påstår at der nu gælder særlige regler for økonomien – under IT-boblen hed det “ny økonomi”.
Det er skræmmende, at det er de samme famlende økonomer, der har afgørende indflydelse på denne verdens mest magtfulde politikere. Risikoen for alvorlige fejlbeslutninger er overhængende.
Når denne situation har lagt sig, er det på tide, at nationaløkonomerne starter forfra og finder frem til, hvad der kendetegner en bæredygtig økonomi og anvender det som kriterium, når økonomien skal vurderes og der skal gives råd til politikerne om prioritering af midlerne.
25. september 2008 kl. 00:06
I året 1705 publiceres ”Money and trade considered with a proposal to supply a nation with money” af John Law. Publikationen omhandler indførelsen af papirpenge. Nogle år senere baseres den første “nationalbank” I Frankrig på den idé, at penge ikke er den værdi hvortil man udveksler varer, men den værdi, ved hvilken varerne udveksles, og hvis papirerne var ombyttelige med ædelmetal på sigt ville de vare gangbare i handel. Som sagt, så gjort.
Men det er politikken, der er interessant i denne sammenhæng. Der var i Frankrig en svimlende statsgæld baseret på obligationer, der havde udviklet sig til rene junk bonds – de kaldte dem blot ”Billet’s d’états – som handledes til under en fjerdedel af den kurs de var udstedt til. Ved hjælp af fiffighed og snedig markedsføring – og sandsynligvis fordi det første gang – lykkedes det at få ombyttet statens gæld til kurs 25 med papirpenge.
Naturligvis gik det galt – første gang var ikke lykkens gang – da de politiske ledere så hvilken eksplosiv effekt udstedelsen af ”gratis” betalingsmidler havde på samfundsøkonomien, satte de en overemission i gang af papirpenge, som skabte en gigantisk boble i hele Europa og en overvældende velstand i Frankrig til at begynde med, men eksperimentet endte op med en gigantisk implosion i betalingsevnen som da de begyndte.
Forskellen var bare at folk nu måtte sove på knoklede madrasser – stoppet med mønter – og de allermest initiativrige var blevet et hoved kortere. Da staten – for at bremse kapitalflugten – tyede til at halshugge alle, der forsøgte at forlade landet med kontanter i lommen… Op igennem historien har vi set konjunkturerne gå op og ned – kriser kommer og går – og hver gang er der lidt mere vi forstår.
Kloge folk har udviklet vor forståelse for de økonomiske sammenhænge op igennem tiden, og som tiden går, bliver økonomien som fortovet – vi går der hver dag – men ser det ikke på vor vej. Der er rigtigt mange ting der kan gå galt, og ligesom man synes at man har set alt, går det galt på en ny måde. Men én ting har de alle tilfælles. Tillid. Eller mangel på samme – det brister altid efter en epoke med blind tillid… og efterfølges af en periode med dyb mistillid.
Nu kan man jo ikke stoppe madrasser med data og balancer. I disse informationstider er alle værdier jo virtuelle af natur. Efter den aktuelle finansboble ville det vel også betyde at vi måtte ligge og skrabe næsen mod loftet. I vore dage giver det heller ikke nogen mening at fylde madrasserne, da pengevæsenet kun har værdi, hvis vi accepterer at penge ikke er den værdi hvortil man udveksler varer, men den værdi, ved hvilken varerne udveksles og det altså gøres med et VISA kort i dag, ligesom at de fleste af os højst sandsynligt heller ikke har noget at stoppe i madrassen alligevel, fordi det er bundet i lån og prioriteter.
Man er tilbøjelig til at betragte aktiemarkederne som et barometer for økonomien, der viser forventningen om vi tjener penge (skaber vækst) eller om produktivkræfterne ligger på den lade side (investeringerne udebliver). Nu følger likviditetsstrømmen ikke en køreplan, og ”aktietoget” rammes af ombookinger imellem sektorerne. Når aktiemarkedet svinger med 16,5 procent inden for en lille måneds tid, er det ren spekulation. Skal den finansielle likviditet sendes i omløb (Baisse) eller skal profitten/tabet hjemtages (Bull)?
Det er netop problemet, i en økonomi der er fyldt med varm luft vil ingen tage tabet på totalt illikvide aktiver, og excesserne straffer systemisk med fald i investeringerne, når rentefaldene udebliver, og flygter l a n g t væk fra risiko. Ligesom at den hovedløse amerikanske økonomiske styring med sit totale fravær af ansvar driver markedet længere og længere ud på gældsskråplanet, for at undgå det nødvendige kreditchrunch.
I den økonomiske klimamodel raser efterårsstormene om kap med vejrliget og det er de finansielle institutioner, der står blæst om. Væk med vinden er finansieringsvirksomheder – som i USA blev skabt for at give almindelige amerikanere mulighed for at få et sted at bo efter forrige krig – fordi de kammede helt over i vækstvanvid og blev spolet helt tilbage til udgangspunktet. Den amerikanske stat skal nu have listet godt og vel halvdelen af USA’s kreditobligationer i kakkelovnen, da de har udviklet sig til rene junk bonds og i praksis er værdiløse. Det vil på kort sigt lune lidt i verdensøkonomien, for papir brænder klart og hurtigt, men ovnen bliver hurtig kold, og i en økonomi, der som den amerikanske er baseret på at borgerne selv brænder deres penge af, i et hastigt stigende tempo, vil det virke som kolde afvaskninger.
Bevares, det er pengene der får det hele til at løbe rundt, og da alverdens nationalbanker er enige om at transfusionere dollars ind i kredsløbet, ser det ud til at pulsen ikke bliver svagere, men den rette medicin er altså ikke en børnemagnyl. Hvis man fortynder pengestrømmene fører det blot til øget inflation og faldende vækst, når propperne i kapitalstrømmene løsnes – og i den nuværende situation er det den visse død at overforsyne pengemarkedet. Problemet er bare ikke manglende likviditet. Men at der er t o t a l fravær af risikovillighed og d y b mistillid i markedet…
Nu har USA fået den snedige idé at lave en kæmpefond – som de smider alle de dårlige papirer (ud) i – Det ér gået lidt hurtigt, de har brugt en uges tid på at udtænke den snedige plan. Nogen nævner beløbsstørrelser op til 1000 milliarder, der skal købes junk bonds op for. De opfordrer andre lande til at gøre det samme, og påpeger selv: Opfordrer aggressivt… Hvad vil Henry Paulson gøre… ty til halshugninger? Vi lever altså ikke på Solkongens tid..
Det er ikke nationalbankernes opgave at producere pengene. Systemet skal selv producere likviditeten. Hvis bankerne ikke har gensidig tillid og tager sig betalt i store risikogarantier ender kapitalmarkedet i en negativ spiral (depression). At opkøbe alle illikvide obligationer på bagkanten af konjunkturvendingen er en tåbelig idé. For det første vil det få den amerikanske statsgæld til at nå monumentale højder og brandbeskatte befolkningen i dekader, fra et udgangspunkt hvor væksten tordner ned og arbejdsløsheden stiger og stiger kan der kun komme stagflation og stærk inflation og høj arbejdsløshed ud af dét kunstgreb…
Næh, USA skal for at løse likviditetskrisen, tage fat i tilsynsgrundlaget og fremtvinge gennemsigtighed i bankernes situation. F.eks lovpligtige offentliggørelser af perioderegnskaber og måltal, for at genskabe tilliden i interbankmarkedet og blandt investorer. Desuden burde der skabes grundlag for en regulær realkreditsektor baseret på sunde principper og målfaste modeller, og en refinansieringsplan, hvor der udstedes nye sunde realkreditlån baseret på annuiteter og realkreditobligationer.
• Systemisk skal der ligeledes etableres en troværdig market maker ordning, som køber og sælger på kreditobligationsmarkedet.
• USA skal desuden indføre balanceprincippet. Amerikanerne skal herefter sørge for at der ikke udstedes boliglån, som ikke er modsvaret af obligationer.
• FED skal tillige arbejde på at indsnævre spændet i mellem diskontoen og markedsrenterne for at styrke tilliden til det finansielle system og sænke inflationen. Kapitalismens puls er netop pengestrømmen. Hvis likviditeten ikke flytter sig af sig selv er patienten døden nær.
• Ligeledes skal Chapter 11 ordningen overvejes og en konkurslovgivning der tilgodeser interessenter såvel som kapitalstrukturer skrues sammen, for at genskabe tilliden til den amerikanske økonomi.
4. oktober 2008 kl. 18:24
Vi oplever pt. en bankkrise vi ikke har set siden 30’erne, mange bankkunder frygter for deres private formue. De fortvivlede bankkunder begynder at sprede deres risiko. Dvs. de flytter deres penge rundt mellem de forskellige banker for at sprede risikoen, de er nemlig begyndt at blive opmærksomme på indskydergarantien, som dækker indestående på op til 300.000 kr. Ifølge finanstilsynet var der i udgangen af 2007 ca. 147 forskellige banker og sparekasser i Danmark, så det vil sige at man har mulighed for at sikre 44.100.000 kr. Bankerne bliver hver dag mødt af nye kunder som bare ønsker at oprette en enkelt opsparingskonto med en fordelagtig rente og pålydende på 300.000 kr. præcis. Danskerne har generelt ikke kendt til indskydergarantien før nu, men lige pt. er den et af de største debatemner i medierne.
Mange danskere ved ikke hvor de skal søge gode råd i forbindelse med bankkrisen. Normalt er det jo banken som rådgiver omkring økonomien og forvaltning af formue, men lige på dette punkt er det nok lidt svært at søge rådgivning hos den lokale bankrådgiver. Hvor skal man søge information og rådgivning i forbindelse med risikospredning af sine indlånsmidler? Det er et spørgsmål mange bankkunder stiller sig selv.
Investeringen.dk som er et investeringsforum hjælper fortvivlede bankkunder i deres tvivl omkring bankkrisen. Hvor slem er krisen? Hvordan skal man forholde sig til krisen? Er det en langvarig krise? Hvilke banker er mest udsatte under krisen? osv. osv. Dette er nogle af de spørgsmål, som bliver debatteret på Investeringen.dk.
Jakob Meibom fra Farum har fået stor hjælp i forbindelse med rådgivning omkring hans indlånsmidler. På Investeringen.dk blev han rådført til at risikosprede hans indlånsmidler
Om det var det rigtige valg kan kun tiden vise. Jakob får nu lidt dårligere rente end hvad han kunne få i sin lokale bank. Men det som er vigtigt for Jakob er at han nu kan sove trygt om natten.
Så hvis du ligesom Jakob ikke rigtig ved hvad du skal stille op med din private formue og har end masse spørgsmål til bankkrisen, så klik ind på Investeringen.dk og spørg løs.
18. oktober 2008 kl. 22:07
Almindelige bankkunder har idag ingen mulighed for at gennemskue, om deres bank er sund – eller om den er ved at gå konkurs. Danske politikere er også utilfredse med, at finanssektoren er så tillukket – hvilket til dels er deres egen skyld og kræver mere gennemskuelighed ved f. eks at offentliggøre Finanstilsynets vurderinger af bankernes solvens og styrke [likviditetsberedskab], og ikke bankernes egne vurderinger. Det er ikke vor opfattelse at juristerne og lovgiverne har megen forstand på regnskabsvæsen, hvilket nok er grunden til den nuværende situation. Så man skal nok med sin erfaring fra fortiden ikke vente sig for meget fra den kant.
Danmark forsøger i øjeblikket at overbevise de andre EU-lande om, at det er fornuftigt at give offentligheden indblik i bankernes egen vurdering af deres økonomi og likviditetsberedskab. Den finansielle uro har også givet anledning til, at der internationalt ses på behovet for justeringer af den finansielle lovgivning.
Mange vil sikkert undrende spørge sig selv om det ikke er noget der burde være gjort allerede for længe siden.