Jens Chr. Hansen
Seneste bog:
”Stine Bosse – det handler om at turde”
Af Jens Chr. Hansen og Christian Nørr
Gyldendal, 296 sider
Kr. 299.95
Gæsteblogger:
Bland dig i debatten og bli' gæsteblogger på "Børsen og Bosserne."
Send dit indlæg - eller din ide - til Jens Chr. Hansen.
Danmarks to store, statsejede og altdominerende radio- og TV-stationer, Danmarks Radio og TV2, står økonomisk i vand til navlen med kriser og skandaler til følge.
Et eller andet må være ravruskende galt. Er det ejerstrukturen? Er det ledelserne? Eller skyldes det, at netop disse statsejede virksomheder befinder sig i et vakuum, hvor man angiveligt ikke har styr på hverken regnskab eller budgetter. Og hvor heller ikke ejeren – staten – har styr på, hvad der foregår.
DR har i de senere år fået sine tæsk efter kaosset med byggeriet af det nye hus i Ørestaden, som resulterede i at budgettet skred med næsten to mia. kr. Her venter vi i øvrigt på en revisorgranskning, der skal placere ansvaret for kikset. Den ventes at lande på minister Brian Mikkelsens bord inden for de næste par uger.
Nu er TV2 så sendt ud i en konkret overlevelseskamp på grund af bundløs gæld. TV2 har åbenbart været – og er vel fortsat - på randen af en konkurs. Pengekassen er tom, og stationens banker har ikke villet stille ny likviditet til rådighed. Det er alvorligt, meget alvorligt, og også mere alvorligt end både TV2′s direktør Merete Eldrup og kulturminister Brian Mikkelsen lader ane.
Heldigvis har TV2 en rig ejer, skatteborgerne, som nu må træde til med statslån for at TV2 kan overleve. Dermed kan TV2 tage et lettelsens suk – men dog kun for en kort bemærkning.
EU ånder den kriseramte station i nakken mere end nogensinde før. TV2 har i forvejen et par uafklarede sager liggende ved EF-domstolen om ulovlig statsstøtte, som – hvis de tabes – kan koste TV2 milliarder af kroner i tab. Nu kan TV2 og Brian Mikkelsen så i værste fald løbe ind i en ny kamp med EU, som skal godkende de midlertidige statslån.
Det er urealistisk at forestille sig, at TV2 kan sælge noget fra for at styrke likviditeten. Og eftersom den nye TV2-ledelse har været omkostningskontiene igennem med en tættekam med fyringer og nedskæringer til følge, er det heller ikke sandsynligt, at der ligger større økonomiske gevinster ved yderligere besparelser på omkostningskontoen.
Tilbage bliver alene et afgørende slag politikerne i mellem om at finde en strategisk overlevelsesmulighed for TV2. Det kan være partnerskaber eller andet, der kan være med til at lette likviditeten (på kort sigt), og økonomien i øvrigt (på lang sigt.)
Brian Mikkelsen udtrykker det med så vide rammer: “Der vil i løbet af 2. halvår 2008 blive truffet beslutning om eventuelle langsigtede tilpasninger … med henblik på at sikre den fremtidige udvikling af TV2/Danmark.” Den tygger vi så lidt på. Hvad mon der ligger i disse ord fra en regering, som ellers hylder begrebet, “lad falde, hvad ikke kan stå.”
En offentlig notering og salg af den tidligere populære station på Fondsbørsen synes skudt tre, fire eller måske fem år ud i fremtiden. Derfor må man også forvente, at de andre mediehuse i Danmark og i udlandet allerede er begyndt at se på modeller for, hvordan man kan få fingre i TV2 uden samtidig at brænde fingrene. Det er ikke ligrøveri – det handler om at få varen billigst muligt.
Det 20 år gamle TV2 er ikke bare ramt hårdt på likviditeten, men er også programmæssigt gået sukkerkold på det seneste, mens konkurrenten DR har fået ny luft.
Men ligesom på DR, hvor der søges efter at få ansvaret placeret, er også ansvarsplaceringen på TV2 væsentlig at få afklaret. Alle problemer skydes nu tilbage på den tidligere, højt profilerede TV2-ledelse ved Per Mikael Jensen og Anders Kronborg, mens bestyrelsen med den tidligere formand Niels Boserup har holdt meget lav profil.
Men ærlig talt, hvor var bestyrelsen henne, da Per Mikael Jensen & Co. strøede om sig med penge?
11. juni 2008 kl. 09:19
Det forekommer mig, at tiden for længst er løbet fra de statsdrevne radio- og TV-stationer. Ligesom med teleselskaberne. Det ville for et land af Danmarks størrelse være det eneste rigtige at sammenlægge DR og TV2 og så drive det samlet – eller sælge det hele.
Vælger man den første løsning, skal politikerne holde sig væk, og de politiske partier skal ikke være repræsenteret i bestyrelsen.
Der skal være en – reelt – professionel bestyrelse og ledelse.
12. juni 2008 kl. 20:03
At “frasælge” en tvangs medielicens – som Otto Fabrucius er inde på er vel som at “sælge” en ridepisk til hesten – til andre undertrykkere.
At DR mener sig bedrevidende som støttepædagog til at udvælge og fabrikerer videnformidling til nationen – en ret arrogant holdning.
Total underkendelse af etniske danskeres evne til selv at søge viden i verdens info- og databaser on-linie.
NB:
At det kun drejer sig for etnisk danskere ud fra den sandhed at herboende udlændinge ser deres hjemlands udsendelser – endda via kommunalt udleverede dekoder til kanaler som etniske danskere IKKE kan se – trods de betaler for netværksfremføringen og givetvis også via kommunale skatter for dekoderne.
Dette givetvis for IKKE at irriterer danskere
der således må afstå ander kanaler i kablet.
Mvh. AKN
13. juni 2008 kl. 13:01
Det er beskæmmende at se, hvor let spil den tidligere ledelse af TV2, med Per Mikael Jensen, Anders Kronborg og den daværende bestyrelse med Niels Boserup i spidsen har i forhold til de danske medier.
Ved Per Mikael Jensens tiltrædelse skortede det ikke på rygklapperiet i den danske mediebranche. Her var endelig en journalist-darling, som havde foretaget en transformation fra almindelig journalist til “leder”. Et hamskifte mange journalister inderst inde beundrer, da det ikke falder naturligt ind under Journalisthøjskolens pensum.
Som i tilfældet med Al Capone kan det være svært, at hænge den tidligere ledelse op fortidens ugerninger. Men som i tilfældet med Al Capone skal nøglen til de åbenlyst forkerte ledelsesmæssige dispositioner måske findes et helt andet sted.
Journalistisk set burde flere medier interessere sig for Per Mikaels netværk og relationer – og deres direkte indflydelse på TV2 forretningsmæssige tiltag under hans ledelse. Det er kilden til historien om TV2′s deroute.
Et eksempel: Opkøbet af magasinet “Vi med Hund”, skete under påskud af at have synergier med et stationens øvrige aktiviteter herunder et nu skinlagt hundeprogram. I realiteten forhandlede Per Mikael Jensen opkøbet af de 30 procent af magasinet, igennem med vennen Jesper Sehested Lund som ejede magasinet, hvor efter en anden nær ven Jens Torpe blev indsat i bestyrelsen for selskabet. Det er der intet underlødigt i, men der bør granskes hvor mange af de ledelsesmæssige beslutninger, som var bygget på venskabelige bånd under devisen – noget for noget. Og så holdes op mod, hvor mange af disse tiltag rent faktisk var økonomisk fordelagtige for TV2.
Eksemplerne er så talrige, at det bør vække den journalistiske nysgerrighed på adskillige danske redaktioner. Vennetjenester efter ”quid pro quo-princippet” skal man ikke lede længe efter.
Mens Per Mikael Jensen sad ved roret i TV 2, vendte koncernen sin strategi fuldstændig på hovedet. Fra at være den største konkurrent er Viasat i dag den mest centrale samarbejdspartner for TV 2. Samtidig fik flere personer i Per Mikael Jensens netværk centrale poster i TV 2-koncernen. Personer som siden blev udskiftet efter kraftig kritik om dobbeltroller.
Samarbejdspartneren Canal Digital blev vraget til fordel for aftaler med forskellige selskaber i Kinnevik-koncernen – den koncern, som Per Mikael Jensen oprindelig kom fra som chefredaktør i Metro International, og som han nu er vendt tilbage til i sit job som øverste direktør. Det er opsigtsvækkende tal, at se på hans aflønning, da han gik fra at være chefredaktør i Metro International til TV2 til nu den øverste chef i Metro. De tal er til at fremskaffe.
Sammenholdt med Per Mikael Jensen exit fra TV2 lugter det fælt af et inside job bestilt af Kinnevik-koncernen. Med direkte aflønning og en ny stilling, der fordobler Per Mikael Jensens tidligere aflønning. Et gyldent ”tak for godt samarbejde” håndtryk.
Beslutningen om at iværksætte TV2 radio sprang ledelsen ud i, selv om øvrige danske mediekoncerner via konsulter blev frarådet et opkøb, da økonomien i reklameindtægterne byggede på decideret ønsketænkning om at opdyrke et kommercielt radiomarked i Danmark. Beregningerne for hvor meget reklameindtægterne kunne indbringe var direkte amatøragtige, og tog ikke nævneværdig højde for DR’s position i det danske mediebillede og danskerne kulturelle præferencer på radiofronten.
Frygten for Per Mikaels Jensens forlængede arme i toppen af den danske mediebranche synes enorm – netværket tæller folk som Jørgen Madsen, Jørgen Ejbøl Jensen, Jens Torpe og Svenn Dam. Måske er det derfor ingen journalister endnu har kastet et klart lys over TV2 ledelsesmæssige beslutninger under den daværende ledelse.
Ved enhver antydning af kritik af den daværende ledelse har Per Mikael Jensen reageret prompte. Retorikken er svulstig, direkte og arrogant. Den tidl. adm. direktør undlader ikke at kommentere ethvert anløb til kritik med et påskud om, at kritikerne ikke besidder økonomisk indsigt eller i tilfældet med den nye ledelse, der fik skudsmålet lavt selvværd, da den ved tiltrædelsen nedjusterede forventningerne med 155-75 mio. kr. Hullet igennem til de danske medier er en firesporet motorvej, hvor udsagn ofte rammer medierne uden kritisk modspil. Men netop økonomien bør være et centralt emne for journalister, der i borgernes tjeneste skrive eftermælet for TV2 under den tidligere ledelse. Måske det var på sin plads med en nøjagtig granskning af økonomien i de projekter, der blev iværksat i perioden?
Rygtet som den danske mediebranches hårde hund har Per Mikael Jensen og hans journalistiske medløbere dyrket nidkært i en årrække. Senest udstilles dette i bogen Bossen og Bissen skrevet af Jette Meier Karlsen. Bogen har det klassiske lag fernis af beundring og fremstiller Per Mikael Jensen nøjagtig, som han ønsker det. Måske den daværende bestyrelse led af samme benovelse og lod sig forføre af retorikken?
Ledelsesmæssigt er det en interessant case. Den klassiske beretning om den joviale leder, der selv serverer pølser fra en lejet pølsevogn ved lanceringen af TV2 radio, men som samtidig er frygtet for sin kynisme og temperament i en organisation.
Sagen om TV2 er aktuelt, da regeringen har besluttet at bede Folketingets Finansudvalg om tilslutning til at give TV2 adgang til midlertidig statslig låntagning for at redde stationen fra en egentlig betalingsstandsning. Derfor bør det være på sin plads, at få placeret et ansvar for TV2’s økonomiske situation – det er i din og min interesse som skatteydere.
Det bør inkludere en nærmere undersøgelse af TV 2s tidligere direktions og bestyrelses rolle i forhold til den situation TV2 er havnet i.
Slutteligt kan kommende journalister, der skal i gang med deres hovedopgave, opfordres til at gribe tyren ved hornene. Der skal åbenbart outsidere til for at ruske op i den historie. Et godt råd: Start med at kortlægge netværket og økonomien.
13. juni 2008 kl. 13:31
Mikkelsen er inde med en vigtig pointe, som rammer os alle i medieverdenen lige i solar plexus. Nemlig det, der kan betegnes som sammenspistheden, og vores egen dyrkelse af vor egen verden. Her er der plads til forbedringer, og et godt tip til kommende journalister – som Mikkelsen gør det – om at kortlægge personlige netværk, følge pengene og ellers ikke lade sig forblænde.
Når det er sagt, så er Per Mikael Jensen, uanset hvor højt han har været profileret, næppe den eneste grund til TV2-nedturen.
TV2 har som bekendt også en bestyrelse, og en bestyrelse er nu engang sat i verden for at sige ja og nej til de overordnede beslutninger. Og endelig har vi i denne sag også ejeren, politikerne, som jo gerne profilerer sig på mediesager.
Endnu ved vi ikke, hvad der helt konkret er op og ned i denne sag, og derfor mener jeg, at det er meget svært at komme uden om en undersøgelse, en granskning af TV2. Det kan du i øvrigt læse mere om i Synspunkt morgen i Berlingske Business.
13. juni 2008 kl. 14:06
Kære Jens Chr.
Tak for dit svar.
Jeg er helt enig i, at bestyrelsen i TV2 bærer det øverste ansvar i denne sag.
Direktionens dispositioner med Per Mikael Jensen og Anders Kronborg i spidsen var et anliggende for bestyrelsen. Her er det et spørgsmål om at have en professionel bestyrelse, som er sin opgave bevidst og har kompetencerne til og tør udfordre den daglige ledelse.
Jeg erkender, at der findes mange løse ender i sagen. Men upåagtet en egentlig officiel undersøgelse af TV2 bør de danske medier ikke vente på dette, men selv foretage en del af den nødvendige og påkrævede research, så det ikke blot bliver et spørgsmål om at forholde sig til den officielle version, der måske/måske ikke kommer.
Iøvrigt er der i slutningen af maj fremkommet en afgørelse fra Konkurrencestyrelsen omkring TV2 forlag, der blev lanceret af den daværende ledelse.
Klagen var en mistanke om, at TV 2 blandede økonomien mellem forlaget og resten af virksomheden. Det var forlagenes brancheorganisation, Forlæggerforeningen, som frembragte klagen for Konkurrencestyrelsen i oktober 2007.
Helt konkret går klagen på, at TV2 under den daværende ledelse sikrede, at forlagets udgivelser blev massivt lanceret via reklamer og omtale.
Tager man eksempelvis bogen om Koffi Anan, som forlaget stod bag, figurerede bogen så mange gange i reklameblokkene på TV2, at det ifølge kilder i forlagsbranchen ville være fuldstændig umuligt at opretholde en positiv indtjening på bogen, hvis betalingen af reklamerne reelt var sket til normal pris. Dette kræver blot en lommeregner, der kan lægge antallet af reklamer sammen med kostprisen at belyse.
Men efter et halv års papirarbejde har Konkurrencestyrelsen netop besluttet at skinlægge sagen med begrundelsen: manglende ressourcer.
Dette er blot som eksempel på hvilke TV2 historier, der lander i offentligheden som en fodnote, men som reelt har mere på sig.
Iøvrigt skal Berlingske Tidende have ros for som en af de få danske medier, at forsøge at afdække TV2 sagen fra mange sider og i et kritisk lys.
14. juni 2008 kl. 12:37
Netværk har været mantra ordet gennem de sidste år. Netop dette netværk er nøglen til den økonomiske kriminalitet, der er foregået i mange brancher de sidste år. I gamle dage hed det korruption. Lad os for fremtiden bruge det rette navn KORRUPTION, og lad os retsforfølge de skyldige og få dem dømt.